Patenter, brugsmodeller og halvlederbeskyttelse

Generelt

Forskning resulterer tit i frembringelser, der kan udnyttes kommercielt, f.eks. nye produkter, nye kemiske stoffer, nye fremgangsmåder m.m.

I en række tilfælde kan sådanne frembringelser patenteres eller beskyttes efter reglerne om brugsmodelbeskyttelse. Reglerne herom står i henholdsvis patentloven og brugsmodelloven.

Hvad er patentret?

Der kan udtages patent for opfindelser, der kan udnyttes industrielt, på de betingelser der fremgår af patentloven.

Ifølge patentlovens § 2 kan der opnås patent på en opfindelse, hvis

  • opfindelsen er ny (nyhedskravet),
  • opfindelsen adskiller sig væsentligt fra det kendte (kravet om opfindelseshøjde), og
  • opfindelsen beskrives så tydeligt, at den kan gentages af en fagmand på området.

Nyhedskravet er meget strengt.  Som kendt anses fx alt, hvad der er blevet almindeligt tilgængeligt gennem skrift, foredrag, udnyttelse eller på anden måde – uanset hvor i verden det er sket.

Ifølge patentloven kan man ikke patentere:

  • Rene opdagelser, teorier, metoder og tilsvarende information, herunder spilleregler
  • Værker, der hører hjemme i ophavsretten
  • Computerprogrammer som sådanne. De beskyttes derimod ophavsretligt, se ophavsret til forskning. Men man kan godt patentere opfindelser, hvor der indgår edb-programmer, der spiller sammen med en eller anden form for hardware. Det, man beskytter, er så opfindelsen, ikke edb-programmerne i sig selv.
  • Lægevidenskabelige fremgangsmåder
  • Visse biologiske opfindelser, herunder plantesorter, dyreracer, fremgangsmåder til fremstilling af plantesorter og dyreracer, dele af menneskelegemet m.m. Man kan dog godt beskytte dyr og planter, der ikke er dyreracer eller plantesorter. Desuden kan man beskytte laboratorieskabte gener.
  • Opfindelser, hvis udnyttelse ville være usædelig eller stride mod offentlig orden, herunder fremgangsmåder til kloning af mennesker og ændring af dyrs genetiske identitet m.m.

Patenter udstedes af en patentmyndighed efter ansøgning og forudsætter betaling af gebyr. I Danmark kan patenter udstedes af Patent- og Varemærkestyrelsen (www.dkpto.dk) eller den Europæiske Patentmyndighed (www.epo.org). Begge hjemmesider indeholder gode vejledninger om mulighederne for at opnå patentbeskyttelse i Danmark, Europa og andre dele af verden.

Bemærk, at det – i modsætning til hvad mange tror – ikke er muligt at få et verdenspatent.

Et udstedt patent giver en eneret til erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelsen, herunder ved fremstilling og markedsføring. Se navnlig patentlovens § 3 ff. Patentretten kan vare i 20 år.

Brugsmodelret

Enhver frembringelse, som kan udnyttes industrielt, og som indebærer en løsning på et teknisk problem, kan registreres som brugsmodel efter reglerne i brugsmodelloven. En brugsmodel kaldes nogen gange for “det lille patent”, og loven har bl.a. til formål at give en slags mini-patentbeskyttelse af småopfindelser, som det ikke kan betale sig at patentere, herunder opfindelser begået af privatpersoner.

Forskellen på patentret og brugsmodelret er kort sagt blandt andet:

  • Opfindelser kan kun patenteres, hvis de har nyhed og opfindelseshøjde. I brugsmodelretten er det derimod nok, at opfindelserne har nyhed og »frembringelseshøjde«. Kravet om frembringelseshøjde er mildere end det patentretlige krav om opfindelseshøjde.
  • I patentretten undersøger Patent- og Varemærkestyrelsen meget grundigt, om opfindelserne har nyhed og opfindelseshøjde. Det gør de ikke, når det handler om brugsmodelbeskyttelse. De går derimod simpelthen automatisk ud fra, at opfindelsen har nyhed og opfindelseshøjde, uden at undersøge det.
  • Sagsbehandlingstiden er kortere, når man skal have brugsmodelbeskyttelse, end den er, når man skal have patentbeskyttelse, og det er billigere at få brugsmodelbeskyttelse.
  • Brugsmodelbeskyttelsen varer kortere end den patentretlige beskyttelse: 3 år med mulighed for forlængelse til max. 10 år. Patentbeskyttelsen, derimod, varer i op til 20 år.
  • Brugsmodelbeskyttelsen er ikke international på samme måde som patentretten. Mens man kan få patent over hele verden, hvis man indgiver de nødvendige ansøgninger, er det ikke alle lande man kan regne med at få brugsmodelbeskyttelse i.

For forskere vil muligheden for patentering oftest være at foretrække frem for reglerne om brugsmodelbeskyttelse.

Forskeres ret til deres opfindelser

Når forskere begår opfindelser, der kan beskyttes af et patent eller en brugsmodelregistrering, opstår der spørgsmål om, hvem der har ret til at søge patent (eller om brugsmodelbeskyttelse) på opfindelsen – eller i stedet at bestemme, at der ikke skal udtages patent på opfindelsen. Udgangspunktet er, at retten til at søge patent- eller brugsmodelbeskyttelse for en opfindelse/frembringelse tilkommer den, der har begået opfindelsen (frembringelsen) at udtage patent.

Opfinderens ret til at udtage patent kan imidlertid overdrages til andre. En sådan overdragelse kan ske ved aftale (fx som led i et forskningssamarbejde).

Når en opfindelse laves af en ansat forsker, kan arbejdsgiveren kræve at få retten til opfindelsen overført til sig. I Danmark er dette reguleret i to love:

  1. For ansatte ved universiteter, sektorforskningsinstitutioner, offentlige sygehuse, forskningsinstitutioner under regionerne og GEUS står reglerne i lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner.
  2. For forskere ved andre institutioner, herunder private virksomheder, f.eks. medicinalvirksomheder, står reglerne i lov om arbejdstageres opfindelser. Erhvervs-ph.d.-kandidater og erhvervs-postdocs er som følge af deres ansættelsesforhold normalt omfattet af denne lov.

Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner

Ifølge loven er retten til opfindelsen som udgangspunkt hos forskeren (§ 7). Dog kan institutionen kræve at få rettighederne, hvis den ansatte har gjort opfindelsen som led i arbejdet (§ 8). Hvis opfindelsen er gjort af opfindere, der arbejder på hver deres institution omfattet af loven, aftaler institutionerne indbyrdes, hvordan de skal fordele rettighederne mellem sig (§ 8, stk. 3).

Når en ansat har gjort en opfindelse som led i arbejdet, skal han eller hun meddele det til institutionen ”uden ugrundet ophold”, dvs. snarest muligt (§ 10).

Forskeren må ikke offentliggøre eller disponere over opfindelsen, før han eller hun har underrettet institutionen om den (§ 10, stk. 3). Og institutionen kan, når den får underretningen om opfindelsen, pålægge forskeren ikke at offentliggøre eller disponere over den i op til 2 måneder derefter (§ 11, stk. 2). Det er vigtigt, at forskeren holder opfindelsen hemmelig. Ellers kan den ikke patenteres, fordi det patentretlige krav om nyhed så ikke vil være opfyldt mere.

Når institutionen har fået underretningen, skal den inden for 2 måneder vurdere, om opfindelsen kan patenteres. Desuden skal den vurdere, om opfindelsen kan udnyttes erhvervsmæssigt, og diskutere muligheden for det med den ansatte (§ 11, stk. 1). Institutionen kan så beslutte, enten at den vil have overdraget rettighederne, eller at den vil lade den ansatte udnytte dem. Hvis ikke institutionen overholder fristerne, beholder den ansatte selv rettighederne (§ 11, stk. 5). Hvis institutionen overtager rettighederne til en opfindelse, har den pligt til at udnytte dem (§ 11, stk. 6).

Hvis institutionen beslutter, at den vil have rettighederne overdraget, har den ansatte, hvis institutionen udnytter dem erhvervsmæssigt, krav på et vederlag fra institutionen (§ 12, stk. 1). Hvis institutionen beslutter, at den ansatte selv kan udnytte rettighederne, har institutionen krav på vederlag fra den ansatte (§ 12, stk. 2).

Der skal først skal betales vederlag, når udnyttelsen af opfindelsen giver overskud, fordi indtægterne overstiger udgifterne.

Institutionerne kan fastsætte regler for, hvordan man skal beregne vederlaget (§ 12, stk. 3).

De fleste institutioner kører med en model, hvor institutionen, hvis den overtager rettighederne og udnytter dem erhvervsmæssigt, får 2/3 af overskuddet, den ansatte 1/3. Hvis den ansatte selv har beholdt rettighederne, er modellen normalt, at han får 2/3 af overskuddet, institutionen 1/3.

Loven giver ikke mulighed for, at en institution, der giver en ansat ret til at udnytte en opfindelse omfattet af loven, opgiver at få vederlag.

På en række universiteter mv. er der nedsat særlige »tech-trans«-enheder, nedsat i henhold til en særlig tech trans-lov, der skal fremme samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv. Tech-trans-enhederne har bl.a. som en del af deres opgaver at håndtere rettighederne til forskernes opfindelser.

De regler, der er nævnt ovenfor, gælder kun for opfindelser, der er sket som led i forskerens arbejde som forsker. Opfindelser gjort i fritiden, uden at det har noget med forskerens arbejde at gøre, falder uden for loven.

Se f.eks. følgende sag, som har været forelagt UBVA:

En overlæge på et universitetshospital var ansat til at udføre en vis klinisk forskning baseret på studier af patienter. I sin fritid gjorde han en opfindelse vedr. pacemakere, vha. udstyr, han selv havde købt og betalt for. Opfindelsen skete på baggrund af rent eksperiment forskning i magnetteknologi og havde ikke noget at gøre med hans arbejde på hospitalet. Den region, han var ansat under, anså opfindelsen for omfattet af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner, men ville lade den pågældende beholde retten til den mod et vederlag på 1/3, jf. lovens § 12, stk. 2.

UBVA udtalte, at opfindelsen efter UBVAs opfattelse ikke var gjort »som led i arbejdet« i lovens forstand, og at overlægen selv havde alle rettighederne til opfindelsen.

Lov om arbejdstageres opfindelser

Denne lov gælder som nævnt ikke for lærere og andet videnskabeligt personale ansat ved universiteter og andre højere læreanstalter, jf. lovens § 1, stk. 3. Her gælder i stedet lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner, der er omtalt ovenfor.

For ansatte forskere omfattet af lov om arbejdstageres opfindelser gælder følgende:

Når en ansat forsker har gjort en opfindelse, er arbejdsgiveren berettiget til at kræve retten til opfindelsen overdraget til sig, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. lovens § 5:

  1. Forskeren skal have nået til opfindelsen “gennem sin tjeneste”
  2. Udnyttelsen af opfindelsen skal falde inden for arbejdsgiverens arbejdsområde eller, hvis dette ikke er tilfældet, opfindelsen skal angå en nærmere angiven opgave, som arbejdsgiveren har stillet forskeren

En arbejdstager, der har gjort en opfindelse, som arbejdsgiveren kan kræve overdraget til sig efter lovens § 5, er forpligtet til uden ugrundet ophold at underrette arbejdsgiveren herom under angivelse af sådanne oplysninger om opfindelsen, at arbejdsgiveren sættes i stand til at bedømme opfindelsens betydning, jf. lovens § 6.

Ønsker arbejdsgiveren herefter at erhverve retten til opfindelsen, skal han underrette den ansatte forsker herom inden 4 måneder efter at have modtaget den i § 6 nævnte meddelelse, jf. lovens § 7., stk. 1. Inden udløbet af denne frist må forskeren ikke uden sin arbejdsgivers skriftlige samtykke disponere over opfindelsen eller åbenbare den for andre på en sådan måde, at den kan offentliggøres eller udnyttes for andres regning. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren skriftligt har erklæret at være uden interesse i opfindelsen.

Selv om den nævnte frist ikke er udløbet, kan arbejdstageren, så snart han har givet sådan meddelelse som i § 6 omhandlet, søge patent på opfindelsen eller registrering af frembringelsen, men han skal i så fald forinden underrette arbejdsgiveren herom. Arbejdstageren kan ikke på forhånd give afkald på denne ret.

Halvlederbeskyttelse

Halvlederprodukter (mikrochips) kan ikke patenteres eller brugsmodelbeskyttes. I stedet beskyttes de efter lov om halvlederprodukters topografi (”halvlederloven”). Den går ud på, at man kan få beskyttelse af en mikrochip, hvis man ansøger om det i Patent- og Varemærkestyrelsen. Det er en betingelse for beskyttelse, at den pågældende chip er udtryk for »frembringerens intellektuelle indsats« og »ikke almindelig inden for halvlederindustrien«. Beskyttelsen varer i 10 år fra det år, hvor retten blev stiftet. Se halvlederlovens § 5, stk. 3.

Retten til mikrochips lavet af ansatte forskere tilhører nok den institution, de arbejder ved, medmindre andet er aftalt. Det skyldes halvlederlovens § 4 nr. 2. Det hedder her, at retten til mikrochips lavet af ansatte i erhvervsvirksomheder er hos virksomhederne. Og der står i forarbejderne til loven, at reglen skal forstås sådan, at den også gælder for universitetsansatte. På den anden side er forarbejder til en lov ikke bindende på samme måde som lovteksten, så spørgsmålet er ikke helt juridisk afklaret.

Læs mere

Om Forfatteren

Professor, formand for UBVA