Plagiering

Forskningsverdenen rystes tit af plagiatsager. Det er sager, hvor en forsker publicerer noget, som viser sig at indeholde stof, som vedkommende har taget fra andre uden at henvise godt nok til dem.

Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede. I sidste instans kan man som forsker blive degraderet eller miste sit arbejde. Det er derfor ekstremt vigtigt, at man som forsker er bevidst om, hvad et plagiat er, og hvor grænsen for går for, hvad man kan tillade sig i forhold til materiale skabt af andre.

Hvad er et plagiat?

Selve ordet plagiat kan føres tilbage til et digt af den romerske epigramdigter Martial (ca. 40-104 e.Kr.). Martial sammenlignede her sine epigrammer med frigivne slaver og efterligning af dem med »plagium«. Det var den forbrydelse at bortføre mennesker og sælge dem til slaveri. Læs mere om plagiatbegrebet i UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister, kapitel 2.

Plagiat vil sige, at man tager noget, andre har skabt, og udgiver det på en måde, så andre må få indtryk af, at man selv har skabt det. Det er f.eks. et plagiat, hvis en forsker udgiver en bog, hvorpå det efterfølgende viser sig, at nogle af siderne er skrevet af fra en anden bog uden klar kildeangivelse. Det er også et plagiat, hvis man udgiver en videnskabelig artikel, som fremstår, som om den er baseret på ens egen forskning, men som i virkeligheden stjæler andres forskningsresultater.

Plagiater i forskningspublikationer kan angå flere forskellige ting.

Nogle plagiater begås på den måde, at nogen i en publikation mere eller mindre ordret efterligner tekster og formuleringer skrevet af andre.

Andre plagiater sker på den måde, at man ganske vist ikke overtager tekster fra andres publikationer, men derimod det meningsindhold, de afspejler, eller konklusioner, opfattelser, forskningsdata mm.

Endelig er der nogle plagiater, der både angår tekst og meningsindhold på én gang.

Alle de nævnte former for plagiat behandles nedenfor.

 

Hvilke regler og normer strider plagiat imod?

Plagiater kan stride mod en række forskellige regler og normer.

Plagiat kan stride mod ansvarlig forskningspraksis

Først og fremmest strider plagiater mod videnskabsetiske normer om ansvarlig forskningspraksis. Det fremgår bl.a. af kodeks for forskningsintegritet. Her hedder det i pkt. I:

For at sikre forskningens troværdighed bør forskerne være ærlige, når de rapporterer målsætninger, metoder, data, analyser, resultater, konklusioner osv. Dette kræver præcis og afbalanceret rapportering ved: […] anerkendelse af andre forskeres arbejde.

Hertil føjer pkt. 3.1.v.:

Ved anvendelse af eget arbejde og arbejde fra andre forskere i en publikation skal der angives tilstrækkelige og præcise referencer hertil.

I grove tilfælde kan plagiater være udtryk for videnskabelig uredelighed i medfør af uredelighedsloven. Dens § 3, stk. 1, nr. 4, definerer plagiat sådan:

Plagiering: Tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering.

Uredelighedslovens § 3, stk. 1, nr. 1, definerer i øvrigt helt overordnet uredelighed som 

Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning.

Man skulle derfor logisk tro, at alle plagiatsager pr. definition var udtryk for videnskabelig uredelighed, og at alle sager derfor skulle behandles af uredelighedsnævnet. Men sådan er det ikke i praksis. Derimod er der også på plagiatområdet den arbejdsdeling mellem uredelighedsnævnet og forskningsinstitutionerne, at de grove tilfælde af plagiat afgøres af uredelighedsnævnet, mens de mere trivielle sager, der ikke kan siges at afspejle uredelighed, afgøres internt på institutionerne, herunder i universiteternes praksisudvalg. Denne praksis er nu i overensstemmelse med uredelighedslovens § § 3, stk. 2, nr. 1. Det hedder her, at

Videnskabelig uredelighed, jf. stk. 1, nr. 1, omfatter ikke […] tilfælde af fabrikering, forfalskning og plagiering, som kun har haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen eller rapporteringen af forskningen. 

I UVVU-bekendtgørelsen hed det på samme måde i § 15, stk. 3, at UVVU kunne henlægge den slags sager. Se fra praksis f.eks. uredelighedsnævnets afgørelse af 14. marts 2019. Nævnet udtalte her, at plagiater begået i forord til bøger skrevet af andre som udgangspunkt ikke er omfattet af nævnets kompetence, medmindre der fremlægges videnskabelige resultater i forordet. Se også f.eks. nævnets afgørelser af 14. marts 2019 (undladt henvisning til ministeriel betænkning) eller 6. februar 2020 (tekstsammenfald på 3 sætninger).

Den nævnte arbejdsdeling mellem uredelighedsnævnet og forskningsinstitutionerne følger også af, at uredelighed forudsætter, at der er handlet groft uagtsomt. Det er derimod ikke et krav, når det handler om brud på ansvarlig forskningspraksis. 

Herudover følger det af uredelighedslovens 4 sammenholdt med § 3, stk. 1, nr. 6, at uredelighedsnævnet kun kan beskæftige sig med plagiater mv., som påstås begået i videnskabelige produkter. Institutionerne, derimod, kan også beskæftige sig med plagiater begået som led i undervisning og populær formidling.

En forskningsinstitution, der får mistanke om, at der er begået plagiat i strid med uredelighedsloven, skal sende sagen til uredelighedsnævnet. Se uredelighedslovens § 10, stk. 3. Hvis uredelighedsnævnet mener, at det plagiat, der er begået i sagen, ikke er groft nok til at kunne karakteriseres som uredeligt, afviser nævnet sagen. Desuden kan nævnet evt. sende sagen til den relevante forskningsinstitution, som derefter overtager den. Se uredelighedslovens § 17. En forskningsinstitution kan også ad egen drift tage en sag, som uredelighedsnævnet har afvist, op til behandling.

Fra praksis se f.eks. uredelighedsnævnets afgørelse af 24. juni 2018. Her udtalte uredelighedsnævnet:

Efter det der er oplyst i anmeldelsen, som henviser til det, der er anført af bedømmelsesudvalget for anmeldtes ph.d.-afhandling, lægger NVU til grund, at anmeldtes afhandling indeholder et sammenfald af faktuelle oplysninger fra Artikel A og Artikel B, men at graden er af mindre omfang. Ved vurderingen af sagen, har NVU lagt vægt på, at bedømmelsesudvalget har anført, at plagieringen er af mindre omfang, men at den ikke er acceptabel videnskabelig praksis. NVU har endvidere lagt vægt på, at bedømmelsesudvalget har medgivet, at der inden for plantetaksonomi, som en del af afhandlingen omhandler, er et element af genbrug fra tidligere publicerede arbejder, men at udvalget finder, at et sådan tilladt genbrug ikke kan udstrækkes til at gælde indhold og numerisk data, der bør være baseret på den ph.d.-studerendes egne observationer. Endelig har NVU lagt vægt på, at afhandlingen ikke indeholder et metodeafsnit, og at der ikke er angivelse af ”sample size” eller statistiske oplysninger i hverken afhandling eller Artikel A og Artikel B. Manglen på metodeafsnit og det begrænsede materiale og antal observationer i afhandlingen gør det ikke muligt for NVU at afgøre, i hvilket omfang der er tale om et forståeligt sammenfald af talværdierne i afhandlingen og Artikel A og B. På denne baggrund er det nævnets samlede vurdering, at plagieringen kun har haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen eller rapporteringen af forskningen, og at den derfor ikke udgør videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 1. På baggrund af sagens oplysninger vurderer NVU, at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis. NVU oversender derfor sagen til institutionen til videre behandling, jf. lovens § 17. 

Plagiater kan stride mod ophavsretsloven

Plagiater kan også stride mod ophavsretsloven. Det gør de kort sagt på følgende betingelser:

• Nogen fra et værk, f.eks. en bog eller en artikel, uden kildeangivelse overtager tekst, komposition, struktur mm.
• Det, der overtages, skal i sig selv afspejle originalitet fra den oprindelige ophavsmands side, dvs. kreative, æstetiske valg. Originaliteten kan enten ligge i de konkrete formuleringer eller i en kreativ måde at sætte stoffet sammen på, f.eks. struktur, komposition, opbygning mm.
• Det, man har overtaget fra et værk, har en rimeligt konkret karakter. Derimod er det ikke en ophavsretskrænkelse at overtage rent abstrakte indslag fra et værk, f.eks. dets stil, dets helt overordnede synspunkter mv.

Læs mere om plagiater og ophavsret i UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister. Om forskellen på den ophavsretlige og den videnskabsetiske plagiatvurdering se bogens kapitel 8 og Morten Rosenmeiers indlæg på UBVAs plagiatsymposium 2007.

Sanktionen for ophavsretskrænkelse er typisk, at man skal betale den, der er krænket, vederlag og evt. også godtgørelse og erstatning. Desuden kan ophavsretskrænkelser være strafbare. Endelig kan den, hvis ophavsret er krænket, skride ind med forbud og påbud mv. og få plagiator – eller vedkommendes forlag – dømt til at trække den krænkende publikation tilbage. Læs mere om sanktionerne over for ophavsretskrænkelser i Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister kapitel 12.

Plagiater kan lede til ansættelsesretlige sanktioner mv.

Forskere er ansættelsesretligt forpligtet til at undgå adfærd, der er uforenelig med ansættelse som forskere. Plagiater begået af forskere kan derfor også være tjenesteforseelser, der udløser ansættelsesretlige sanktioner i form af advarsel, degradering, afskedigelse mm. Plagiater begået i videnskabelige afhandlinger, der har ført til akademiske grader, kan også lede til, at graderne bliver inddraget igen.

I resten af artiklen her fokuseres der kun på, i hvilket omfang plagiater kan stride mod videnskabsetik. Medmindre andet fremgår, fokuseres der desuden kun på tilfælde, hvor det mulige plagiat er sket i en forskningspublikation.

Hvornår er der tale om plagiat i videnskabsetisk forstand?

Spørgsmålet om, hvornår der er begået et plagiat, kan være meget tvivlsomt. Der er ganske vist klare tilfælde, f.eks. hvis en forfatter udgiver en bog, der i høj grad består af afskrift fra en anden bog. Men der kan også være sager, der befinder sig i en gråzone. De tilfælde er de farlige. Mange plagiatsager skyldes nemlig, at plagiator ikke rigtig forstod, hvor grænsen går, og trådte ved siden af. Nedenfor gennemgås nogle forskellige tilfælde.

Overtagelse af andres originale tekst

Mange plagiatsager drejer sig om den situation, at nogen har overtaget tekst, andre har skrevet, uden kildeangivelse. Den slags vil tit være et plagiat. Det vil f.eks. normalt være et plagiat, hvis man i en artikel skriver en halv side af fra en anden artikel uden kildeangivelse, eller hvis man udgiver en bog, der indeholder afsnit, der i realiteten er en slags oversættelse af noget, der står i en udenlandsk bog.

Fra praksis om plagiat i form af tekstovertagelse kan bl.a. henvises til:

• UVVU-afgørelse af 2. december 2014 (ph.d.-afhandling)
• UVVU-afgørelse af 9. marts 2015 (patentansøgning)
• Uredelighedsnævnets afgørelse af 3. februar 2020 (ph.d.-afhandling)
• Uredelighedsnævnets afgørelse af 4. februar 2020 (artikel)

Det kan også være plagiat at overtage andre former for tekst end ord, herunder f.eks. figurer, grafer, ligninger o.l. Se bl.a. UVVUs afgørelse af 24. august 2011.

Men der er gråzoner. Blandt andet kan det skabe tvivl, hvad der gælder i tilfælde, hvor der kun er overtaget helt korte passager eller evt. enkelte sætninger. Det gælder især, hvis det, der er overtaget, er banalt og intetsigende og ikke udtryk for nogen sproglig selvstændighed. Men det er svært at sige, hvor grænsen går.

I læsere har i øjeblikket en artikel om plagiat fra forskerportalen.dk foran jer. Hvis nogen lægger hele artiklen ud på deres egen hjemmeside og lader som om de selv har skrevet den, er det selvfølgelig et plagiat. Det må også være et plagiat at lægge et enkelt afsnit af artiklen ud nettet uden kildeangivelse, f.eks. det indledende afsnit:

Forskningsverdenen rystes tit af plagiatsager. Det er sager, hvor en forsker publicerer noget, som viser sig at indeholde stof, som vedkommende har taget fra andre uden at henvise godt nok til dem.

Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede. I sidste instans kan man som forsker blive degraderet eller miste sit arbejde. Det er derfor ekstremt vigtigt, at man som forsker er bevidst om, hvad et plagiat er, og hvor grænsen for går for, hvad man kan tillade sig i forhold til materiale skabt af andre.

Men hvad nu, hvis man nøjes med at overtage noget af afsnittet, og f.eks. skriver:

Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede. I sidste instans kan man som forsker blive degraderet eller miste sit arbejde. Det er derfor ekstremt vigtigt, at man som forsker er bevidst om, hvad et plagiat er, og hvor grænsen for går for, hvad man kan tillade sig i forhold til materiale skabt af andre.

Eller hvad, hvis man kun overtager en enkelt sætning, f.eks.

Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede.

Det er svært at opstille præcise grænser. 

I en afgørelse  UVVU-afgørelse af 2. december 2014 udtalte Udvalget vedr. videnskabelig uredelighed om spørgsmålet:

Udvalget er af den opfattelse, at der ikke eksisterer en skarp grænse mellem plagiering og ikke-plagiering, men finder, at følgende formulering af S. Dutch, professor ved Natural and Applied Sciences, University of Wisconsin, er en konstruktiv rettesnor: “Obviously copying 1000 words verbatim without attribution is plagiarism…. Is 100 words plagiarism? Almost certainly. 10? Maybe. [Fodnote udeladt].

I en afgørelse af 3. februar 2020 fandt uredelighedsnævnet, at en ph.d.-afhandling, der havde overtaget tekststykker fra værker skrevet af andre, var et plagiat. I den forbindelse udtalte nævnet bl.a.:

Nævnet bemærker almindeligt, at der som udgangspunkt er en begrundet mistanke om plagiering, når et stykke af en tekst, der er af en vis længde, er overtaget fra en anden tekst, der typisk er skrevet af en anden forfatter, uden retmæssig kreditering, det vil sige uden tydelig kildeangivelse og markering. En læser må således ikke være i tvivl om, hvilke tekststykker der er forfatterens egne, og hvilke der er citerede eller parafraserede. […] Hvis der er foretaget tydelig kildeangivelse og markering ved ordret gengivelse (f.eks. kursivering eller citationstegn), er der ikke tale om plagiering.

I den konkrete sag havde indklagede overtaget en række tekststykker, der hver især bestod af flere hundrede ord. Nævnet fandt, at det var et plagiat. I den forbindelse udtalte nævnet, at 

Anmeldte har i en række tilfælde brugt tekst fra forskellige kilder uden at kreditere disse […].  Navnlig under hensyn til antallet af tilfælde finder nævnet, at anmeldte herved ved grov uagtsomhed har tilegnet sig teksterne uden retmæssig kreditering. Det kan konkret ikke føre til en anden vurdering, at anmeldte nogle steder i sin tekst har tilføjet enkelte ord, der ikke indgår i den anførte kilde. […] Ved vurderingen af plagieringens betydning har nævnet navnlig lagt vægt på de tilegnede teksters karakter, omfang og antal. Det er herefter nævnets vurdering, at plagieringen ikke kun har haft ringe betydning ved rapporteringen af forskningen, jf. [uredelighedslovens] § 3, stk. 2, nr. 1.

Praksisudvalget ved Københavns Universitet definerede mere præcise retningslinjer i sin afgørelse af 29. marts 2016 om tidligere uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling. I sagen fandt praksisudvalget, at det ikke var udtryk for plagiat, at hans ph.d.-afhandling i 19 tilfælde udviste tekstsammenfald med en række eksisterende værker. I den forbindelse udtalte udvalget:

På baggrund af reglerne om videnskabelig uredelighed og god videnskabelig praksis finder Praksisudvalget, at tekst fra andres forskningsværker, der gengives uden kildeangivelse, skal vurderes ved især følgende. For det første omfanget af teksten: Jo længere en genbrugt tekst er, desto mere alvorligt er forholdt. For det andet originaliteten af indholdet, vurderet i forhold til forskningsfeltet: Jo ­­­mere originalt indholdet er, desto mere alvorligt er uoplyst genbrug. Endelig bør det indgå i vurderingen, om der er tale om en uagtsom eller en groft uagtsom/forsætlig handling.

Som konsekvens af dette er gengivelse af helt korte tekstpassager, der omfatter almindelige udtryk og almindelig kendt indhold, som ikke er afgørende for forskningen, ikke i strid med reglerne om god videnskabelig praksis. Gengivelse af korte tekstpassager, som omfatter andres originale forskningsbidrag, og hvor gengivelsen kan henføres til den pågældende som uagtsom, vil være i strid med reglerne om god videnskabelig praksis. Gengivelse af længere tekstpassager kan også være i strid med reglerne om god videnskabelig praksis, uagtet at indholdet i teksten er almen kendt i forhold til forskningsfeltet.

Hvis genbrug af en tekst enten er meget omfattende, eller vedrører videnskabeligt set afgørende indhold, og hvis forholdet er groft uagtsomt eller udført med forsæt, vil forholdet falde i kategorien for videnskabelig uredelighed.

Uacceptabel videnskabelig praksis forudsætter opfyldelsen af to betingelser. For det første en objektiv betingelse om, at der skal være gengivet en tekstpassage af en vis længde eller med et tilstrækkeligt originalt indhold, og for det andet en subjektiv betingelse vedrørende graden af agtpågivenhed. I forhold til ovennævnte kategorisering adskiller brug på god videnskabelig praksis sig fra videnskabelig uredelighed ved graden af opfyldelse af de to betingelser.

I forhold til vurderingen af brud på god videnskabelig praksis, som er relevant i nærværende sag, vil den objektive betingelse vedrørende tekstpassagens omfang bero dels på en vurdering af tekstens omfang, dels på indholdets karakter. Hvis tekstpassagen beskriver almene forhold, kan der accepteres et større omfang af uoplyst gengivelse, end hvis tekstpassagen udgør en central del af forskningspublikationens ræsonnement og dermed er kendetegnende for publikationens forskningmæssige originalitet.

I den kvalitative bedømmelse indgår endvidere hensynet til eventuel parafrasering. Omfattende parafrasering kan efter omstændighederne i sig selv udgøre et brud på god videnskabelig praksis, men har forfatteren eksempelvis arbejdet videre med problemstillingen og tilføjet publikationen ny forskningsmæssig værdi, fjerner dette parafrasen fra originalteksten og kan derfor accepteres i videre udstrækning.

Den subjektive betingelse for, at der foreligger brud på god videnskabelig praksis, vedrører graden af agtpågivenhed, og denne betingelse vil være opfyldt, hvis den pågældende ikke har udvist den agtpågivenhed, som må forventes af en fagperson med en tilsvarende baggrund inden for området. Dette adskiller sig fra videnskabelig uredelighed, hvor det kræves, at den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. 

Kort sagt indebærer afgørelsen:

• Overtagelse uden kreditering af helt korte, banale sætninger og tekststykker er ikke plagiat
• Overtagelse uden kreditering af korte sætninger og tekststykker, der afspejler videnskabelig originalitet og vigtighed, er plagiat
• Overtagelse uden kreditering af længere tekststykker er plagiat. Hvis forholdet kun forsætligt eller groft uagtsomt, er der tale om egentlig uredelighed

Afgørelsen er formelt set ikke bindende på andre universiteter end Københavns Universitet, og den er formelt set heller ikke bindende for uredelighedsnævnet. Afgørelsens principper virker imidlertid rimelige og fornuftige. Det må derfor anbefales, at der tages udgangspunkt i dem, også uden for Københavns Universitet.

Ud over de kriterier, der fremgår af Esben Lunde Larsen-afgørelsen, må der også kunne lægges vægt på, hvordan praksis er på det relevante forskningsområde. Det er i overenstemmelse med kodeks for forskningsintegritet pkt. 5, hvor det hedder, at

Kodekset omfavner alle forskningsområder med anerkendelse af, at standarderne for ansvarlig forskningspraksis skal implementeres på forskellige måder inden for de respektive forskningsområder. Dette betyder, at nogle anbefalinger kan være mere relevante for et bestemt forskningsområde og samtidig være mindre anvendelige på andre områder. Anbefalingerne i kodekset skal altid forstås i overensstemmelse med den etablerede praksis inden for de enkelte forskningsområder.

På nogle områder er det bl.a. ikke usædvanligt, at der kan være ret store tekstsammenfald i de metodebeskrivelser, der findes i publikationernes metodeafsnit, uden at det nødvendigvis anses for det store problem. Den citerede del af kodeksen vil kunne betyde, at den slags tilfælde anses for at befinde sig på den rigtige side af plagiatreglerne. Se fra praksis uredelighedsnævnets afgørelse af 24. september 2019. Her fandt et flertal i uredelighedsnævnet, at en plagiering kun havde ringe betydning for forskningsrapporteringen og derfor faldt uden for nævnets kompetence, bl.a. fordi plagieringen var sket de indledende og metodiske afsnit.

Overtagelse af ikke-original tekst, herunder citater, henvisninger mm.

I de tilfælde, der er nævnt i forrige afsnit, er der sket det, at en forsker uden tilstrækkelig kildeangivelse har kopieret andres originale tekst over i sin egen publikation. 

Men det sker også, at den tekst, som forskere måtte overtage fra andre, ikke rigtig kan siges at være skrevet af de pågældende selv, men snarere stammer fra en tredje kilde. Man kan sige, at der i den slags tilfælde sker en overtagelse af ikke-original tekst skabt af andre. Spørgsmålet er i den slags sager: Er det plagiat, hvis man i den slags tilfælde nøjes med at henvise til originalkilden uden at nævne det mellemliggende værk, man overtog stoffet fra?  

Problemet er f.eks. relevant i sager, hvor en forsker låner en anden forskers citater fra andre, men refererer direkte til den citerede kilde uden at nævne den forsker, hvis værk han eller hun tager citatet fra. Eksempel: En politiker ved navn A skriver noget i et privat brev. Derefter er der en forsker B, der finder brevet i et arkiv og citerer fra det i en forskningspublikation. Derefter er der en forsker C, som læser B´s bog og på den baggrund gentager citatet i en artikel. I artiklen henviser C direkte til politikeren A, men nævner ikke, at teksten er kopieret fra B´s bog. Har C i denne situation begået plagiat i forhold til B? Han har jo henvist til originalkilden, dvs. A. Skulle han også have henvist til B?

Et andet beslægtet problem er, om det kan være plagiat at kopiere andres kildehenvisninger, herunder deres litteraturhenvisninger. Eksempel: En ph.d.-afhandling henviser til en ældre videnskabelig artikel, som forfatteren har fundet i et ældre, eksotisk tidsskrift. Derefter er der en anden ph.d.-afhanding, der henviser til samme artikel. Forfatteren til ph.d.-afhandling nr. 2 kendte imidlertid kun til artiklen, fordi han læste om den i ph.d.-afhandling nr. 1. Ikke desto mindre henviser ph.d.-afhandling nr. 2 direkte til artiklen uden at nævne, at forfatteren til ph.d.-afhandling nr. 2 kun blev opmærksom på artiklen pga. ph.d.-afhandling nr. 1. Er det et plagiat i forhold til forfatteren til ph.d.-afhandling nr. 1?

Det nemme, ukomplicerede svar er selvfølgelig, at man bør holde sig fra andres citater og litteraturhenvisninger, og at man i eksempler som de nævnte både skal henvise til den originale kilde og til den kilde, der gjorde én bekendt med dem. Men det svar er urealistisk. For der er givetvis tilfælde, hvor overtagelse af ikke-original tekst skrevet af andre kan ske uden kildeangivelse.

Eksempel: En forsker forsyner en forskningspublikation med et citat af Niel Armstrongs berømte udtalelse fra dengang, han satte foden på månen, dvs.”This is one small step for man, one giant leap for mankind”. Forskeren er usikker på den nøjagtige ordlyd og slår derfor citatet efter i Wikipedia. I den endelige artikel nævner forskeren ikke, at han har citatet fra Wikipedia, men nøjes med at henvise direkte til Niel Armstrong. Det siger her sig selv, at forskeren ikke har begået et videnskabsetisk angribeligt plagiat af Wikipedia. Man man selvfølgelig overveje, om det er en god ide at basere forskning på Wikipedia-artikler, eller om man evt. bør henvise til Wikipedia, når det sker, sådan så læserne får mulighed for at kontrollere, hvem der står bag Wikipedia-artiklen, jf. hertil UVVUs afgørelse af 2. december 2014 s. 23 f. Men det er et spørgsmål om forskningskvalitet og har ikke noget med plagiat at gøre.  Og det er givet, at man ikke er plagiator, hvis man slår et kendt citat efter i Wikipedia uden at nævne det.

Eksempel 2: I, der læser denne artikel, opfyldes utvivlsomt af stærk trang til at delagtiggøre jeres omgivelser i de epokegørende erkendelser, I ligger inde med efter endt læsning. I den forbindelse overtager I henvisningen til Ophavsret for begyndere ovenfor og skriver et sted ”Læs mere om plagiatbegrebet i UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister, kapitel 2”. Har I så begået plagiat af artiklen her? Det har I selvfølgelig ikke.

Der er ingen praksis, der klart viser, hvordan man skal trække grænserne.

Det afgørende kriterium må, som eksemplerne ovenfor antyder, være, hvor kendt det overtagne ikke-originale stof er, herunder om der er tale om alment kendt materiale eller om mere ukendt stof. Det må derfor f.eks. kunne være i strid med ansvarlig forskningspraksis at kopiere et værks citater fra ukendte kilder, som forfatteren har opstøvet ved arkivstudier, eller at kopiere andres henvisninger til mere ukendte værker. Derimod kan det ikke være et plagiat at kopiere velkendte citater som Armstrong-citatet ovenfor eller at overtage andres henvisninger til kendte standardværker.

Det er på linje med praksis fra uredelighedsnævnet og UVVU, der i en række afgørelser har udtalt, at alment kendt viden må citeres uden kildeangivelse. Se bl.a. uredelighedsnævnets afgørelse af 3. februar 2020 og UVVUs afgørelse af 12. december 2014. 

Uredelighedsnævnets afgørelse af 3. februar 2020:

Almen kendt viden kan beskrives uden kildeangivelse, uden at der herved foreligger plagiering. Almen kendt viden kan defineres som viden, som man regner med, at alle inden for en bestemt gruppe eller et regionalt, institutionelt eller fagligt fællesskab kender. Det kan være fakta om f.eks. geografi, historie, fysik, sprog eller litteratur. Ordret eller tekstnær gengivelse af en anden forfatters tekst om baggrundsviden skal krediteres denne forfatter.

Det kan være tvivlsomt, hvordan man skal stille sig i tilfælde, hvor den overtagne tekst ikke ligefrem er alment kendt, men på den anden side heller ikke ukendt. Måske kan det i den slags tvivlstilfælde spille en rolle, i hvilket nærmere omfang der er sket overtagelse af ikke-originalt stof. Det er f.eks. muligt, at der er forskel på, om en forfatter, der har overtaget andres kildeangivelser, har gjort det mange eller få gange i løbet af en publikation.

Hvis der kun er tale om nogle få overtagelser, kan det i hvert fald betyde, at sagen ikke hører under uredelighedsnævnet. Se nævnets tidligere nævnte afgørelse af 3. februar 2020. Nævnet fandt her, at et muligt plagiat ikke havde kun havde haft ringe betydning ved rapporteringen af forskningen, bl.a. under hensyn til de overtagne teksters ”karakter, omfang og antal”.

Parafrasering

Som beskrevet ovenfor kan det altså være et plagiat at overtage tekst fra andre uden kreditering.

Spørgsmålet er, om det også gælder, hvis man ”parafraserer”, dvs. omskriver teksten og gengiver dens meningsindhold med sine egne ord.

Hvis man skriver teksten tilstrækkeligt intensivt om, kommer man til et punkt, hvor der ikke længere kan siges at ske nogen tekstovertagelse. Men det er så et krav, at teksten faktisk omskrives på en reel måde. Det er ikke nok at udskifte visse ord eller bytte lidt rundt på nogen af sætningerne.

Se til illustration f.eks. UVVUs afgørelse af 2. december 2014 s. 15:

Korrekt parafrasering indebærer, at en forfatter bearbejder andre forfatteres tanker og ideer og formulerer dem med egne ord og egen sætningsstruktur […] samt med kildehenvisning til de arbejder, hvor disse tanker og ideer er beskrevet. […] Hvis der alene er sket en mindre ombytning af sætninger, og visse ord er erstattet af synonymer, er der tale om plagiering, hvis der ikke kildeangives.

Hertil kommer en vigtig ting: Selv i tilfælde, hvor man skriver teksten om, sådan så der ikke længere sker nogen tekstovertagelse, kan der være situationer, hvor man stadig skal henvise, fordi man har overtaget originalt meningsindhold, originale konklusioner, originale forskningsdata mm.

Eksempel: Forskeren A gør en vigtig opdagelse og beskriver den i en artikel. Derefter er der en anden forsker B, der udgiver en anden artikel, hvor der genbruger tekst fra As artikel, og som giver læseren indtryk af, at B både står bag teksten og den vigtige opdagelse, den drejer sig om. Det er selvfølgelig et plagiat, både i forhold til teksten og i forhold til tekstens indhold.

Eksempel 2: Som ovenfor, men med den forskel, at B laver teksten om, så den ikke længere er identisk med As, men selve artiklens indhold er stadig det samme. Det er et plagiat i forhold til tekstens indhold, selvom det ikke er et plagiat i forhold til selve teksten.

Spørgsmålet er, hvornår overtagelser, der ikke angår tekst, er et plagiat. Det behandles nedenfor.

Overtagelse af andet stof end tekst, herunder forskningsdata, opfattelser, information mm.

Indtil nu har artiklen drejet sig om, hvorvidt det kan være plagiat, hvis man overtager tekst fra andre uden kildeangivelse.

Men plagiatsager kan også angå situationer, hvor nogen uden kildeangivelse overtager andet stof end tekst. Det kan f.eks. dreje sig om andres forskningsdata og faktiske oplysninger, eller om konklusioner, meninger, information mm.

Eksempel: En forsker skriver en artikel baseret på forskningsdata, som er indsamlet af en kollega og beskrevet i en artikel skrevet af den pågældende kollega. Forskeren undlader at nævne, at han har de pågældende forskningsdata fra kollegaens artikel. Han efterligner ikke kollegaens tekst, men baserer sin nye artikel på vedkommendes forskningsdata uden kreditering. Er det et plagiat?

Som sagt tidligere udtaler kodeksen, at forskere skal være ærlige ved rapporteringen af ”målsætninger, metoder, data, analyser, resultater, konklusioner osv.” Og uredelighedsloven definerer plagiering som ”tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber”. Man skulle derfor umiddelbart tro, at det pr. definition altid var plagiat at overtage noget som helst fra andre uden kildeangivelse, inkl. deres konklusioner, meninger, forskningsdata eller andet.

Men virkeligheden er mere kompleks.

Juridisk forskning er f.eks. baseret på studier af love, domme, forvaltningsafgørelser, EU-direktiver mm. De udgør de juridiske forskningsdata, som forskningen bygger på. Det er helt sædvanligt, at jurister, der skriver om samme emner, baserer deres forskning på samme juridiske kilder, og de oplyser normalt ikke, hvis de baserer deres forskning på samme love og domme etc., som andre tidligere måtte have skrevet om. Eksempel: En juridisk forsker læser en artikel, der henviser til en interessant dom afsagt af Østre Landsret 4. januar 2017. Forskeren skriver derefter selv en artikel om dommen. Vedkommende vil her ikke føle nogen forskningsetisk forpligtelse til at nævne den artikel, som han eller hun først så dommen omtalt i. Det er ikke sådan jurister arbejder. Men der er strengt taget tale om, at den pågældende forsker overtager forskningsdata fra andre uden kreditering.

På ”våde” videnskabsområder, herunder inden for lægevidenskab, er traditionen derimod en anden. Her vil det normalt blive anset for dybt problematisk, hvis f.eks. en forsker i lægevidenskab overtager andre forskeres måleresultater o.l. uden at nævne, hvor de stammer fra.

Der kan også være forskellig praksis på andre områder. Det fremgår f.eks. af kodeksen og uredelighedslovens plagiatdefinitioner, at det er plagiat at overtage andres ”konklusioner”. Men det siger sig selv, at det må spille en rolle, hvilken type af konklusion der er tale om, herunder om der er tale om en speciel konklusion, der kan føres tilbage til en bestemt forsker, eller om der snarere er tale om en konklusion, der afspejler velkendte banaliteter og almen viden. Desuden må det spille en rolle, hvordan den forskningsetiske tradition er på det område, det handler om. Det vil f.eks. sikkert blive anset for dybt problematisk, hvis en forsker inden for lægevidenskab overtager andres nyskabende konklusioner om, hvordan en bestemt virus opfører sig under givne omstændigheder. Derimod vil det ikke være problematisk på samme måde, hvis f.eks. en juridisk forsker uden kildeangivelse gentager den konklusion, at danske domstoles sagsbehandlingstid er lang, eller hvis en samfundsforsker uden kildeangivelse udtaler, at der er relativt få kvinder på direktionsgangene. Det er jo noget, alle ved.

Det afgørende bør i tilfælde som de her nævnte være:

• Hvor originalt og specielt er det stof, det handler om? Er der tale om stof, der har en speciel karakter, og som kan føres tilbage til bestemte forskere? Eller er der snarere tale om stof, der fremstår som udtryk for banale erkendelser?
• Er det overtagne stof velkendt eller mere ukendt?
• Hvad tilsiger traditionen på det relevante forskningsområde?

At almen viden kan citeres uden kildeangivelse, er udtalt i en række afgørelser fra UVVU og uredelighedsnævnet. Se bl.a. uredelighedsnævnets afgørelse af 3. februar 2020. Nævnet udtalte her bl.a.:

Almen kendt viden kan beskrives uden kildeangivelse, uden at der herved foreligger plagiering. Almen kendt viden kan defineres som viden, som man regner med, at alle inden for en bestemt gruppe eller et regionalt, institutionelt eller fagligt fællesskab kender. Det kan være fakta om f.eks. geografi, historie, fysik, sprog eller litteratur.

Af uredelighedsnævnets praksis følger også, at det ikke nødvendigvis er et plagiat, hvis to publikationer angår samme overordnede, allerede kendte emne. Se bl.a. nævnets afgørelse af 4. februar 2020:

Det følger af nævnets praksis, at der i definitionerne af videnskabelig uredelighed og plagiering, både efter de gamle regler for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed og de nye regler for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, ligger et krav om, at der skal være sket en egentlig uberettiget tilegnelse af konkrete resultater m.v., som kan tilskrives en tidligere ophavsmand, uden at denne behørigt krediteres i den senere publikation. Det skal således være muligt konkret at påvise, at f.eks. en unik forskningsidé eller tekst er kopieret og anvendt uden kreditering i modsætning til f.eks. situationer, hvor forskere udgiver publikationer om samme emne efter gængse metoder inden for feltet, se senest nævnets afgørelse af 7. juni 2018 i sag nr. 2017-01.

En anmeldelse, hvor det gøres gældende, at der foreligger plagiering af eksempelvis en tekst, bør derfor angive præcist, hvor i det videnskabelige produkt, den plagierede tekst findes og præcist angive fra hvilket videnskabeligt produkt og hvor i det pågældende produkt, den plagierede tekst er taget. Hvis anmeldelsen vedrører flere tilfælde af plagiering, bør anmeldelsen indeholde præcise oplysninger om samtlige tilfælde.

[…]

I det omfang at anmelders og anmeldtes produkter behandler det samme emne, finder nævnet i øvrigt, at der er tale om en så generel ide, at der ikke umiddelbart kan være tale om plagiat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det både fremgår af anmelders produkt og anmeldtes produkt, at det sammenfaldende emne er behandlet flere gange i litteraturen før udgivelsen af anmelders og anmeldtes produkt.

Og at forskningsetiske vurderinger generelt er påvirkelige af traditioner på de relevante forskningsområder, fremgår som tidligere nævnt udtrykkeligt af kodeksen s. 5. Det hedder her: 

Kodekset omfavner alle forskningsområder med anerkendelse af, at standarderne for ansvarlig forskningspraksis skal implementeres på forskellige måder inden for de respektive forskningsområder. Dette betyder, at nogle anbefalinger kan være mere relevante for et bestemt forskningsområde og samtidig være mindre anvendelige på andre områder. Anbefalingerne i kodekset skal altid forstås i overensstemmelse med den etablerede praksis inden for de enkelte forskningsområder.

Hvad hvis man selv har bidraget til den kilde, der hævdes at være plagieret?

Plagiat vil sige, at man udgiver stof, som andre har skabt, på en måde, som om man selv stod bag det. Det er derfor f.eks. plagiat, hvis man overtager en tekst, som en anden forfatter har skrevet, i sin egen artikel.

Hvis man genbruger stof, som man selv har skabt, uden at henvise til sig selv, er der ikke tale om et plagiat i normal forstand, men om ”selvplagiat”. Om selvplagiat er kritisabel eller ej, afhænger ikke af de principper, der beskrives her i artiklen, men kører efter sit eget regelsæt. Læs mere om det i artiklen om dobbeltpublicering, overlappende publikationer og selvplagiat her på forskerportalen.

Derimod kan det være et plagiat i traditionel forstand, hvis man uden tilstrækkelig kreditering publicerer stof, som stammer fra publikationer, som både man selv og andre har bidraget til. Eksempel: A, B og C skriver en artikel sammen. Derefter skriver A en anden artikel, der genbruger tekst fra den første, men undlader at henvise til den. Ud over, at det måske i visse tilfælde kan indebære et selvplagiat, kan det også indebære et traditionelt plagiat i forhold til B og C. Det gælder i hvert fald i tilfælde, hvor den tekst, som A genbruger, er skrevet af en af dem.

Uredelighedsnævnet og UVVU har i flere afgørelser signaleret, at det forholder sig anderledes. Se bl.a. en UVVU-afgørelse af 24. august 2011. Her mente UVVU, at en forfatter, der uden kreditering havde genbrugt figurer fra en artikel, som vedkommende havde skabt sammen med andre, ikke havde gjort sig skyldig i plagiat, men højst i selvplagiat. UVVU udtalte som begrundelse, at “the figures 5.18-5.20 in your thesis are identical with the figures in the article. Because you were a co-author of the article you may use these figures without a reference […]”.  Se tilsvarende uredelighedsnævnets afgørelse af 12. november 2018 s. 4. Nævnet udtalte her: 

Nævnet finder, at der i udgangspunktet ikke kan være tale om en tilegnelse af andres ideer m.v. uden retmæssig kreditering, hvis samtlige forfattere til den publikation, der påstås at være plagieret fra, er medforfattere til den publikation, der hævdes at indeholde plagiering. Endvidere finder nævnet som udgangspunkt, at en forfatters genbrug af tekst fra en artikel med flere forfattere, hvor forfatteren er en af disse flere forfattere, ikke er plagiering i lovens forstand.

Det siger imidlertid sig selv, at den udmelding er for vidtgående. Hvis f.eks. A, B og C udgiver en bog sammen og skriver et kapitel hver, er det klart, at C ikke kan genbruge teksten fra As kapitel i en ny bog uden at henvise til A. Se i samme retning KUs praksisudvalgs afgørelse 27/2017: En forsker, der havde brugt en figur skabt af tre andre forskere, undskyldte sig her med, dels at han havde fået lov af én af dem, dels at dele af figuren havde været bragt i en artikel, som vedkommende var medforfatter til. Praksisudvalget frifandt den pågældende for plagiat med henvisning til, at han havde haft rimelig grund til at tro, at han havde fået tilladelse til at bruge figuren. Grunden var derimod ikke, at den tidligere havde været bragt i artiklen, som den anklagede var medforfatter til. Se også uredelighedsnævnets afgørelse af 14. marts 2019 (sagsnr. 2018-07). Her var nogle forskere anklaget for plagiat af nogle ministerielle publikationer, som de selv var medforfattere til. Nævnet frifandt dem med den begrundelse, at den mulige manglende kreditering kun havde ringe betydning for forskningsrapporteringen og derfor faldt uden for nævnets kompetence. 

Hvordan skal man henvise?

Som beskrevet ovenfor er der en række tilfælde, hvor ens brug af stof skabt af andre bør ledsages af en kildeangivelse. Spørgsmålet er, hvordan den skal se ud.

Kodeksen siger som tidligere nævnt i pkt. I og pkt. 3.1.v, at forskeres brug af andres arbejde skal ledsages af ”præcis og afbalanceret rapportering”, og at der kræves ”tilstrækkelige og præcise referencer”.

Hvad der ligger i det, er principielt påvirkeligt af traditionerne på de forskellige forskningsområder, jf. citatet fra kodeksens s. 5 ovenfor. Det er derfor muligt, at der på nogle videnskabelige områder gælder mere restriktive henvisningskrav, end der gør på andre.

Som hovedregel kan man imidlertid opstille den tommelfingerregel, at kildeangivelser i forskningspublikationer skal være så klare og tydelige, at de sætter læseren i stand til at forstå, nøjagtig hvad det er man har lånt, og hvor man har lånt det fra.

Derimod er det ikke tilstrækkeligt, at

• man i forordet til en bog skriver, at bogen ”bygger på” visse værker skabt af andre
• at de værker, man har lånt noget fra, figurerer på ens litteraturliste
• at man efter at have overtaget 10 linjers tekst fra en kilde indsætter en kildehenvisning efter første linje og lader det være op til læseren selv at regne ud, at man også har overtaget de 9 næste
• at man bytter lidt rundt på ordene

Kravene til henvisningens præcision er muligvis afhængig af, om der er tale om ordret overtagelse af tekst eller om andre former for overtagelse. Hvis man overtager tekst fra andre på en måde, der kræver en henvisning, og hvis der er tale om en ordret overtagelse, vil det være mest korrekt at markere overtagelsen som et egentlig citat, sat i kursiv eller indrammet af anførelsestegn. Hvis der derimod er tale om parafrasering, dvs. at man gengiver en teksts meningsindhold i omskrevet form med sine egne ord, er det tilstrækkeligt, at man på andre måder tydeligt signalerer over for læseren, at der er tale om et lån, og hvad det er, man låner. Se f.eks. uredelighedsnævnets afgørelse af 3. februar 2020:

Nævnet bemærker almindeligt, at der som udgangspunkt er en begrundet mistanke om plagiering, når et stykke af en tekst, der er af en vis længde, er overtaget fra en anden tekst, der typisk er skrevet af en anden forfatter, uden retmæssig kreditering, det vil sige uden tydelig kildeangivelse og markering. En læser må således ikke være i tvivl om, hvilke tekststykker der er forfatterens egne, og hvilke der er citerede eller parafraserede. Hvis der er foretaget tydelig kildeangivelse og markering ved ordret gengivelse (f.eks. kursivering eller citationstegn), er der ikke tale om plagiering.

Korrekt parafrasering indebærer, at en forfatter bearbejder andre forfatteres tanker og ideer og formulerer dem med egne ord og egen sætningsstruktur samt med kildehenvisning til de arbejder, hvor disse tanker og ideer er beskrevet. Hvis der alene er sket en mindre ombytning af ord og sætninger, samt ændring af ord med synonymer, er der tale om plagiering, hvis der ikke krediteres retmæssigt (kildeangives).

Almen kendt viden kan beskrives uden kildeangivelse, uden at der herved foreligger plagiering. […] Ordret eller tekstnær gengivelse af en anden forfatters tekst om baggrundsviden skal krediteres denne forfatter.

Gælder der særlige krav i forbindelse med formidling o.l.?

Artiklen her har indtil nu drejet sig om, hvordan man bør henvise i forskningspublikationer.

Spørgsmålet er imidlertid, om det, der er sagt ovenfor, også gælder i forbindelse med tekster, der ikke har karakter af forskning, men af populær formidling.

Spørgsmålet er relevant, fordi det, der gør formidling populær, jo i vidt omfang bl.a. er, at man skruer ned for henvisningerne for at gøre stoffet letfordøjeligt. Hvis f.eks. en forsker skriver en klumme eller en aviskronik, skal vedkommende ikke regne med at få den antaget, hvis den er fuld af videnskabelige henvisninger. På samme måde har f.eks. populærvidenskabelige bøger eller leksikonartikler typisk ikke lige så mange henvisninger som videnskabelig litteratur. Spørgsmålet er derfor, om der gælder mere lempelige henvisningskrav i forbindelse med formidling end i forbindelse med forskning. Kan en forsker, der bliver anklaget for at have plagieret i en populær artikel, lovligt undskylde sig med, at der var tale om formidling, og at han eller hun derfor ikke behøvede at henvise?

Sager om plagiat begået som led i formidling kan ikke behandles af uredelighedsnævnet, der som tidligere nævnt kun beskæftiger sig med uredelighed begået i videnskabelige produkter. Se f.eks. nævnets afgørelse af 13. september 2018, hvor nævnet afviste at behandle et muligt plagiat i en selvpubliceret bog, der ikke havde karakter af et videnskabeligt produkt. Derimod kan det ovenstående spørgsmål være relevant for f.eks. universiteternes praksisudvalg.

Kodeksen indeholder ikke nogen præcise kriterier, og det er derfor svært at give noget klart svar på det. Nogle indgående diskussioner om spørgsmålet findes bl.a. i den norske rapport God skikk. Om bruk av litteratur og kilder i allmenne, historiske framstillinger. Utredning fra et utvalg oppnevnt av Den norske Forleggerforening (DnF), Den norske historiske forening (HIFO) og Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening (NFF), februar 2006.

Efter UBVAs vurdering gælder der sandsynligvis ikke særligt lempelige henvisningskrav i populær formidling, så længe det handler om overtagelse af tekst. Det gælder, så vidt vi kan se, ikke alene, hvis overtagelsen sker i en forskningspublikation, men også hvis den sker i f.eks. en kronik eller på en populær hjemmeside.

Derimod gælder der sandsynligvis mere lempelige henvisningskrav i forbindelse med populær formidling, når det drejer sig om overtagelse af andet end tekst, herunder f.eks. forskningsdata, opfattelser o.l. Hvis f.eks. en læge i en aviskronik vil gengive konklusionerne fra en undersøgelse, som har været bragt i The Lancet, vil det f.eks. sikkert være nok, at lægen omtaler undersøgelsen som “en nyere stor undersøgelse”, ”en nyere undersøgelse i det anerkendte tidsskrift The Lancet”, uden præcis sideangivelse o.l.

Se i øvrigt den nævnte norske rapport.

Hvem er ansvarlig for plagiater? Plagiat begået ved uagtsomhed

Hvis man overskrider de grænser, der er beskrevet ovenfor, kan der være tale om et plagiat i strid med ansvarlig forskningspraksis og i visse tilfælde uredelighedsloven.

Det er dog et krav i den forbindelse, at plagieringen er sket på en måde, så den enten kan siges at være sket med forsæt (dvs. med vilje) eller ved uagtsomhed, dvs. uforsigtighed.

For at være udtryk for egentlig uredelighed skal denne uagtsomhed være grov, dvs. udtryk for en meget høj grad af uforsigtighed. Det fremgår af uredelighedslovens § 3, stk. 1, nr. 1, der definerer videnskabelig uredelighed som ”Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning.”

For så vidt angår plagiater, der ikke kan karakteriseres som uredelige, er der derimod ingen klare regler om, hvor stor uagtsomhed der skal til. Der kan derfor principielt være tilfælde, hvor et plagiat begås ved en uagtsomhed, der ikke kan siges at være direkte grov. Se bl.a. KUs praksisudvalgs afgørelse af 29. marts 2016 (Esben Lunde Larsen-sagen). Praksisudvalget udtalte her bl.a.:

På baggrund af reglerne om videnskabelig uredelighed og god videnskabelig praksis finder Praksisudvalget, at tekst fra andres forskningsværker, der gengives uden kildeangivelse, skal vurderes ved især følgende. For det første omfanget af teksten: Jo længere en genbrugt tekst er, desto mere alvorligt er forholdt. For det andet originaliteten af indholdet, vurderet i forhold til forskningsfeltet: Jo ­­­mere originalt indholdet er, desto mere alvorligt er uoplyst genbrug. Endelig bør det indgå i vurderingen, om der er tale om en uagtsom eller en groft uagtsom/forsætlig handling. […]

Hvis genbrug af en tekst enten er meget omfattende, eller vedrører videnskabeligt set afgørende indhold, og hvis forholdet er groft uagtsomt eller udført med forsæt, vil forholdet falde i kategorien for videnskabelig uredelighed.

Uacceptabel videnskabelig praksis forudsætter opfyldelsen af to betingelser. For det første en objektiv betingelse om, at der skal være gengivet en tekstpassage af en vis længde eller med et tilstrækkeligt originalt indhold, og for det andet en subjektiv betingelse vedrørende graden af agtpågivenhed. I forhold til ovennævnte kategorisering adskiller brug på god videnskabelig praksis sig fra videnskabelig uredelighed ved graden af opfyldelse af de to betingelser.

[…]

Den subjektive betingelse for, at der foreligger brud på god videnskabelig praksis, vedrører graden af agtpågivenhed, og denne betingelse vil være opfyldt, hvis den pågældende ikke har udvist den agtpågivenhed, som må forventes af en fagperson med en tilsvarende baggrund inden for området. Dette adskiller sig fra videnskabelig uredelighed, hvor det kræves, at den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. …

Det, at plagiater skal være begået forsætligt eller uagtsomt, har bl.a. betydning, når det skal vurderes, om man som forsker kan være medansvarlig for plagiat begået af medforfattere. Hvis en medforfatter plagierer, uden at man havde nogen grund til mistanke om det, er man ikke ansvarlig for det. Hvis man derimod burde have opdaget plagiatet, og det er udtryk for sjuskeri, at man ikke har set det, stiller tingene sig anderledes. Se fra praksis bl.a. uredelighedsnævnets afgørelse af 7. februar 2020, hvor en vejleder, der var anført som medforfatter på en ph.d.-afhandling, ikke var medansvarlig for et plagiat begået i afhandlingen.

Findes der plagiatregler ud over de her nævnte?

Det, der fokuseres på ovenfor, er, i hvilket omfang plagiater kan stride mod ansvarlig forskningspraksis efter reglerne i uredelighedsloven, kodeksen og institutionelle regler, der bygger på dem.

De regler er imidlertid ikke de eneste, som plagiater kan stride imod. Som tidligere nævnt kan plagiater bl.a. også stride mod ophavsretsloven eller mod ansættelsesretlige regler.  Og også når det handler om videnskabsetik, kan man somme tider støde på videnskabsetiske plagiatprincipper, der afviger fra dem, der er beskrevet ovenfor. F.eks. kan private firmaer, der bedriver forskning, tænkes at indføre deres egne principper.

Og der er også eksempler på, at universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner arbejder med egne plagiatprincipper. Bl.a. er der så vidt vides visse ph.d.-skoler, der har indført regler om, at kompilationsafhandlinger – dvs. afhandlinger, der består af et sammendrag af en række bagvedliggende artikler – ikke antages, hvis sammendraget indeholder nogen som helst tekst fra artiklerne uden præcis henvisning. Baggrunden skal angiveligt være, at disse artikler somme tider er skrevet af andre end den ph.d.-studerende, og at man ved regler som den nævnte sikrer, at der ikke kan forekomme noget plagiat i sammendraget.

Den form for regler regulerer imidlertid ikke, hvad der er ansvarlig forskningspraksis. Det reguleres af kodeksen og uredelighedsloven og af den praksis, der knytter sig til dem, herunder fra uredelighedsnævnet og praksisudvalgene. De regler, som ph.d.-skoler og andre måtte indføre, påvirker ikke den videnskabsetiske vurdering af, hvornår noget er et plagiat i relation til kodeksen eller uredelighedsloven. Hvis f.eks. en ph.d.-studerende indleverer et sammendrag, der gentager tekst fra de bagvedliggende artikler, til en ph.d.-skole i strid med dens regler, er det ikke automatisk udtryk for, at den ph.d.-studerende har begået et plagiat i videnskabsetisk forstand.

En række institutioner har i øvrigt regelsæt om plagiat begået af studerende. Den slags regler vil normalt skulle fortolkes i rimelig overensstemmelse med de normer for ansvarlig forskningspraksis, der fremgår af artiklen her.

Forholdet mellem plagiatregler og forfatterskabsregler

Efter de principper, der er beskrevet ovenfor, kan det være et plagiat at publicere stof, som andre har skabt, uden at henvise tilstrækkeligt til dem.

Efter de regler om forfatterskabsangivelser, der er beskrevet andetsteds her på forskerportalen, har forskere, der har medvirket til en publikation, i visse tilfælde et krav på at blive nævnt som medforfattere.

Plagiatreglerne bruges i praksis primært i sager, hvor plagiator har plagieret i en publikation, som den plagierede ikke har bidraget til.  Sager, hvor en forsker, som har bidraget til en publikation, ikke mener sig tilstrækkeligt krediteret, håndteres derimod som udgangspunkt efter forfatterskabsnormerne, ikke plagiatprincipperne. Se f.eks. KUs praksisudvalgs afgørelse 16/2016, hvor en forsker anklagede nogle kolleger, som han anså for at have tilegnet sig sin ide, for plagiat, men hvor praksisudvalget løste sagen vha. forfatterskabsreglerne. I nogle tilfælde kan det imidlertid være tvivlsomt, om en sag skal vurderes efter forfatterskabsprincipper, plagiatprincipper eller evt. dem begge.

Eksempel: En yngre forsker er ansat som forskningsassistent på et projekt, som ledes af en professor.  Arbejdsdelingen er den, at professoren udstikker de overordnede rammer, mens den yngre forsker udfører kildestudier og gravearbejde. Den yngre forsker nedfælder resultaterne af arbejdet i et skriftligt notat, som tænkes at skulle danne grundlag for en bog, der skal udgives ved projektets afslutning. Det er ikke aftalt, hvem der skal stå som forfatter til bogen. Ved samarbejdets afslutning publicerer professoren en bog, der gentager omfattende tekststykker fra notatet. Den yngre forsker er ikke nævnt som medforfatter, men får kun en taksigelse. Skal sagen vurderes efter forfatterskabsnormerne, plagiatnormerne eller dem begge?

Efter vores opfattelse vil der kunne være sager, hvor det ikke er udelukket at inddrage plagiatreglerne. Det findes en vis støtte for det i forarbejderne til uredelighedsloven, hvor det under bemærkningerne til § 3 bl.a. hedder, at 

“Det forventes […] , at forfatterskabstvister som udgangspunkt vil blive håndteret som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis fremfor at blive anset som videnskabelig uredelighed i form af plagiering”.

Den udtalelse ville være meningsløs, hvis sager, hvor en forfatter ikke mener sig tilstrækkeligt krediteret, pr. definition aldrig kunne være udtryk for plagiat. Se fra praksis uredelighedsnævnets afgørelse af 3. februar 2020 s. 9. Sagen drejede sig bl.a. om, at den anmeldte uden kreditering havde brugt tekst fra et videnskabeligt produkt, som vedkommende havde skrevet sammen med andre. Nævnet fandt ikke, at det var et plagiat, fordi der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at anmeldte havde handlet med forsæt eller groft uagtsomt. Grunden var derimod ikke, at sager af den karakter kun skulle kunne bedømmes efter forfatterskabsnormer. Se også uredelighedsnævnets afgørelse af 11. oktober 2019. Her var spørgsmålet, om det var plagiat, at en forsker var skrevet ud af en forskningsansøgning, som han oprindelig havde været med-initiativtager til.  Nævnet fandt, at det af forskellige grunde ikke var tilfældet uden at henvise til, at plagiatreglerne skulle være fortrængt af forfatterskabsnormerne. 

Læs mere

• Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister, kapitel 8. Bogen kan gratis downloades som e-bog fra UBVAs hjemmeside www.ubva.dk under ”Publikationer”
• Den norske rapport ”God skikk. Om bruk av litteratur og kilder i allmenne, historiske framstillinger. Utredning fra et utvalg oppnevnt av Den norske Forleggerforening (DnF), Den norske historiske forening (HIFO) og Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening (NFF), 2006. Den forkortes »Kildebrukutredningen«.
• Om plagiat i studenterafhandlinger på http://www.stopplagiat.nu.
• Se foredrag, artikler og filmede interviews om plagiat på UBVA´s symposier om plagiat. De ligger som web-tv på www.ubva.dk. Blandt de emner, der behandles, kan nævnes:
  • Hvor meget plagiat er der?
  • Forskellen på den ophavsretlige og den videnskabsetiske plagiatvurdering
  • Plagiater af patenter, design og varemærker
  • Hvorfor plagierer man?
  • Hvordan føles det at blive plagieret?
  • Plagiatets historie