Generelt

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU) kan behandle sager om videnskabelig uredelighed efter reglerne i lov om videnskabelig uredelighed m.v., som trådte i kraft den 1. juli 2017. Med loven nedlagdes Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

Nævnet består af en formand, som skal være landsdommer, og af 8-10 faglige medlemmer, som skal være anerkendte forskere og repræsentere forskellige videnskabelige forskningsområder. Nævnet kan som led i sagens behandling indhente ekspertbistand efter konkret behov. Nævnet sekretariatsbetjenes af Uddannelses- og Forskningsministeriet eller en statslig myndighed under ministeriet.

Nævnet skal afgive en årlig beretning om nævnets behandling af sager om videnskabelig uredelighed. Nævnet skal desuden afgive en årlig beretning om tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, som har været under behandling ved forskningsinstitutionerne, på baggrund af en årlig afrapportering fra forskningsinstitutionerne til nævnet.

Nævnets kompetence

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan behandle en sag, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Sagen skal angå forskning, som er omfattet af lovens anvendelsesområde, jf. lovens § 2
  2. Sagen skal angå mistanke om videnskabelig uredelighed i et videnskabeligt produkt, jf. lovens § 4, stk. 1
  3. Sagen skal vedrøre forskere, som har bidraget til at afgive det videnskabelige produkt i sagen, jf. lovens § 4, stk. 2

Disse betingelser omtales nærmere herunder.

Forskning omfattet af lovens anvendelsesområde

Loven omfatter følgende former for forskning:

  1. Forskning udført med hel eller delvis offentlig dansk støtte, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 1.
  2. Forskning udført ved en offentlig dansk forskningsinstitution, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2.
  3. Privatfinansieret forskning, som ikke er omfattet af nr. 1 og 2, forudsat at den private virksomhed el.lign., der har udført forskningen, giver samtykke til behandlingen af sagen, jf. lovens § 2, stk. 2.

Lovens § 2, stk. 2, kom ind under udvalgsbehandlingen af lovforslaget, jf. nærmere udvalgets betænkning over lovforslaget. Det fremgår bl.a. heraf, at der i disse tilfælde ikke kræves samtykke fra den eller de privatansatte forskere, som har udført den pågældende forskning for en juridisk person. Det fremgår også, at såfremt der ikke er en juridisk person involveret i sagen, eksempelvis ved at en privat person for egne midler har finansieret og udført forskningen, kan den private person give samtykke til behandlingen af sagen.

Mistanke om videnskabelig uredelighed i et videnskabeligt produkt

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan alene behandle sager, der angår mistanke om videnskabelig uredelighed i et videnskabeligt produkt.

Videnskabelig uredelighed

Se artiklen om videnskabelig uredelighed.

Et videnskabeligt produkt

Sagen skal vedrøre videnskabelig uredelighed i et videnskabeligt produkt, hvorved forstås “et produkt frembragt ved anvendelse af videnskabelige metoder som led i forskning, herunder ansøgninger om forskningsmidler”, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 6. Et tilsvarende krav fremgik af den tidligere UVVU-bekendtgørelse, og der foreligger en stribe UVVU-afgørelser herom, jf. nedenfor.

I lovbemærkningerne er bl.a. anført følgende herom:

“Den foreslåede definition lægger sig op ad UVVU’tain’t praksis på området, hvorefter et videnskabeligt produkt er karakteriseret ved at være frembragt som led i forskning ved anvendelse af videnskabelige metoder i modsætning til f.eks. mere populærvidenskabelige udgivelser, hvor der ikke på tilsvarende vis anvendes en videnskabelig tilgang. Vurderingen af, om et produkt kan anses for et videnskabeligt produkt, beror på en indholdsmæssig vurdering af produktets forskningsmæssige karakter, hvorved videnskabelige artikler, ph.d.-afhandlinger og lignende er det helt klare kerneområde for begrebet. Et element i vurderingen af, om der er tale om et videnskabeligt produkt i lovens forstand, vil derfor ofte være, om det pågældende produkt er indgivet eller tiltænkt indgivet til fagfællebedømmelse. Videnskabelige produkter kan i dag tage mange former, hvorfor begrebet også kan rumme andre produkter af forskningsmæssig karakter. Det foreslås derfor også, at det gældende krav om, at et videnskabeligt produkt skal foreligge i skriftlig form, ikke videreføres. Med den tekniske udvikling i samfundet kan forskning fremstilles i forskellige former, eksempelvis som lyd- eller videofiler, og det afgørende er således, at der er tale om et forskningsprodukt, og ikke om produktet er skriftligt nedfældet. Ved vurderingen af, om et produkt kan anses for et videnskabeligt produkt i lovens forstand, lægges der vægt på den indholdsmæssige karakter af produktet, hvilket indebærer, at også digitale medier efter omstændigheder kan anses for videnskabelige produkter. Det bemærkes hertil, at begrebet skriftligt videnskabeligt produkt efter praksis i UVVU har været fortolket sådan, at også tv-udsendelser og lignende efter omstændighederne kan betragtes som omfattet af begrebet. Der vil i alle tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af produktets forskningsmæssige karakter. Det foreslås som hidtil eksplicit at angive, at ansøgninger om forskningsmidler vil blive betragtet som videnskabelige produkter. Det er med til at skabe klarhed over begrebets indhold i situationer, hvor der i modsat fald kunne opstå tvivl. Begrebet forventes efter omstændighederne tilsvarende at kunne omfatte f.eks. fagfællebedømmelser (peer reviews) af ansøgninger, artikler og ph.d-afhandlinger.”

Fra UVVU-praksis kan navnlig henvises til følgende nyere afgørelser:

“Bekendtgørelsen indeholder ikke en nærmere definition af, hvad der forstås ved et skriftligt videnskabeligt produkt, men efter fast praksis fra UVVU indebærer dette et krav om, at der i det indklagede produkt er anvendt videnskabelige metoder, og at der i produktet redegøres nærmere herfor. Det afgørende, for om UVVU kan behandle sagen, er således, om der er tale om et egentligt videnskabeligt produkt, eller om der er tale om en populærvidenskabelig udgivelse, som falder uden for UVVU s kompetenceområde.

Kronikker i dagblade o.l. er som udgangspunkt ikke omfattet af definitionen af skriftlige videnskabelige produkter efter bekendtgørelsen om UVVU § 6. Dette gælder også, når kronikken er forfattet af forskere og er indenfor de pågældendes forskningsfelt. Det er således muligt for forskere at udtale sig i medier, uden at dette automatisk betragtes som videnskabelig rapportering, og uden at eksempelvis en kronik derved bliver et videnskabeligt produkt i UVVU-bekendtgørelsens forstand.

Dette udgangspunkt kan efter praksis fra UVVU fraviges i tilfælde, hvor kronikken har så nær tilknytning til et skriftligt videnskabeligt produkt, at kronikken må betragtes som en egentlig rapportering af det videnskabelige produkts resultater. I sådanne tilfælde stilles der betydelige krav til en tæt sammenhæng mellem kronikken og det videnskabelige produkt, samt reference/henvisning til det videnskabelige produkt.

Dagblade (i dette tilfælde [DAGBLAD]) betragtes som hovedregel ikke som videnskabelige medier, og artikler og kronikker m.v. i dagblade er derfor ikke umiddelbart videnskabelig rapportering, men alene populærvidenskabelig rapportering, hvilket falder udenfor UVVU’s kompetenceområde, jf. ovenfor.

På baggrund af oplysningerne i sagen, herunder indholdet i Kronikken, lægger jeg til grund, at Kronikken alene er udtryk for populærvidenskabelig rapportering. I den forbindelse er det min vurdering, at der ikke er den fornødne sammenhæng mellem Kronikken og artiklen i [TIDSSKRIFT], til at disse kan betragtes som ét videnskabeligt produkt i UVVU-bekendtgørelsens forstand.

Sammenfattende er det derfor min konklusion, at Kronikken ikke kan betragtes som et videnskabeligt produkt, jf. UVVU-bekendtgørelsen § 6, stk. 1, og UVVU kan derfor ikke behandle klagen.”

  • UVVU’tain’t afgørelse af 3. september 2013: Formanden for UVVU afviste at behandle en sag, fordi den ikke vedrørte et videnskabeligt produkt. Af begrundelsen fremgår bl.a. følgende:

    “Efter det oplyste er der tale om en bog med en beskrivelse af [INDKLAGEDE]s fag og begivenheder i hans liv både som retsmediciner og før. På den baggrund finder jeg, at din anmeldelse ikke vedrører et skriftligt videnskabeligt produkt, som eksempelvis em videnskabelig artikel i et fagtidsskrift. Det er i den sammenhæng ikke afgørende, hvorvidt der som anført af dig i bogen sker falsk rapportering af resultater i andre videnskabeligt produkter, her dine videnskabelige artikler i Uge-skrift for Læger, som du har vedlagt din anmeldelse.”

  • UVVU’tain’t afgørelse af 31. august 2012: To kongresabstracts blev anset for at være videnskabelige produkter, idet UVVU bl.a. anførte følgende:

“Et kongresabstract er et kort, men koncist resumé af et forskningsprojekt – ofte reduceret til 200 – 300 ord – som sædvanligvis skrives efter IMRAD-konceptet i originale videnskabelige publikationer (dvs. ”I” = introduktion (1-2 sætninger); ”M” = metode (ca. 3 sætninger); ”R” = resultater (2-4 sætninger) og (”A”nd) ”D” = diskussion/konklusion (2-3 sætninger). Abstractet til kongresser er ofte skrevet på et tidligt tidspunkt, hvor samtlige data ikke er gennembearbejdede – hvorimod abstracts af tidsskriftsartikler er mere koncise og samtidig lægges direkte i søgemaskiner som PubMed, hvor andre forskere rundt om i verden ved søgning på relevante emner hurtigt kan danne sig et indtryk af, om artiklen er af interesse i sin helhed – fx i forbindelse med løsning på et klinisk problem.

UVVU finder, at de to kongresabstracts må betegnes som skriftlige videnskabelige produkter, idet de præsenterer præliminære resultater vedrørende en videnskabelig problemstilling.”

“Bekendtgørelsen indeholder ikke en nærmere definition af, hvad der forstås ved et skriftligt videnskabeligt produkt , men efter fast praksis fra UVVU indebærer dette et krav om, at der i det indklagede produkt er anvendt videnskabelige metoder, og at der i produktet redegøres nærmere herfor. Det afgørende, for om UVVU kan behandle sagen, er således, om der er tale om et egentligt videnskabeligt produkt, eller om der er tale om en populærvidenskabelig udgivelse, som falder uden for UVVU s kompetenceområde.

Mundtlige udtalelser i TV o.l. er som udgangspunkt ikke omfattet af definitionen af skriftlige videnskabelige produkter efter bekendtgørelsen om UVVU § 6. Dette udgangspunkt kan efter praksis fra UVVU fraviges i tilfælde, hvor udtalelsen har så nær tilknytning til et skriftligt videnskabeligt produkt, at udtalelsen må betragtes som en egentlig rapportering af det videnskabelige produkts resultater. I sådanne tilfælde stilles der betydelige krav til en tæt sammenhæng mellem udtalelsen og det videnskabelige produkt, samt reference/henvisning til det videnskabelige produkt i udtalelsen.

TV-mediet er som hovedregel ikke et videnskabeligt medie, og udtalelser på TV er derfor ikke umiddelbart videnskabelig rapportering, men alene populærvidenskabelig rapportering. Ved populærvidenskabelig rapportering stilles der begrænsede krav til nøjagtigheden i rapporteringen, eller sagt med andre ord må der ved populærvidenskabelig rapportering være større adgang til at tale i billeder.

Ud fra sagens oplysninger lægger jeg til grund, at der ved TV-udtalelserne af 17. januar 2012 alene er tale om populærvidenskabelig rapportering. I den forbindelse er det min vurdering, at der ikke er den fornødne sammenhæng mellem TV-udtalelserne og den videnskabelige artikel af [INDKLAGEDE] m.fl., til at disse må betragtes som ét videnskabeligt produkt i bekendtgørelsen om UVVU s forstand.

Sammenfattende er det min konklusion, at klagen over TV-udtalelserne ikke vedrører et videnskabeligt produkt, jf. bekendtgørelsen om UVVU § 6, stk. 1. UVVU kan derfor ikke tage klagen under behandling.”

  • UVVU’tain’t Årsberetning 2010 (sag nr. 3/2010): En tekst om et forskningscenter på en hjemmeside var ikke et videnskabeligt produkt.
  • UVVU’tain’t Årsberetning 2009 (sag nr. 2): En analyse af en kommunes omsorgstandplejes brug af private leverandører, der var udarbedet af indklagede som led i sin ansættelse som embedsmand ved kommunen til brug for interne økonomiske overvejelser i kommunen, blev ikke anset for at være et videnskabeligt produkt.
  • UVVU’tain’t Årsberetning 2009 (sag nr. 7): En udstilling og et udstillingskatalog blev anset for at være et videnskabeligt produkt efter en konkret vurdering.
  • UVVU’tain’t Årsberetning 2008 (sag nr. 7): En udstilling på et museum og en hermed forbundet bogudgivelse, samt en invitation og en radioudsendelse blev ikke anset for at være videnskabelige produkter.

Klage over forskere

En sag for NVU skal vedrøre forskere, som har bidraget til at afgive det pågældende videnskabelige produkt. En forsker er defineret som “en person, der er ph.d.-studerende, har en ph.d.-grad eller har tilsvarende kvalifikationer”, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 7.

Ifølge de tidligere UVVU-regler var det et krav, at forskeren var “videnskabeligt uddannet”. Dette krav er ikke videreført i loven. Herom anføres følgende i lovbemærkningerne:

“Det foreslås dog, at det gældende krav om, at den person, som sagen vedrører, skal være videnskabeligt uddannet inden for det forskningsområde, som sagens videnskabelige produkt vedrører, udgår. Baggrunden for denne ændring i forhold til gældende ret er, at kravene til videnskabelig redelighed bør gælde for forskere, uagtet de bevæger sig ind på et andet forskningsområde end det, de sædvanligvis forsker inden for. Dette aktualiseres særligt af stigningen i tværvidenskabelige forskningsprojekter. Det kan hertil bemærkes, at nævnet forventes at inddrage den pågældende forskers erfaring inden for det forskningsfelt, som den konkrete sag vedrører, i vurderingen af, om forskeren har begået videnskabelig uredelighed, herunder om forskeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.”

Behandling af sager om videnskabelig uredelighed

Sagens start

Sag startes normalt ved anmeldelse, men NVU kan også i visse tilfælde behandle sager af egen drift.

Anmeldelse

Sager om videnskabelig uredelighed rejses normalt ved, at der indgives en anmeldelse herom, jf. nærmere lovens § 10. Anmeldelsen vil ofte vedrøre en mistanke om, at andre har begået videnskabelig uredelighed. Anmeldelsen kan imidlertid også vedrøre anmelderen selv som en anmodning om renselse for andres påstande om videnskabelig uredelighed.

En forskningsinstitution har pligt til at indgive anmeldelse, hvis der er “begrundet mistanke” om, at der i en konkret sag ved forskningsinstitutionen foreligger videnskabelig uredelighed omfattet af nævnets kompetence. Herom anføres bl.a. følgende i lovbemærkningerne:

“Begrundet mistanke forventes at foreligge, hvis forskningsinstitutionen har grund til at antage, at der kan være begået videnskabelig uredelighed. Omfattet af bestemmelsen er således tilfælde, hvor forskningsinstitutionen selv bliver opmærksom på forhold, der kan indebære videnskabelig uredelighed og derfor evt. kunne have ført til en anmeldelse herom til forskningsinstitutionen, uden at dette dog er sket. Det er med den foreslåede bestemmelse ikke hensigten, at forskningsinstitutionen i den forbindelse skal foretage en forprøvelse af, om de pågældende forhold er udtryk for videnskabelig uredelighed, men alene om der er en sådan tilstrækkelig begrundet mistanke herom til, at sagen bør overdrages til nævnet til nærmere udredning. Pligten omfatter både den situation, hvor der skal foretages anmeldelse til en (anden) forskningsinstitution efter stk. 1, og hvor der skal foretages anmeldelse direkte til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed efter stk. 2. Det er således ikke kun hovedforskningsinstitutionen, som dette begreb er beskrevet ovenfor, der har anmeldepligt, men også en forskningsinstitution, der har en mere perifer tilknytning til sagen. “

Hvis anmeldelsen vedrører forskning udført ved en dansk forskningsinstitution (og anmeldelsen ikke indgives af institutionen selv), skal anmeldelsen indgives dertil. Om tilfælde, hvor forskningen er udført på flere forskningsinstitutioner, anføres følgende i lovbemærkningerne:

“Hvis forskningen er udført på flere forskningsinstitutioner, skal anmeldelse indgives til den forskningsinstitution, hvor den væsentligste del af den berørte forskning er udført, og en evt. anden forskningsinstitution, der måtte modtage en anmeldelse, skal i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler videresende anmeldelsen til hovedforskningsinstitutionen. Der kan principielt tænkes at være flere forskningsinstitutioner, til hvem anmeldelse kan indgives, og det forventes i givet fald, at de berørte institutioner aftaler nærmere, hvem der skal håndtere anmeldelsen, eventuelt efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.” 

Anmeldelsen skal derimod indgives til NVU i følgende tilfælde:

  • Hvis anmeldelsen vedrører forskning, der ikke er udført på en dansk forskningsinstitution
  • Hvis anmeldelsen indgives af den danske forskningsinstitution, hvor forskningen er udført

Egen drift

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan behandle sager af egen drift, hvis der foreligger en begrundet formodning om videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 12. Det er ikke (som efter de tidligere regler om UVVU) et krav, at sagen er af samfundsmæssig betydning eller af betydning for menneskers og dyrs sundhed, men det er forudsat i lovbemærkningerne, at nævnet kun undtagelsesvis benytter sig af muligheden for at tage en sag op af egen drift.

I lovbemærkningerne er der bl.a. anført følgende om anvendelse af bestemmelsen:

“Muligheden for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed til at tage en sag op af egen drift kan f.eks. tænkes benyttet i den situation, hvor nævnet bliver opmærksom på mulig videnskabelig uredelighed i en sag, der har været omtalt i pressen, men ikke har været anmeldt til nævnet. Eller hvis der synes at være tale om videnskabelig uredelighed i en sag, der har været behandlet ved en forskningsinstitution som tvivlsom forskningspraksis, f.eks. i forbindelse med forskningsinstitutionens afrapportering til nævnet i overensstemmelse med den foreslåede regel i lovforslagets § 22. Endvidere kan egen drift-bestemmelsen tænkes anvendt i tilfælde, hvor en forskningsinstitution ikke videresender sagen efter lovforslagets § 10, fordi forskningsinstitutionen ved sin screening har lagt til grund, at sagen ikke vedrører videnskabelig uredelighed eller ikke indeholder de nødvendige oplysninger efter lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 1-4. Hvis nævnet i sådanne sager er uenigt i forskningsinstitutionens screening, kan nævnet tage sagen op, forudsat betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Sagens forberedelse

Anmeldelse indgivet til forskningsinstitutionen

I de tilfælde, hvor anmeldelsen skal indgives til en forskningsinstitution (jf. herom ovenfor), skal forskningsinstitutionen (evt. i dialog med NVU) foretage en indledende screening af sagen og sikre, at anmeldelsen indeholder de fornødne oplysninger. En fyldestgørende anmeldelse skal indeholde oplysninger om:

  • det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
  • den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
  • de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
  • begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.

Når der foreligger en fyldestgørende anmeldelse, skal forskningsinstitutionen “efter dialog med” NVU udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder og oversende sagen til nævnet senest 3 måneder efter modtagelsen af anmeldelsen, jf. nærmere lovens § 11.

Anmelderen bliver kun part i sagen, hvis anmelderen har en væsentlig og individuel interesse i sagen. Dette skal vurderes konkret. Hvis en forskningsinstitution afviser anmeldelsen, bør anmelderen dog modtage meddelelse herom, uanset om anmelderen har partsstatus eller ej, jf. lovbemærkningerne.

Anmeldelse indgivet til NVU

I de tilfælde, hvor anmeldelsen skal indgives til NVU, foretages den indledende screening af klagen af NVU. Derefter kan NVU anmode den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, om at bistå med en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, jf. lovens § 12, stk. 2. Det er også her forudsat, at denne redegørelse udarbejdes “efter dialog med” NVU.

Nævnets behandling og afgørelse

Afvisning af sagen (uden realitetsbehandling)

Nævnet kan afvise at realitetsbehandle sager i følgende tilfælde, jf. lovens § 13:

  • Sagen falder uden for nævnets kompetence.
  • Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
  • Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
  • Sagen har meget lille tilknytning til Danmark (i lovbemærkningerne nævns som eksempel forskning i regi af FN, CERN og lignende, som Danmark er medlem af, og hvor Danmark derfor kan have deltaget i finansieringen uden i øvrigt at have nogen særlig udøvende funktion)

En sådan afvisning skal som udgangspunkt ske senest tre måneder efter nævnets modtagelse af sagen, jf. nærmere lovens § 14.

Realitetsbehandling af sagen

NVU afslutter sager, der realitetsbehandles, ved at træffe afgørelse om, at der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 16, stk. 1. Som led i en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende, jf. § 16, stk. 2:

  • At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
  • At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
  • At orientere forskerens arbejdsgiver.
  • At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
  • At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.

Herom er bl.a. anført følgende i lovbemærkningerne:

“De oplistede reaktioner indgår som et led i afgørelserne efter stk. 1 og vil derfor være omfattet af det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. De oplistede reaktioner, der skal anvendes under hensyntagen til det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, er udtryk for de reaktioner, som kan tænkes at være mest relevante i forbindelse med afgørelsen af en uredelighedssag. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at nævnet i overensstemmelse med almindelige regler kan iværksætte andre former for processuelle tiltag. Disse vil blot ikke være afgørelser i forvaltningslovens forstand. Således vil det som efter gældende ret være muligt for nævnet efter omstændighederne f.eks. at indgive politianmeldelse eller orientere en tilsynsmyndighed. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at andre myndigheder m.fl. som følge af konstateret videnskabelig uredelighed pålægger forskeren andre former for sanktioner eller lignende, f.eks. at arbejdsgiveren anvender disciplinære ansættelsesretlige sanktioner over for forskeren, eller at en forskningsfinansierende fond fastsætter en ansøgningskarensperiode for forskeren.”

I tilfælde, hvor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vurderer, at en sag kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis, som af nævnet vurderes til ikke at være videnskabelig uredelighed, kan nævnet oversende sådanne forhold til den relevante forskningsinstitution til videre behandling, jf. lovens § 17. I lovbemærkningerne er bl.a. anført følgende herom:

“Som eksempler på forhold, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forventes at overveje at oversende i medfør af bestemmelsen, kan nævnes sager, hvor nævnet konkluderer, at videnskabelig uredelighed ikke har fundet sted, men hvor der kan være problemer med datahåndtering, forfatterskaber m.m. Nævnet kan endvidere tænkes at anvende bestemmelsen i tilfælde, hvor nævnet vurderer, at en fabrikering, forfalskning eller plagiering ikke er begået forsætligt eller groft uagtsomt eller falder under bagatelgrænsen for videnskabelig uredelighed i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1, samt i sager, der falder uden for nævnets kompetenceområde, jf. lovforslagets § 4, eller som nævnet i øvrigt afviser efter lovforslagets § 13.

Det er forventningen, at en oversendelse som udgangspunkt vil ske i forbindelse med, at sagen færdigbehandles ved Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Dvs. at nævnet først tager stilling til og får afklaret mulige forhold vedrørende videnskabelig uredelighed og herefter oversender eventuelle spørgsmål om tvivlsom forskningspraksis til behandling på institutionen. Det bemærkes imidlertid, at der principielt ikke er noget til hinder for, at oversendelsen sker på f.eks. et tidligere stadie af sagens behandling, og at der som følge heraf sker en samtidig behandling ved både nævnet og forskningsinstitutionen (nu i to sager). I dette tilfælde vil oversendelsen være en følge af, at nævnet træffer delafgørelse om, at de pågældende forhold, der oversendes, enten ikke er videnskabelig uredelighed, eller ikke, jf. lovforslagets § 13, vil blive vurderet af nævnet. Af hensyn til at fastholde en enkel sagsproces bør denne sidstnævnte model med opdeling i to sager kun anvendes, hvor forholdene i sagen taler særligt for dette.

Med udtrykket den relevante forskningsinstitution menes den forskningsinstitution, der må anses for at have den tætteste tilknytning til sagen. Som hovedregel vil dette typisk være den forskningsinstitution, som anmeldelsen om videnskabelig uredelighed skal indgives til efter lovforslagets § 10, stk. 1. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 19, stk. 1.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er at understøtte det grundlæggende hensyn bag lovforslaget om at skabe en sammenhængende og hensigtsmæssig håndtering af både sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.”

Nævnets afgørelse i realitetsbehandlede sager skal som udgangspunkt foreligge inden for 12 måneder, jf. nærmere lovens § 15.

Administrativ rekurs og indbringelse for domstolene

Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for nogen anden administrativ myndighed, jf. lovens § 18.

Nævnets afgørelser kan derimod indbringes for domstolene efter de almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsakter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *