Hvad siger eksperten

Hvem ejer forskningen?

Spørgsmålet om, hvem der ejer forskningen, er relevant i mange sammenhænge. For den ansatte forsker kan spørgsmålet opstå i forhold til vedkommendes arbejdsgiver – forskningsinstitutionen eller virksomheden – hvor det bl.a. har betydning for, om arbejdsgiveren kan udnytte forskningsresultaterne uden samtykke fra den ansatte forsker, ligesom det har betydning for, hvad den ansatte forsker kan bruge forskningen til.

I forskningssamarbejder kan der bl.a. opstå spørgsmål om, hvilke rettigheder de enkelte forskere har til den forskning og de forskningsdata m.v., der produceres og indsamles som led i samarbejdet. Må en forsker fx tage materialet med sig, hvis forskeren får en ny stilling? Og må nogle af projektdeltagerne arbejde videre med projektet i andet regi uden samtykke fra de øvrige forskere? Dette bør der så vidt muligt tages stilling til i en aftale, se artiklerne om Aftaler om forskningssamarbejder og ErhvervsPhD-kandidater.

Svaret på, hvem der ejer forskningen, er imidlertid juridisk (meget) upræcist. Begrebet “forskning” kan således dække over en flerhed af aktiviteter og materiale, som der kan opstå forskellige juridiske rettigheder til, som alle kan have betydning for den juridiske håndtering af sådanne konflikter.

Rettigheder til forskning

Forskning resulterer normalt i noget, der kan opnå en juridisk beskyttelse mod andres uretmæssige brug heraf. Denne juridiske beskyttelse kan bl.a. (og navnlig) følge af reglerne om ejendomsret og reglerne om immaterialrettigheder (intellektuelle ejendomsrettigheder, IP). Disse regler suppleres i en række tilfælde af regler om beskyttelse af erhvervshemmeligheder, tavshedspligt m.v.

Den almindelige ejendomsret går ud på, at ejeren kan råde ubegrænset over en fysisk ting. Hvis man ejer et hus, kan man f.eks. bestemme, hvem der må komme ind i det, og man kan sælge det, låne det ud, leje det ud etc. Immaterialrettigheder, derimod, går ud på at give en eneret til at foretage bestemte typer af udnyttelse af værker, opfindelser m.m. Det, man har eneret til, er ikke en fysisk ting, men derimod »værket« og »opfindelsen« etc. som abstrakt fænomen. I gamle dage udtrykte man det på den måde, at ejendomsretten vedrørte fysiske ting, mens immaterialrettighederne vedrørte »immaterielle goder«. Ophavsret, patentret og varemærkeret er eksempler på sådanne immaterialrettigheder.

Immaterialrettighederne og ejendomsretten kører efter hver deres systemer og følges ikke ad. Hvis man f.eks. går ind i en boghandler og køber en bog, får man ejendomsret til det fysiske bogeksemplar, man får med hjem. Ophavsretten til bogens indhold, derimod, får man ikke, den bliver hos forfatter og forlag. I kraft af ejendomsretten må køberen af bogen i vidt omfang selv bestemme, hvad han gør med eksemplaret. Men man må ikke kopiere den og lægge kopien ud på nettet, selvom man har ejendomsret. Det er nemlig i strid med ophavsretten.

Læs mere

I følgende artikler kan du læse mere om, hvad de forskellige former for juridisk beskyttelse indebærer – og hvem der dermed “ejer forskningen”:

• Ophavsret og forskning
• Patenter, brugsmodeller og halvlederbeskyttelse
• Designret og forskning
• Ejendomsret til forskning
• Adgang til og råderet over data

Reglerne om beskyttelse af erhvervshemmeligheder m.v. findes en række forskellige steder i dansk ret. Der kan navnlig henvises til følgende:

• Lov om forretningshemmeligheder, som beskytter en virksomheds forretningshemmeligheder
• Straffelovens regler om freds- og æreskrænkelser, som b.a. beskytter imod egentlig industrispionage m.v.
• Forvaltningslovens § 27 om offentlige ansattes tavshedspligt
• Straffelovens regler i lovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v.