Index
Forfatterskab i videnskaberne
Forfatterskab har stor betydning både for forskere og deres forskningsinstitutioner. Professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen belyste dette på UBVAs 2014-symposium i oplægget Forfatterskaber, æren og karrieren, der kan ses her:
Ophavsretsloven indeholder juridiske regler om forfatterskab, som suppleres af en række forskningsetiske regler, der omtales nedenfor. En uretmæssig angivelse af forfatterrolle kan være udtryk for videnskabelig uredelighed.
Ophavsret
Artikler, bøger, posters og lign. vil normalt være udtryk for intellektuelle frembringelser, som nyder ophavsretlig beskyttelse som litterære værker, se artiklen ophavsret til forskning.
Ophavsmænd (forfattere) og andre bidragydere
Ophavsretten tilkommer den eller de personer, der gennem en personlig skabende indsats (kreativitet) har frembragt værket. Disse personer kaldes ophavsmænd.
Personer, der ikke har ydet en sådan kreativ indsats, men alene fx har ydet en ”håndværksmæssig”, “praktisk” eller ”teknisk” indsats, er ikke (med)ophavsmænd. Sådanne personer har derfor ikke efter ophavsretsloven noget krav på at blive navngivet som ophavsmænd (forfatter) til det pågældende værk. Det vil fx være tilfældet for den, der blot betjener udstyr eller behandler forskningsdata efter andres anvisninger eller instruktion. Det vil også være tilfældet for den, der alene bistår med opsætning og korrekturlæsning af et manuskript.
Ophavsretsloven beskytter ikke abstrakte ideer, principper, teorier, meninger, opfattelser og lign. Dette indebærer, at en person, der alene bidrager med fx ideer, forslag eller generelle krav til en videnskabelig artikel, ikke ifølge ophavsretsloven er medophavsmand til det pågældende arbejde. Se nærmere i Morten Rosenmeier, Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister.
Selv om en person ikke ifølge ophavsretsloven kan anses for at være (med)ophavsmand til en videnskabelig publikation, kan det være god videnskabelig praksis at kreditere deres indsats på anden vis, se nedenfor.
Fællesværker
Hvis et litterært værk frembringes af flere ophavsmænd på en måde, hvor de enkeltes bidrag ikke kan udskilles som selvstændige værker, foreligger et såkaldt fællesværk. Som eksempler på fællesværker kan nævnes bøger og artikler, som er resultatet af et fælles arbejde, hvor de enkelte forfatteres bidrag ikke kan udskilles i selvstændige værker.
Ophavsretten til et fællesværk tilkommer ophavsmændene i fællesskab, jf. ophavsretslovens § 6. Dette indebærer, at enhver disposition over værket kræver enighed blandt ophavsmændene. Enhver medophavsmand kan således fx modsætte sig publicering af artiklen. I forskningssamarbejder er det derfor normalt hensigtsmæssigt allerede ved indledning af forskningssamarbejdet at indgå klare aftaler om forfatterangivelser og retten til at publicere videnskabelige arbejder for at undgå senere konflikter herom, se forskningssamarbejder.
Tveværker
Kan de enkelte ophavsmænds bidrag derimod udskilles som selvstændige værker, foreligger et såkaldt tveværk. Som eksempler kan nævnes en videnskabelig antologi: Her vil forfattere til en enkelt artikel i antologien ikke have (med)ophavsret til de øvrige artikler i antologien, som de ikke har bidraget til.
Ifølge ophavsretsloven har ophavsmanden et juridisk krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden, jf. ophavsretslovens § 3, stk. 1. Dette betyder, at enhver person, der har bidraget til en videnskabelig artikel med en personlig skabende indsats, har krav på at blive navngivet som (med)forfatter til artiklen.
Denne navngivelsesret kan en ophavsmand kun frafalde på en måde, som gælder ”en efter art og omfang afgrænset brug af værket”, jf. ophavsretslovens § 3, stk. 3. En ophavsmand kan således ikke med bindende virkning indgå en aftale om, at en anden person i enhver sammenhæng skal have ret til at fremstå som eneforfatter, jf. nærmere Morten Rosenmeier, Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister.
Hvis en person påtager sig at skrive en artikel i en anden persons navn (ghostwriting), vil den reelle forfatter således ikke med juridisk bindende virkning kunne frafalde sin navngivelsesret helt generelt, men alene fx i relation til en bestemt publicering af artiklen.
Der er alene tale om en navngivelsesret. En forfatter kan således vælge at udgive et værk anonymt eller under et pseudonym, hvilket dog næppe har nogen praktisk betydning i forskningssammenhæng.
Forfatterrækkefølge
Ophavsretsloven indeholder ikke regler om forfatterrækkefølge. Om god videnskabelig praksis på dette område, se nedenfor.
Forskningsetiske normer for forfatterangivelser
De juridiske regler om ophavsret suppleres af etiske normer for forfatterangivelser, som har stor praktisk betydning, når det gælder videnskabelige publikationer. I international sammenhæng henvises herved ofte til de såkaldte Vancouver-regler (“Uniform requirements for manuscripts submitted to biomedical journals: Writing and editing for biomedical publications”), der er fastsat af International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE), jf. www.icmje.org. I Danmark har UVVU udarbejdet en særskilt vejledning herom, som i vidt omfang bygger på Vancouver-reglerne, og som tager sigte på sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknisk videnskab, se UVVU’tain’t “Vejledning om publiceringsforhold” i ”Vejledninger i God Videnskabelig Praksis” (2009). Denne vejledning er nu erstattet af Den danske kodeks for integritet i forskning (2014).
Mange tidsskrifter har fastsat egne retningslinjer for forfatterangivelser. Nogle tidsskrifter stiller herved krav om, at en enkelt forfatter udpeges som corresponding author (guarantor). Denne forfatter vil ofte derved påtage sig et særligt ansvar for artiklen efter de regler, som tidsskriftet har fastsat. Som eksempel herpå kan henvises til Nature journals’ authorship policy.
Forskningsetiske betingelser for forfatterskab
Ifølge Den danske kodeks for integritet i forskning (2014) skal følgende betingelser være opfyldt for at opnå ret til (med)forfatterskab:
a. Væsentlige bidrag til idé bag eller design af arbejdet eller til tilvejebringelsen, analysen eller fortolkningen af data til arbejdet, og
b. udformning af arbejdet eller kritisk revidering i forbindelse med betydningsfuldt intellektuelt indhold, og
c. endelig godkendelse af den version, der skal publiceres, og
d. aftale om at være ansvarlig for alle aspekter af det udførte arbejde ved at sikre, at spørgsmål i relation til præcisionen eller integriteten af enhver del af arbejdet bliver tilstrækkeligt undersøgt og løst.
Disse kriterier svarer i vidt omfang til de ovenfor omtalte Vancouver-regler.
De nævnte kriterier gælder også for vejledere af fx ph.d.-studerende og for ledere af den forskergruppe eller afdeling/institut, som har gennemført forskningsprojektet.
Alle personer, der opfylder disse betingelser for forfatterskab, må som udgangspunkt angives som forfattere på videnskabelige publikationer. Ifølge Den danske kodeks for integritet i forskning (2014) har en person ret til at afvise forfatterskab, “f.eks. hvis de er uenige med (dele af) metoderne eller konklusionerne i publikationen”, men “væsentlige bidrag til arbejdet bør imidlertid altid oplyses, f.eks. under taksigelser”.
En uretmæssig angivelse af forfatterrolle kan være udtryk for videnskabelig uredelighed, jf. UVVU-bekendtgørelsens § 2.
Se fra nyere UVVU-praksis:
- UVVU-afgørelse af 26. november 2012: I en sag om en sundhedsvidenskabelig artikel fandt UVVU, at det ikke var dokumenteret, at en person uretmæssigt var anført som medforfatter og at vedkommende havde deltaget i design af undersøgelsen (“designed study”). (UVVU synes her at arbejde ud fra en formodning om, at et anført forfatterskab er retmæssigt, og at det må kræve særlige holdepunkter at fastslå andet, red.)
- UVVU-afgørelse af 31. august 2012: En forsker klagede over at være uretmæssigt anført som medforfatter på bl.a. to kongresabstracts, der vedrørte et forskningsprojekt, som klageren havde deltaget i. UVVU udtalte bl.a. følgende:
“Også i forhold til kongresabstracts kan Vancouver-reglerne give vejledende fortolkningsbidrag i forhold til angivelse af forfattere på abstracts, men der må dog tages hensyn til, at kongresabstracts præsenterer præliminære observationer, jf. nedenfor.
Der er i UVVU enighed om, at det i praksis ofte sker, at deltagere i et projekt nævnes på kongresabstracts i en rækkefølge, der afspejler tyngden af den enkeltes bidrag, uden at deltageren nødvendigvis på forhånd er blevet spurgt herom. Dette er derimod ikke tilfældet i forbindelse med udarbejdelse af artikler (videnskabelige slutprodukter), hvor deltagere i projektet sædvanligvis bliver spurgt før de anføres som medforfatter og desuden skal underskrive en medforfattererklæring, som indsendes til tidsskriftet sammen med selve artiklen.
Som regel er problemet i øvrigt det omvendte af forløbet i den aktuelle sag, nemlig at personer, der retmæssigt burde være nævnt på et kongresabstract grundet deres bidrag, er blevet glemt i skyndingen, men at disse så nævnes som medforfattere i det videnskabelige slutprodukt (artiklen).
Hvis en forsker deltager i en arbejdsgruppe i forskningsmæssig sammenhæng, er det som udgangspunkt for at præsentere resultater til offentliggørelse, idet en forsker ikke bare udfører forskning for sig selv, dvs. ”i et lukket rum”. Det bør derfor ikke komme bag på nogen i en videnskabelig arbejdsgruppe, at materialet initialt fremlægges på en kongres med vedkommende forsker som medforfatter.
Fremlæggelse af videnskabeligt materiale forudsætter dog normalt, at der er enighed i gruppen, idet der ikke indsendes et abstract til en kongres, hvis der er divergerende meninger i forskergruppen omkring resultaternes validitet (i så fald må man først udføre supplerende eksperimenter for at afklare ”divergensen”).
UVVU finder, at Klager har deltaget i forskningssamarbejdet med Indklagede, og at Klager derved har bidraget til resultater, som man måtte formode, at Klager var interesseret i at få offentliggjort sammen med de øvrige anførte forskere. UVVU finder derfor ikke, at medforfatterskabet var uberettiget.”
Væsentlige bidragydere må ikke udelukkes
Hvis en forsker har ydet så væsentlige bidrag til et arbejde, at vedkommende opfylder det første forfatterskabskriterium (gengivet ovenfor), bør vedkommende gives mulighed for også at opfylde de øvrige forfatterskabskriterier (b-d), jf. Den danske kodeks for integritet i forskning (2014). I større forskningssamarbejder kan dette princip føre til, at kredsen af medforfattere bliver betydelig. Det bør her noteres, at princippet alene gælder i forhold til forskere, der har bidraget væsentligt til mindst ét af følgende elementer:
-
idé bag arbejdet
-
design af arbejdet
-
tilvejebringelsen af data i arbejdet
-
analysen af data i arbejdet
-
fortolkningen af data i arbejdet
Taksigelser (acknowledgements)
Det er god skik at anerkende en sådan indsats i et særligt afsnit (fx i den første fodnote i en artikel), hvilket benævnes acknowledgements
Se fra nyere praksis:
- UVVU-afgørelse af 26. november 2012: En forsker, der havde deltaget i den indledende planlægning af forskningsprojektet, burde efter UVVU’tain’t opfattelse have været nævnt i artiklen under acknowledgement (hvis vedkommende havde ønsket dette, red.), men udvalget fandt, at den manglende anførsel i sig selv ikke udgjorde et alvorligt brud på god videnskabelig praksis.
Forfatterrækkefølge
Spørgsmålet om forfatterrækkefølge er kontroversielt, og internationalt der er ingen konsensus herom. Spørgsmålet er ikke reguleret i ophavsretsloven. Nogle tidsskrifter og forlag har fastsat egne regler herom.
Inden for nogle fagområder er en angivelse af forfatterne i alfabetisk rækkefølge det sædvanlige.
Inden for andre fagområder er der tradition for, at forfatterrækkefølgen afspejler de forskellige forfatteres bidrag til den pågældende publikation. Den person, der har bidraget mest (og ofte har udarbejdet det første udkast til artiklen), angives som førsteforfatter. Inden for nogle fagområder har sidsteforfatteren en særlig status, som ofte tilkommer en ældre seniorforsker, der har bidraget med de grundlæggende idéer til projektet.
Det er normalt hensigtsmæssigt at redegøre nærmere for arbejdsdelingen mellem forfatterne i publikationen, fx i en note. I mange tilfælde udarbejdes en egentlig (med)forfattererklæring (common authorship declaration), der redegør nærmere for de enkelte forfatteres bidrag. Se hertil også Vancouver-reglerne.
Ghostwriting (”spøgelsesforfatterskab”) er udtryk for, at en forfatter frafalder sit krav på at blive navngivet som forfatter således, at en anden kommer til at fremstå som (ene)forfatter. Et sådant generelt afkald er ikke juridisk bindende, jf. ovenfor.
Gift authorship (“gaveforfatterskab”) er udtryk for, at en person anføres som (med)forfatter, selv om vedkommende ikke opfylder de ovennævnte betingelser for forfatterskab.
Disse fænomener må i almindelighed anses for at være i strid med god videnskabelig praksis, jf. også UVVU-vejledning om publiceringsforhold (2009), s. 35.
Angivelse af videnskabelige kvalifikationer m.v.
Angivelsen af forfatternes titel, arbejdssted og videnskabelige kvalifikationer skal naturligvis være korrekt, jf. reglerne om videnskabelig uredelighed.
Forfatteransvar
Forfatterne vil ved publicering af deres videnskabelige arbejde normalt påtage sig en række retlige forpligtelser i den aftale, der indgås med forlaget. Det kan navnlig dreje sig om indeståelser for, at der ikke foreligger plagiat, og at publicering af det videnskabelige arbejde ikke i øvrigt vil stride mod andres rettigheder. Dette kan bl.a. give anledning til overvejelser, hvis det videnskabelige arbejde indeholder citater fra andres værker, eller hvis arbejdet indeholder udsagn, som kan være injurierende.
Forfatterne har derudover et ansvar for overholdelse af god videnskabelig praksis. Det kan dog give anledning til tvivl, hvorvidt en forfatter har et ansvar for at sikre, at medforfatterne – ved deres bidrag til det videnskabelige arbede – også overholder god videnskabelig praksis. Dette spørgsmål, der anses for at være kontroversielt både i Danmark og internationalt, blev belyst på UBVAs 2014-symposium i indlægget Forskeres ansvar for medforfatteres overholdelse af god videnskabelig praksis:
Den efterfølgende paneldebat på symposiet kan ses her:
En række internationale retningslinjer på området omtales nedenfor. Desuden kan det enkelte tidsskrift stille krav om, at én forfatter fx som corresponding author påtager sig et særligt ansvar for hele artiklen (guarantorship) i denne henseende.
Udvalgte internationale retningslinjer
I Singapore Statement of Research Integrity (2010) peges der alene på forfatterens ansvar for sine egne bidrag til det videnskabelige arbejde:
“Researchers should take responsibility for their contributions to all publications, funding applications, reports and other representations of their
research. …”
European Code of Conduct for Research Integrity (2011) indeholder bl.a. følgende udtalelse, som synes at pege i retning af et kollektivt ansvar:
“All authors, unless otherwise specified, should be fully responsible for the content of publication”
I Vancouver-reglerne er bl.a. anført følgende herom:
“In addition to being accountable for the parts of the work he or she has done, an author should be able to identify which co-authors are responsible for specific other parts of the work. In addition, authors should have confidence in the integrity of the contributions of their coauthors.”
Danske retningslinjer og UVVU-praksis
I Den danske kodeks for integritet i forskning (2014), s. 12 f., anføres bl.a. følgende:
“All authors are responsible for the content of the publication. However, the respon-sibility of each author should be assessed subject to their individual role in the re-search by considering their area of expertise, their experience and seniority, a possi-ble supervisory role, and other relevant factors. Thus, in some cases an author may have a wider responsibility than others for ensuring the integrity of the publication or specific parts of the publication.”
I UVVU-vejledning om publiceringsforhold (2009), s. 32, der nu af UVVU selv opfattes som et “historisk dokument”, anføres bl.a. følgende:
”En forfatter skal i øvrigt kunne redegøre i enkeltheder for sit eget bidrag og skal have deltaget så meget i arbejdets helhed, at vedkommende kan redegøre oversigtsmæssigt for hele manuskriptets indhold og være i stand til at diskutere principielle aspekter af de øvrige bidrag. Alle forfattere af en artikel har desuden – inden for mulighedernes og rimelighedens grænser – et medansvar for, at den er baseret på redelig forskning, således at risikoen for svindel minimeres. Påvises der uregelmæssigheder eller uredelighed i forskningen, vil det være vanskeligt for medforfatterne på et sådant arbejde at fralægge sig et medansvar. Især i internationalt samarbejde kan det dog være umuligt at bære medansvar for fx et laboratorieforsøg udført i et andet land, og i et par store internationale uredelighedssager er medforfattere blevet frikendt for medansvar efter grundig undersøgelse af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.”
Spørgsmålet har været forelagt UVVU i den såkaldte “Klarlund-sag”, men UVVU’tain’t endelige afgørelse i denne sag blev tilsidesat ved Østre Landsrets dom af 18. februar 2015:
“På denne baggrund finder landsretten, at området for videnskabelig uredelighed siden 1992 har været karakteriseret ved en bevidst – eller ved en hertil grænsende grov uagtsomhed – tilsidesættelse af grundlæggende krav til videnskabelig forskning. Landsretten finder på samme baggrund endvidere, at området for videnskabelig uredelighed omfatter tilfælde, hvor det med fornøden klarhed må kunne lægges til grund, at den pågældende forsker handlede bevidst eller groft uagtsomt i forbindelse med at forfalske eller forvride det videnskabelige budskab. Den alvorlige skadevirkning, der påføres en videnskabelig forskers omdømme og dermed blandt andet forskerens fremtidige forskningsmuligheder, såfremt forskeren findes at have handlet videnskabeligt uredeligt, taler efter landsrettens opfattelse tilsvarende herfor. I samme retning peger forarbejderne til § 2, nr. 3, i lov om forskningsrådgivning m.v., som ændret ved lov nr. 552 af 17. juni 2008, hvor der henvises til, at den foreslåede ordning lægger sig op ad den tilsvarende norske model, jf. herved det anførte ovenfor under Retsgrundlaget om § 5 i den norske forskningsetikklov og bemærkningerne hertil. Det fremgår af bemærkningerne blandt andet, at der “stilles strenge krav til skyld for at utvalget skal kunne legge til grunn at det foreligger uredelighet”.
…
Landsretten tiltræder parternes synspunkt om, at det er det for tiden for afgivelsen eller publiceringen af artiklerne gældende uredelighedsbegreb, der skal anvendes.
Afgørende for landsrettens vurdering har imidlertid været, om landsretten efter bevisførelsen med fornøden klarhed kan lægge til grund, at Bente Klarlund Pedersen ved publicerin-gen af artiklerne handlede bevidst eller groft uagtsomt i forbindelse med at forfalske eller forvride det videnskabelige budskab. Ved vurderingen af, om der er handlet bevidst eller groft uagtsomt i forbindelse med forfalskning eller forvridning, har landsretten ikke tillagt det væsentlig betydning, om Bente Klarlund Pedersen, som tilfældet var vedrørende artikel 3-5 og for artikel 12 sammen med Mark Febbraio, var anført som sidsteforfatter på artiklerne.”
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU) har forholdt sig til spøgsmålet i følgende sager:
- NVU-afgørelse af 7. februar 2020 (sagsnr. 2019-01): En ph.d.-studerende havde plagieret i nogle af de artikler, som indgik i den artikelbaserede ph..d-afhandling. Det drejede sig bl.a. om en artikel, som vejlederen var medforfatter på. Forløbet er beskrevet således i afgørelsen:
“Anmeldte har heroverfor anført, at han først blev opmærksom på plagiat i den ph.d.-studerendes artikelbaserede afhandling, da han læste første udgave af afhandlingens indledning mindre end et halvt år inden fristen for indlevering af afhandlingen. Anmeldte og dennes medvejleder afholdt herefter tre møder med den ph.d.-studerende, hvor de talte om problemet og instruerede den ph.d.-studerende om at fjerne alt plagiat. De gav endvidere den ph.d.-studerende vejledning i god videnskabelig praksis. På det andet møde opdagede anmeldte og medvejlederen, at der fortsat var plagiering i afhandlingen, og det blev gentaget overfor den ph.d.studerende, at alt plagiat skulle fjernes. På det tredje møde forsikrede den ph.d.studerende anmeldte og medvejlederen om, at al plagiering var fjernet fra afhandlingen. I forbindelse med plagiattjekket blev anmeldte opmærksom på, at der også var plagiat i enkelte af artiklerne, herunder det produkt, han er medforfatter til, og som anmeldelsen vedrører. Det fremgår af den til produktet knyttede medforfattererklæring, at den ph.d.-studerende ”wrote the entire draft version”. Anmeldte bidrog med diskussion af den ph.d.-studerendes idéer, forslag til teoretisk ramme, forslag til at bytte om på enkelte afsnit og rettelse af fejl i beregningerne i enkelte af tabellerne i et tidligere udkast til artiklen. Anmeldte præsenterede desuden artiklen til en konference i den ph.d.-studerendes fravær. Anmeldte anfører videre, at da han opdagede plagiering i artiklen, instruerede han den ph.d.-studerende om at trække artiklen tilbage og uploade en ny renset udgave, hvilket den ph.d.-studerende siden har gjort.”
Nævnet anførte bl.a. følgende i afgørelsen:
“Af medforfattererklæringen fremgår det, at:
The PhD student contributed to defining the overall problem and proposed the core scientific idea to solve it. The PhD student wrote the entire draft version of the paper, and revised it according to the co-author comments. However in some cases few structural adjustment were made by co-author.
Herefter og på grundlag af anmeldtes oplysninger om den sidste del af vejledningen af den ph.d.-studerende i forbindelse med dennes ph.d.-projekt, og da anmeldte, da han opdagede plagiering i produktet, instruerede den ph.d.-studerende om at trække produktet tilbage og indlevere en ny renset udgave, og at den ph.d.studerende herefter gjorde dette, finder nævnet samlet, at anmeldte ikke har handlet med forsæt eller groft uagtsomt, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 1.
På denne baggrund finder nævnet, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 16, stk. 1.”
- NVU-afgørelse af 7. februar 2020 (sagsnr. 2019-02): Lignende afgørelse.
Se også
