Formidling og ytringsfrihed

Formidling

Ved formidling forstås her forskeres udveksling af viden og kompetencer med det omgivende samfund, herunder ved deltagelse i den offentlige debat. Formidling kan bl.a. ske gennem artikler, anmeldelser, kronikker og læserbreve i aviser, bøger der formidler viden til at bredt publikum af ikke-fagfolk, deltagelse i radio- og tv-udsendelser samt undervisning til et bredt publikum af ikke-fagfolk på fx folkeuniversiteter og aftenskoler.

Forskere har i denne forbindelse en vidtgående – men dog ikke ubegrænset – ytringsfrihed, som omtales nærmere nedenfor. Se hertil Danske Universiteters Principper for god forskningskommunikation (2019).

En række oplæg om forskeres ytringsfrihed på UBVA-symposium 2015 kan ses som web-tv her.

Se også forskningsfrihed og akademisk frihed.

Ytringsfrihed

Ytringsfriheden er i Danmark beskyttet af Grundlovens § 77:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder desuden følgende bestemmelse om informations- og ytringsfrihed:

”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage og meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser…”

En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 11, stk. 1, i EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder.

På denne hjemmeside kan du læse mere om ytringsfrihedens historie i Danmark.

Ytringsfrihedens grænser

Ytringsfriheden er ikke absolut. I Danmark er det fx strafbart at fremsætte freds- eller ærekrænkende udtalelser, ligesom det er ulovligt at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger. Der findes regler herom bl.a. i straffeloven, forvaltningsloven og lov om forretningshemmeligheder, ligesom den ansatte ved aftale (fx i et konkret forskningssamarbejde) kan være pålagt fortrolighedsforpligtelser.

Offentligt ansattes ytringsfrihed

Offentlige myndigheder kan fastsætte regler for, hvem der må udtale sig på vegne af myndigheden, og hvordan dette nærmere skal ske. Dette gælder også på universiteter.

Offentligt ansatte har ytringsfrihed til at fremsætte ytringer på egne vegne (private ytringer). Dette er overordnet beskrevet som følger i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed (2016), s. 7:

“Rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed kan opsummeres på følgende måde:

  • Man skal gøre det klart, at man udtaler sig på egne vegne og ikke på myndighedens vegne.
  • Man må ikke bryde sin tavshedspligt.
  • Man må ikke udtale sig på en freds- eller æreskrænkende måde, f.eks. ved at fremsætte injurier.  
  • Man må ikke udtrykke sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for ens eget arbejdsområde.

Holder man sig inden for disse rammer, må man som udgangspunkt sige, hvad man vil. Det gælder, selv om man udtaler sig kritisk over for sin arbejdsplads. Det gælder også, selv om man ikke først har rejst kritikken internt eller i øvrigt orienteret sin ledelse.”

Det fremgår desuden at vejledningen, at centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen er undergivet visse begrænsninger i adgangen til at ytre sig om forhold, der vedrører deres eget arbejdsområde.

Læs mere om offentligt ansattes ytringsfrihed her:

  • Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed (Justitsministeriet, 2016)
  • Betænkning 1553/2015 fra Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger
  • Betænkning 1472/2006 fra udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret
  • God adfærd i den offentlige sektor (Personalestyrelsen, KL og Danske Regioner, 2007)

Forskeres ytringsfrihed

Forskere ved danske universiteter har samme ytringsfrihed til at komme med private ytringer, herunder ved at deltage i den offentlige debat, som andre offentligt ansatte (se beskrivelsen heraf i afsnittet lige ovenfor). I mange tilfælde er forskeres ytringer imidlertid ikke sådanne private ytringer, men derimod tjenstlige aktiviteter – uden dog at være ytringer, der fremsættes på vegne af universitetet. Forskere befinder sig herved ofte i en særlig position i forhold til andre offentligt ansatte.

Det følger af universitetslovens § 2, stk. 3, at universiteterne skal tilskynde forskere til at deltage i den offentlige debat. Denne bestemmelse sætter i sig selv grænser for universiteternes muligheder for gennem ledelsesretten at blande sig i forskernes ytringer.

Nogle forskningsinstitutioner har fastsat regler for forskeres deltagelse i den offentlige debat. Som eksempel herpå kan henvises til Københavns Universitets Regler om brug af KU’s navn og logo m.m. Disse regler begrænser bl.a. forskeres adgang til i den offentlige debat at henvise til deres arbejdssted (Københavns Universitet), hvis debatten vedrører emner, som ligger ”helt uden for den pågældendes ansættelsesområde”. Sådanne ytringer må da også henregnes til private ytringer.

Forskere er underlagt de samme almindelige grænser for ytringsfriheden, som gælder for andre (se afsnittet herom ovenfor). Derudover skal forskere også i deres formidling overholde normerne for ansvarlig forskningspraksis.

Grænserne for forskeres ytringsfrihed er for nylig blevet prøvet i to sager ved de danske domstole. Den 3. juni 2015 afsagde Højesteret dom i en injuriesag, som Jørgen Dragsdahl havde anlagt mod historiken Bent Jensen (dommen kan læses her). Den 21. juni 2016 afsagde Københavns byret dom i en injuriesag anlagt mod Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard. Disse domme og de relevante regler  er behandlet af professor Jørn Vestergaard i en artikel, som Forskerportalen.dk har fået tilladelse til at bringe her:

Ingen ytringspligt

Forskeres ytringsfrihed indebærer ingen pligt til at ytre sig.

Om Forfatteren

Professor, juridisk konsulent for UBVA