Hvad er forskningsfrihed?

En del af den akademiske frihed

Forskningsfrihed anvendes navnlig til at beskrive forskeres frihed til at vælge forskningsemne, stille spørgsmål, vælge materiale og metoder til at finde svar, samt offentligt at fremlægge hypoteser, resultater og ræsonnementer. Forskningsfriheden ved danske universiteter er forankret i universitetslovens § 2, stk. 2, og § 14, stk. 6.

Forskningsfrihed er en del af den akademiske frihed, og den indebærer bl.a. en vidtgående ytringsfrihed for den enkelte forsker.

Internationalt anvendes betegnelserne ”academic freedom”, ”scientific freedom” og ”freedom of research”. En udførlig redegørelse for forskningsfrihedens historik, begrundelse og begrænsninger findes i den norske betænkning NOU 2006:19 om akademisk frihet. Forskningsfriheden er desuden behandlet i to nyere danske bogudgivelser, som UBVA stiller gratis til rådighed som e-bøger:

• Heine Andersen: Forskningsfrihed – ideal og virkelighed (2017)
• Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen og Morten Rosenmeier (red.): Forskningsfrihed – hvad med juraen? (2022)

Forskningsfrihedens begrundelse

Forskningsfriheden begrundes traditionelt i funktionelle hensyn: Den anses for at være den mest formålstjenlige ramme for søgen efter – og formidling af – viden og forståelse. Forskningsfriheden anses desuden for at være en væsentlig forudsætning for forskningens uafhængighed og legitimitet.

Forskningsfriheden er forbundet med tanke- og ytringsfrihed, og den er (som en del af den akademiske frihed) anerkendt som en grundlæggende rettighed i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 13: “Der er frihed for kunst og videnskabelig forskning. Den akademiske frihed respekteres.” Den er også nævnt i EU-Kommissionens European Charter for Researchers.

Forskningsfrihedens grænser

Forskningsfriheden ved danske universiteter er ikke ubegrænset. Forskningen må navnlig ske inden for rammerne af lovgivningen og ansvarlig forskningspraksis.

Institutionel og individuel forskningsfrihed

Ved fastlæggelse af forskningsfrihedens nærmere indhold skelnes der mellem den institutionelle forskningsfrihed, som er knyttet til forskningsinstitutionen, og den individuelle forskningsfrihed, som er knyttet til den enkelte videnskabelige medarbejder. Dette omtales nærmere nedenfor.

Forskningsfrihed ved danske universiteter

Institutionel forskningsfrihed

Ifølge universitetslovens § 2, stk. 2, har universitetet forskningsfrihed, hvilket universitetet skal værne om. Lovgiver har herved bl.a. ønsket at fremhæve, at danske universiteter har fagligt selvstyre, og at de er uafhængige af særinteresser, jf. fremsættelsesbemærkningerne til universitetsloven (lovforslag nr. 125 af 15. januar 2003).

Universiteternes institutionelle forskningsfrihed var indtil 2017 styret af de såkaldte udviklingskontrakter, som var en ikke-juridisk bindende aftale om universiteternes strategiske udvikling i aftaleperioden, som typisk vil gælde i 3 eller 4 år. Formålet med udviklingskontrakterne var at fremme universiteternes strategiske udvikling og understøtte universiteternes arbejde hermed. Efter en ændring af universitetsloven i 2011 forventedes udviklingskontrakten at indeholde 3-5 mål, som ministeren pålægger universitetet (”pligtige mål”) og 3-5 mål der er valgt af universitetet selv (”selvvalgte mål”). Se nærmere om disse udviklingskontrakter i bemærkningerne til lovforslag nr. 43 af 10. februar 2011 (til nr. 10).

Ved en ændring af universitetsloven i 2017 (lov nr. 699 af 8. juni 2017) er disse udviklingskontrakter blevet afløst af såkaldte strategiske rammekontrakter, som skal indeholde strategiske mål for universitetets opgaver efter universitetslovens § 2. I forarbejderne til 2017-loven er bl.a. anført følgende herom:

“De strategiske rammekontrakter skal være institutionsspecifikke og indeholde strategiske mål for universitetets kerneopgaver med afsæt i det enkelte universitets udfordringer.

Alle mål formuleres i dialog mellem universitetet og ministeren. Den nuværende sondring mellem pligtige og selvvalgte mål ophæves således.

Med den foreslåede ordning vil den strategiske rammekontrakt fremover indeholde strategiske mål for universiteternes opgaver målrettet de konkrete udfordringer på det enkelte universitet. Såvel universitetet som ministeren kan tage initiativ til at genforhandle de strategiske mål, hvis f.eks. de økonomiske forhold for universitetet ændres væsentligt fra det forudsatte, eller hvis nye udfordringer betyder, at det vil være hensigtsmæssigt at ændre de strategiske mål i rammekontrakten. Ændringer i kontrakten forudsætter enighed mellem bestyrelsen og ministeren.

Der fastsættes ikke i lovforslaget en fast længde for strategiske rammekontrakter, men det er udgangspunktet, at der vil blive tale om fireårige kontraktperioder. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for, at den strategiske rammekontrakt er et centralt styringsværktøj, der spiller sammen med universitetets overordnede strategi. Bestyrelsen har endvidere det overordnede ansvar for, at kontraktens mål opfyldes, og bestyrelsesformanden indgår som den strategiske partner i både forhandling og løbende opfølgning på mål og resultater, ligesom formanden skal sørge for, at der er en overordnet samtænkning mellem rammekontrakten og universitetets strategiske planer i øvrigt.”

Individuel forskningsfrihed

Ifølge universitetslovens § 2, stk. 2, skal universitetet værne om “den enkeltes forskningsfrihed”, ligesom universitetet ”skal tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”:

”Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.” (§ 2, stk. 3, 3. og 4. pkt.)

Den individuelle forskningsfrihed blev beskrevet således i forarbejderne til 2003-universitetsloven (jf. fremsættelsesbemærkningerne (ad § 17, stk. 2) til lovforslag nr. 125 af 15. januar 2003):

”Den enkelte forsker har forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af et ansættelsesforhold. Den enkelte forsker har således frihed til at vælge metode, fremgangsmåde og emne inden for universitetets forskningsstrategiske rammer, som fastlagt i udviklingskontrakten.”

Den individuelle forskningsfrihed var ikke omtalt direkte i 2003-universitetsloven. Ved en lovændring i 2011 blev den individuelle forskningsfrihed skrevet udtrykkeligt ind i universitetslovens § 2, stk. 2, og man indførte samtidig følgende bestemmelse i universitetslovens § 14, stk. 6:

”Rektor kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. Det videnskabelige personale har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det videnskabelige personale må ikke over længere tid pålægges opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed.”

Af lovbemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a. følgende:

”Med bestemmelsen i stk. 6 indføjes ordet »forskningsfrihed« i bestemmelsen om den individuelle forskningsfrihed. Samtidig vendes formuleringen om. Det sker for at tydeliggøre, at udgangspunktet er den frie forskning. De videnskabelige medarbejdere kan fortsat forske frit i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Det vil sige, at de kan vælge emne, metode og fremgangsmåde inden for universitetets forskningsstrategiske rammer. Det tilføjes med lovforslaget, at de forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil.

Det er ligeledes tilføjet, at rektor eller den, der er bemyndiget hertil, ikke over længere tid må pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed.

Også ved forskningsbaseret myndighedsbetjening og aftalebestemte opgaver, skal der sikres tid til fri forskning. Det er dog ikke muligt klart at definere omfanget af tid til fri forskning, idet det vil variere over tid fra område til område og fra forsker til forsker. Således kan man godt forestille sig, at en forsker har mindre tid til fri forskning i en periode med forskningsbaseret myndighedsbetjening eller aftalebestemte opgaver end i andre perioder.”

Den individuelle forskningsfrihed indebærer bl.a. en vidtgående ytringsfrihed for forskere.

Den reelle forskningsfrihed afhænger navnlig af en blanding af formelle og uformelle regler, finansieringsmuligheder, styringspraksis og institutionelle rammer,  jf. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Forsknings- og ytringsfriheden på universiteterne (Forskningspolitisk årsmøde 2007), s. 6, og mere generelt NOU 2006:19.

Forskningsbaseret rådgivning og myndighedsbetjening

Universitetslovens § 14, stk. 6, er generel, og universitet skal således også sikre forskningsfrihed for de forskere, der leverer forskningsbaseret myndighedsbetjening. Særligt om forskningsfriheden ved forskningsbaseret myndighedsbetjening kan bl.a. henvises til:

• Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, ”Forsknings- og ytringsfriheden på universiteterne” (Forskningspolitisk årsmøde 2007
• Københavns Universitets Kodeks for myndighedsbetjening (2016)
• Praksisudvalget ved Københavns Universitets redegørelse om ”Den akademiske frihed set i forhold til sektorforskning/myndighedsberedskab” (januar 2007)
• Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velværd (VIVE): Undersøgelse af forskningsfrihed i forhold til offentliggørelse på Aarhus Universitet (2018)

Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

Loven bag dette institut indeholder følgende bestemmelser om forskningsfrihed i lovens § 2:

”Stk.5. Institutionen har forskningsfrihed.

Stk.6. Institutionens videnskabelige personale har forskningsfrihed og forsker frit inden for institutionens forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt andre opgaver.”

I lovbemærkningerne til disse bestemmelser er anført følgende herom:

”Det foreslås, at det tydeliggøres i stk. 4 og stk. 5, at Institut for Menneskerettigheder- Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution som institution har forskningsfrihed, og at de enkelte forskningsmedarbejdere har forskningsfrihed inden for institutionens forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt andre opgaver. Tydeliggørelsen foretages ved optagelse af bestemmelser på linje med universitetslovens bestemmelser om forskningsfrihed. Det forudsættes, at institutionen fastsætter nærmere retningslinjer for, hvad der skal forstås som forskningsarbejde med tilhørende forskningsfrihed for det videnskabelige personale, jf. stk. 5, og hvad der skal forstås som »andre opgaver«.”

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Lov om Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) indeholder ingen regler om forskningsfrihed. Af forarbejderne (se fremsættelsesbemærkningernes afsnit 3.1) fremgår dog følgende herom:

“På linje med gældende kontrakter mellem universiteter og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser vil kontrakten respektere instituttets grundlæggende forsknings- og metodefrihed.”