ErhvervsPhD-ordningen
ErhvervsPhD-kandidater indskrives på et universitet, samtidig med at de er ansat i en virksomhed. I den forbindelse indgår ErhvervsPhD-kandidaten og virksomheden en aftale, der tager stilling til ErhvervsPhD-kandidatens rettigheder og pligter i forhold til virksomheden. Det er bl.a. et spørgsmål, hvem der skal have rettighederne til de forskningsdata, ErhvervsPhD-kandidaten frembringer, eller i hvilket omfang ErhvervsPhD-kandidaten skal have tavshedspligt om de ting, vedkommende finder ud af som led i projektet.
Det er som regel virksomheden, der udarbejder udkastet til ansættelseskontrakt. I praksis resulterer det tit i aftaler, der overfører ErhvervsPhD-kandidatens rettigheder til virksomheden i meget stort omfang, eller som pålægger ErhvervsPhD-kandidaten meget vidtgående pligter til hemmeligholdelse. Det kan tit stille ErhvervsPhD-kandidaten i en meget presset situation og belaste samarbejdet med virksomheden. Samtidig kan det også gå ud over ErhvervsPhD-kandidatens forskningsfrihed. Det er derfor vigtigt, både for ErhvervsPhD-kandidater, virksomheder og universiteter, at de aftaler, der indgås mellem ErhvervsPhD-kandidater og virksomheder, er rimelige og afbalancerede.
UBVA har lavet en rapport om de overvejelser, som man efter UBVAs mening bør gøre sig, når virksomheder og ErhvervsPhD-kandidater indgår aftaler om de sidstnævntes rettigheder og hemmeligholdelsespligter.
Til sidst i rapporten findes UBVAs forslag til formulering af den slags aftaler.