Dobbeltpublicering, overlappende publikationer og selvplagiering

Generelt

Hvis forskere genbruger stof, de allerede har publiceret én gang, i nye publikationer, har de i et vist omfang en forskningsetisk forpligtelse til at gøre opmærksom på det. Hvis ikke de lever op til det, kan der være tale om et forskningsetisk angribeligt ”selvplagiat”. Spørgsmålet er imidlertid, hvor grænserne går.

Mens der på nogle videnskabelige områder har dannet sig ret faste principper for disse fænomener, giver de på andre videnskabelige områder anledning til tvivl.

 

Selvplagiat kan være i strid med ansvarlig forskningspraksis, men ikke være uredelighed

Udvalgene vedrørende videnskabelig uredelighed (UVVU) anså sig for kompetente til at beskæftige sig med selvplagiat-problemstillinger og gjorde det ofte. Det skete bl.a. i den såkaldte Klarlund-sag. Her blev den kendte læge Bente Klarlund fundet uredelig af UVVU, bl.a. fordi hun havde genbrugt måleresultater. UVVUs afgørelse blev siden erklæret ugyldig af Østre Landsret. Se interviews med Klarlund-sagens hovedpersoner på UBVAs symposium Forskning, etik og jura, 2014 og på UBVAs arrangement om Forskningsetik og retssikkerhed på Folkemødet på Bornholm 2015.

UVVUs efterfølger Uredelighedsnævnet kan derimod ikke beskæftige sig med selvplagiatsager. Det skyldes, at § 3 definerer uredelighed som omfattende bl.a. ”plagiering”, hvilket igen defineres som ”Tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering”. At selvplagiat højst kan stride mod ansvarlig forskningspraksis, men ikke være udtryk for uredelighed, er bevidst understreget flere steder i forarbejderne til uredelighedsloven. Se nærmere forarbejderne til loven på https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201612L00117.

Uddrag af forarbejderne til forslag til lov om videnskabelig uredelighed m.v. af 25. januar 2017:

[Der] foreslås en mindre justering af definitionen af plagiering ved en tilføjelse af, at plagiering omfattet af uredelighedsbegrebet vedrører tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber. Denne justering foreslås for at skabe overensstemmelse med international praksis og opfattelsen i de danske forskningsmiljøer, hvorefter selvplagiering, dvs. genbrug af eget tidligere anvendt stof uden retmæssig kreditering, ikke kan betragtes som videnskabelig uredelighed. Det bemærkes hertil, at selvplagiering vil kunne falde ind under definitionen af tvivlsom forskningspraksis i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5.

[…]

Selvplagiering i form af eksempelvis genbrug af egne tidligere anvendte tekstpassager og lignende vil […] alene kunne behandles som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis. Det forventes endvidere, at forfatterskabstvister som udgangspunkt vil blive håndteret som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis fremfor at blive anset som videnskabelig uredelighed i form af plagiering.

Videnskabsetiske normer om selvplagiat

Selvom selvplagiat ikke kan være udtryk for egentlig uredelighed, kan det stadig stride mod ansvarlig forskningspraksis. Kodeks for forskningsintegritet udtaler nærmere i pkt. 3.1.:

1. Forskningsresultater bør publiceres på en ærlig, gennemsigtig og præcis måde.

2. Publicering af de samme resultater i mere end én publikation må kun forekomme under særlige, tydeligt forklarede og fuldt oplyste omstændigheder.

iii. Hvis primært materiale, data, fortolkninger eller resultater genanvendes, bør der gøres tydeligt rede for dette.

…

1. Ved anvendelse af eget arbejde … i en publikation skal der angives tilstrækkelige og præcise referencer hertil.

Begreberne “primært materiale” og “data” er defineret således i kodeksen (side 9):

Primært materiale er ethvert materiale (f.eks. biologisk materiale, noter, interviews, tekster og litteratur, digitale rådata, registreringer, osv.), der udgør grundlaget for forskningen.

Data er detaljerede optegnelser over det primære materiale, som udgør grundlaget for den analyse, der fører til resultaterne.

Kodeksen respekterer traditionen på de forskellige videnskabelige områder

Når man umiddelbart læser kodeksens regler, kunne man få indtryk af, at alle former for genbrug af tidligere publiceret stof altid skal deklareres, og at en lang række tilfælde af genbrug, som man plejer at opleve som naturlige, nu er i strid med ansvarlig forskningspraksis.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Kodeksens generelle udgangspunkt er nemlig, at dens regler skal forstås og administreres på en måde, som respekterer traditionerne inden for de forskellige forskningsområder. Det fremgår af kodeksens s. 5. Det hedder her:

Kodekset omfavner alle forskningsområder med anerkendelse af, at standarderne for ansvarlig forskningspraksis skal implementeres på forskellige måder inden for de respektive forskningsområder. Dette betyder, at nogle anbefalinger kan være mere relevante for et bestemt forskningsområde og samtidig være mindre anvendelige på andre områder. Anbefalingerne i kodekset skal altid forstås i overensstemmelse med den etablerede praksis inden for de enkelte forskningsområder.

Det har stor betydning, når man tolker kodeksens regler om selvplagiat.

Egentlig dobbeltpublicering

Der er tale om egentlig dobbeltpublicering, hvis det samme manuskript, fx til en videnskabelig artikel, publiceres mere end én gang. Der tales i den forbindelse om primær publikation og sekundære publikationer. Der kan nævnes mange eksempler på legitim dobbeltpublicering, herunder

• Offentliggørelse af en artikel på flere sprog
• Optryk af en tidligere publiceret videnskabelig artikel i en antologi, som samler en række væsentlige videnskabelige bidrag på det gældende område
• Publicering af et bidrag til et festskrift, som ofte kun har få læsere, i et videnskabeligt tidsskrift
• Parallelpublicering i et open access repositorium

Egentlig dobbeltpublicering uden tydelig angivelse af, at det pågældende manuskript er publiceret tidligere, anses i almindelighed for at være et brud på ansvarlig forskningspraksis.

Mange tidsskrifter stiller krav om, at indsendte manuskripter ikke er publiceret (eller offentliggjort) tidligere. Hvis de accepterer sekundære publikationer, er der ofte fastsat særlige regler for dem. På nogle videnskabelige områder er der udviklet mere generelle retningslinjer for sekundære publikationer. Se fx ICMJE’tain’t retningslinjer for sekundære publikationer.

Egentlig dobbeltpublicering kræver altså, at det angives, at der er tale om det. Ellers er det et brud på ansvarlig forskningspraksis. Herudover følger det af ophavsretlige regler, at dobbeltpublicering vil kunne kræve tilladelse  fra det forlag/tidsskrift, der først har offentliggjort den pågældende artikel m.v. Hvis der er flere forfattere (ophavsmænd) til det pågældende manuskript, kræver egentlig dobbeltpublicering desuden alle forfatteres samtykke. Ellers kan det være i strid med deres rettigheder ifølge ophavsretsloven.

Overlappende publikationer og andre former for genbrug

Egentlig dobbeltpublicering vil sige, at man udgiver det samme manuskrift flere gange. På mange videnskabelige områder er det herudover ikke usædvanligt, at der er et vist overlap mellem en forskers forskningspublikationer, selvom de ikke nødvendigvis er ens. Det kan fx være, at flere publikationer bygger på det samme materiale (forskningsdata) eller formidler de samme resultater. På nogle områder tales der ligefrem om, at forskere kan have en strategisk interesse i at offentliggøre deres forskning i least publishable units, såkaldt salami-publicering.

I praksis vil det genbrug, der sker, typisk falde i to grupper, der aktualiserer hver deres forskningsetiske spørgsmål:

For det første er det et spørgsmål, i hvilket omfang forskere har pligt til at nævne det i tilfælde, hvor de genbruger tekststykker og formuleringer, som de allerede tidligere har brugt i tidligere publikationer.

For det andet er det et spørgsmål, i hvilket omfang forskere har pligt til at nævne det, hvis de genbruger andet end tekststykker og formuleringer, herunder forskningsdata og primært materiale, konklusioner mm.

Genbrug af tidligere publicerede tekststykker og formuleringer

Det anses som sagt generelt for at stride mod ansvarlig forskningspraksis at genudgive den samme publikation flere gange uden at nævne, at det er det man gør.

Derimod forekommer det meget tit, at forskere, der beskæftiger sig med det samme emne i flere publikationer, genbruger de formuleringer, de allerede tidligere har brugt, men uden at oplyse for læseren, at der er tale om tekstgenbrug. En juridisk forsker, der for sjette gang i sin karriere beskriver reglerne om ”ansattes ophavsrettigheder”, kan fx ikke have nogen forskningsetisk forpligtelse til at finde på helt nye formuleringer i hver af de seks publikationer, men må have lov til at gentage sig selv i et rimeligt omfang, uden at det behøver fremgå for læseren, præcis hvilke ord og sætninger der går igen. Det er helt sædvanligt på det juridiske område, hvor vi ofte beskriver de samme regler mange forskellige steder i løbet af vores karriere. Denne praksis er ikke i strid med ansvarlig forskningspraksis, fordi det fremgår af kodeksen for forskningsintegritet s. 5, at kodeksens regler respekterer etablerede videnskabelige traditioner. Spørgsmålet er imidlertid, hvilket omfang tekstgenbruget kan have, og om der kommer et punkt, hvor det er så stort, at det bør nævnes at der er tale om genbrug. Hvor går grænsen? Ved ½ side? Ved 2 sider? 5 sider? 10 sider? 20 sider?

Praksisudvalget ved Københavns Universitet har udtalt sig detaljeret om emnet i sin afgørelse af 29. marts 2016. I sagen var den tidligere forskningsminister Esben Lunde Larsen anklaget for bl.a. selvplagiat, fordi han visse steder i sin ph.d.-afhandling havde genbrugt formuleringer, som han allerede havde brugt i tidligere publikationer.

Praksisudvalget udtalte:

Praksisudvalget finder, at reglerne om god videnskabelig praksis generelt skal fortolkes i lyset af reglernes formål, der i denne sammenhæng navnlig er at sikre mod vildledning om egen indsats og resultater. Dette betyder, at selv ved gengivelse af relativt omfattende dele af egen tidligere publiceret tekst vil der normalt ikke ske vildledning om egen indsats og resultater, og den objektive betingelse (se nærmere s. 6) for, at der foreligger brud på god videnskabelig praksis, vil derfor ikke være opfyldt. Betingelsen vil formentlig kun være opfyldt, hvis gengivelsen af egen tidligere tekst uden kildehenvisning og citationstegn har en vis systematisk karakter, eksempelvis hvis gengivelsen er egnet til at give det indtryk, at den pågældende har en betydeligt større original videnskabelig produktion, end tilfældet i realiteten er. Hvis den uoplyste genbrug af egen tekst indgår i en eksamen/afhandling, der er en del af/skal føre til en akademisk grad, kan der efter omstændighederne foreligge vildledning om omfanget af originalt arbejde. Som nævnt ovenfor bør dette give anledning til selvstændige overvejelser om dobbeltmerit, som det imidlertid ligger uden for udvalgets kompetence at tage stilling til.

Brug af tekst, der er forfattet af andre, i et forskningsarbejde må […] bedømmes væsentligt strengere end genbrug af egen tekst. […]

En af de ting, Esben Lunde Larsen var kritiseret for, var, at han ikke havde nævnt i ph.d.-afhadlingen, at den drejede sig om samme emne som hans speciale. I den forbindelse udtalte Praksisudvalget:

Du har i dine kommentarer anført, at du beklager, at du ikke har fået redegjort for den brug, som du i ph.d.-afhandlingen har gjort af det indledende arbejde med emnet, som du havde foretaget i dit speciale.

Praksisudvalget noterer sig din beklagelse, idet udvalget bemærker, at det ikke er ualmindelig praksis, at et speciale i større eller mindre grad nyttiggøres i en ph.d.-afhandling. I sådanne tilfælde finder Praksisudvalget, at dette bør anføres. Kravene hertil afhænger af, i hvilken udstrækning specialet nyttiggøres. Når det drejer sig om tekst, der vedrører alment kendte forhold, som det er tilfældet i nærværende sag, vil det normalt være overlødigt og unaturligt at henvise til specialet, hver gang der er et vist tekstsammenfald. I sådanne situationer vil det efter omstændighederne række med en henvisning i en samlet fodnote, i forordet eller på anden måde. Henset til den relativt begrænsede brug af specialet i såvel kvantitativ som kvalitativ henseende, finder udvalget, at den manglende henvisning til specialet ikke i sig selv er i strid med god videnskabelig praksis.

Afgørelsen indebærer følgende:

• Skjult genbrug af selv relativt store tekststykker er acceptabelt, hvis ikke det giver et vildledende indtryk af forfatterens videnskabelige indsats
• Skjult genbrug af egen tekst kan stride mod god videnskabelig praksis, hvis det sker på systematisk måde, der vildleder om omfanget af forfatterens videnskabelige indsats
• Karakteren af det værk, hvor tekstgenbruget sker, spiller en rolle. Det er bl.a. betydningsfuldt, om der er tale om et værk, der skal lede til en akademisk grad. I den slags værker skal det nævnes (evt. i forordet), hvis værket bygger på forfatterens speciale.

Principperne fra afgørelsen er siden gentaget af KUs praksisudvalg i senere sager, herunder 31/2018 og 34/2018.

Esben Lunde Larsen-afgørelsen er formelt set ikke bindende uden for Københavns Universitet, heller ikke for uredelighedsnævnet. Efter UBVAs opfattelse er de principper, som afgørelsen udtrykker, imidlertid rimelige og afbalancerede. Vi kan derfor anbefale, at afgørelsens principper også anvendes uden for Københavns Universitet.

Synspunkter, der ligger tæt op ad kriterierne i Esben Lunde Larsen-sagen, fremgår også af et Notat om dobbeltpublicering og selvplagiering offentliggjort af Aarhus Universitets praksisudvalg 24. maj 2016. Det hedder her bl.a., at det inden for nogle af de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag, der ikke har karakter af eksakte videnskaber, er

… jævnligt forekommende – og ikke i strid med alment accepterede videnskabsnormer – at en forfatter, som tidligere har analyseret f.eks. en lovbestemmelse eller et skønlitterært værk (og publiceret sit analyseresultat), senere i en anden publikation på det samme kildegrundlag fremlægger samme fortolkning eller vurdering uden at henvise til, at han/hun tidligere på samme grundlag har fremlagt og plæderet for samme ”resultat” – måske endda i passager med helt samme ordvalg. Ingen har hidtil drømt om i almindelighed at betegne dette som videnskabsetisk dubiøst – det vil tværtimod efter omstændighederne i fagfællekredse kunne opleves som overflødigt eller ligefrem unødigt selvhævdende, hvis nogen henviser til sig selv igen-igen på områder, hvor det i højere grad er argumentationen end referencer til tidligere eksakte studier, der tæller. Egentlig ”text recycling” (selvplagiering), hvor man uden at oplyse herom direkte copy-paster fra sig selv, kan dog også her efter omstændighederne – men ikke i almindelighed – kunne karakteriseres som ”questionable” i ovennævnte forstand.

På mange områder er det en udbredt praksis, at forskere gentager egen tekst i de afsnit, hvor de beskriver deres metode. Det anses ikke for stridende mod ansvarlig forskningspraksis. Se f.eks. uredelighedsnævnets afgørelse af 12. november 2018. Nævnet – der sådan set ikke kan beskæftige sig med selvplagieringsproblemstillinger – tillod sig ikke desto mindre her at udtale, at

Tekstsammenfaldet mellem publikation III og bilag c vedrører altovervejende metodeafsnittet i publikation III. Nævnet finder, at dette tekstsammenfald ikke går ud over, hvad der kan forventes, når der er tale om, at det er de samme forsøg, der afrapporteres i publikation III og bilag c. Et vist tekstsammenfald mellem metodeafsnit i artikler, der afrapporterer de samme forsøg, er bredt accepteret i den videnskabelige verden og kan generelt ikke anses for at udgøre selvplagiering. Der er derfor efter nævnets vurdering med denne del af sagen ikke tale om plagiering […]

Genbrug af tidligere publicerede forskningsdata, resultater mm.

Det forrige afsnit drejer sig om, hvorvidt det er i strid med ansvarlig forskningspraksis, at forskere gentager formuleringer og tekstpassager uden at nævne, at der er tale om genbrug.

Forskere kan imidlertid også genbruge andet end egentlig tekst, f.eks. opfattelser, konklusioner, forskningsdata og primært materiale. Spørgsmålet er, i hvilket omfang det er i strid med ansvarlig forskningspraksis.

Kodeksens regler i pkt. 3.1., citeret ovenfor, kan efterlade indtryk af, at alle former for genbrug er problematisk, medmindre genbruget tydeligt klareres. Det er imidlertid ikke en realistisk forståelse. Som det fremgår af kodeksen s. 5, skal dens regler også på dette område respektere etablerede traditioner rundt omkring på de forskellige videnskabelige områder. Og på mange områder er det sædvanligt at genbruge forskningsdata, konklusioner mm. uden at nævne det.

Eksempel 1: En retsvidenskabelig forsker arbejder med en række retskilder (bl.a. med lovtekster og domme), som må anses for at være “primært materiale” i retningslinjernes forstand. En retsvidenskabelig forsker vil ofte lave optegnelser over fx de domme, der findes om en bestemt problemstilling, som derefter indgår i forskerens retsvidenskabelige analyser. Det er utvivlsomt ikke et krav i retsvidenskabelig forskning, at man ved “genbrug” af de samme retskilder (evt. baseret på tidligere optegnelser herover) “gør tydeligt rede for dette” som anført i retningslinjernes punkt iii.  

Eksempel 2: En retsvidenskabelig forsker, der er ved at skrive en lærebog, kommer i denne ind på emnet ”ansattes ophavsrettigheder”, hvilket er et emne, som vedkommende har beskæftiget sig med i 5 tidligere publikationer. Forskeren mener det samme i lærebogen som i de tidligere publikationer og gentager dermed egne konklusioner. Inden for retsvidenskab er der ikke nogen etableret praksis om, at forskere udtrykkeligt skal opremse de publikationer, hvor de mener det samme. Det er derfor givet, at det ikke kan anses for at stride mod ansvarlig forskningspraksis, hvis forskeren i lærebogen undlader at nævne, at han eller hun er nået frem til de samme konklusioner før, eller hvor det er sket henne.

Inden for de våde områder, derimod – herunder inden for lægevidenskab – ser man traditionelt med mere strenge øjne på genbrug af forskningsdata og primært materiale. Se f.eks. Aarhus Universitets ”Standarder for ansvarlig forskningspraksis ved Health” pkt. 3:

Skjult dobbelt publikation dvs. identiske eller næsten identiske publikationer eventuelt i oversættelse må ikke finde sted. Omvendt accepteres sekundærpublikation (eksempel: engelsksproget artikel der senere publiceres på dansk i Ugeskrift for Læger – eller omvendt), når det gøres i åbenhed. Anvendelse af de samme data eller delmængder deraf i forskellige fremstillinger er ikke dobbeltpublikation, forudsat at der klart oplyses om den datamæssige sammenhæng mellem et nyt arbejde og et foregående arbejde, således at bedømmerne og læserne får fuld indsigt.

Samme holdning lå bag UVVUs afgørelse i Klarlund-sagen, hvor UVVU anså Bente Klarlund for uredelig, fordi hun havde brugt de samme målinger i flere artikler uden at nævne det. UVVU bemærkede:

Udvalget bemærker indledningsvist, at grundlaget for, at der i empirisk videnskab med biologisk materiale skal oplyses om anvendelse af samme materiale i flere videnskabelige undersøgelser, er, at de enkelte undersøgelsers resultater og konklusioner er baseret på stikprøver. Ud fra disse stikprøver er det undersøgelsernes formål at beskrive sammenhænge af generel karakter, dvs. gældende for alle individer med de karakteristika, der indgår i undersøgelserne. Da individuelle forskelle i reaktionsmønstre er almindelige for biologiske materialer, beror undersøgelsesresultaters værdi og generaliserbarhed i høj grad på resultater af andre stikprøver, der viser resultater af lignende eller understøttende karakter. Hvis der ikke oplyses om undersøgelsesresultaternes baggrund i samme stikprøve, forledes læseren til at tro, at der er tale om forskellige stikprøver. Dermed vil konklusioner med baggrund i samme biologiske stikprøvemateriale få større vægt, end de er berettiget til, og fejlkonklusioner er nærliggende.

Udvalget bemærker dernæst, at materiale fra forsøg udført på mennesker selvfølgelig kan anvendes i flere undersøgelser og videnskabelige artikler. I den forbindelse er det udvalgets opfattelse, at der kan være særdeles gode grunde til maksimal udnyttelse af materiale, som er indsamlet med et ikke ubetydeligt ubehag for forsøgspersonen. Ved udøvelse af ansvarlig forskningspraksis skal læseren altid orienteres om alle fornødne oplysninger med henblik på at kunne vurdere de pågældende artiklers resultater på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Dette vil i mange tilfælde indebære, at læseren skal oplyses eksplicit om oprindelsen af forsøgsmateriale og om eventuel tidligere anvendelse af samme materiale, hvilket kan ske i form af 1-2 relevante referencer eller henvisning til et kendt navn på et projekt, en biobank, e.l.

Udvalget kan på baggrund af Klagers og Indklagedes anbringender, herunder Indklagedes henvisning til en skrivelse fra 70 danske forskere og en række videnskabelige arbejder, hvor samme forsøgspersoner anvendes i forskellige artikler, konstatere, at der ikke foreligger en tilstrækkelig entydig praksis for, at der generelt oplyses om forsøgsmaterialets oprindelse, herunder tidligere anvendelse i artikler, der baseres på samme forsøgspersoner. Udvalget har således foretaget en overordnet gennemgang af de artikler, som Indklagede henviser til, jf. afsnit 7. Udvalget finder imidlertid som angivet ovenfor, at det følger af god videnskabelig praksis, at de konkrete omstændigheder ved et givent videnskabeligt arbejde kan medføre, at oplysninger om forsøgsmaterialets oprindelse skal oplyses eksplicit i den pågældende artikel. Dette gør sig bl.a. gældende i følgende tilfælde: i. Når resultaterne fra to eller flere artikler baseret på samme forsøgspersoner sammenholdes og anvendes til at understøtte de enkelte artiklers konklusioner. Hvis oplysninger om forsøgsmaterialets oprindelse ikke gives i sådanne tilfælde, forholdes læseren viden om sammenhængen i undersøgelsesresultaterne i de forskellige artikler og konklusionernes indbyrdes afhængighed. Dette kan i yderste konsekvens føre til, at resultater fra samme studie anvendes i forskellige publikationer til at understøtte artiklernes konklusioner, uden at læseren er vidende om, at det er samme forsøg og forsøgspersoner, der er tale om. På denne måde kan ét studie anvendes til at underbygge en lang række konklusioner via efterfølgende artikler, idet konklusionerne derved optræder som tilsyneladende uafhængige. ii. Når en selektion af forsøgspersoner holdes skjult for læseren ved manglende oplysninger om forsøgsmaterialets oprindelse. Læseren forholdes herved mulighed for at kunne vurdere artiklens resultater på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Se nærmere UVVUs afgørelse af 28. august 2014 s. 78 ff.

Landsretten afviste dog, at Bente Klarlund havde handlet uredeligt. Se landsrettens dom her.

I Aarhus Universitets praksisudvalgs tidligere nævnte notat hedder det:

”Genanvendelse af egne forskningsdata (i nye publikationer) kan […] efter omstændighederne være både acceptabelt og ønskværdigt, navnlig hvor materialet helt eller delvis genbruges/genanalyseres til opnåelse af nye resultater og ny erkendelse. Det gælder også, selv om de nye resultater i et vist (begrænset) omfang måtte være overlappende med de tidligere publicerede […]. Kravet er blot […], at der skal gøres åbent og ærligt rede for dette, således at der er fuldstændig gennemsigtighed om forholdet, overalt hvor det har relevans. Den danske kodeks synes her at gå meget langt, når den i sin definition af ”primært materiale” og ”data”, […] som der ”bør gøres tydeligt rede for”, også medtager personlige noter, anvendt litteratur o.l. Her må efter Praksisudvalgets opfattelse indfortolkes en relevans- og proportionalitetsbegrænsning – med udgangspunkt i det enkelte forskningsområdes særlige karakteristika […].

[…]

Selv om Den danske kodeks overordnet set tilstræber at gælde inden for alle forskningsområder, er det utvivlsomt, at standarderne ikke skal udmøntes fuldstændig ens inden for alle fagområder, hvilket kodeksen også selv giver udtryk for (s. 5). […] Da standarder i modsætning til faste regler er kendetegnet ved at kunne tage farve efter omgivelserne og konteksten, vil der både kunne og skulle tages hensyn til de forskellige vilkår og traditioner fagområderne imellem.

Inden for de naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige fag, hvor forskningen i høj grad baserer sig på naturlove/naturkonstanter og eksakte empiriske lovmæssigheder, vil den nødvendige åbenhed og gennemsigtighed typisk kræve, at der i forbindelse med gentagen anvendelse i flere studier af samme rådata eller samme ”primære materiale” oplyses om den datamæssige sammenhæng, herunder især et eventuelt metode- eller resultatmæssigt overlap, mellem det ”tidligere” og det ”nye” arbejde. Det nye arbejde bør således her – hvis det indeholder eller bygger videre på tidligere studier – tydeligt skelne mellem på den ene side de tidligere opnåede resultater og på den anden side den nye måde at behandle de benyttede rådata på samt det nye udbytte heraf. […]

I hvert fald inden for nogle af de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag, der ikke har karakter af eksakte videnskaber, forholder det sig anderledes. Her er det jævnligt forekommende – og ikke i strid med alment accepterede videnskabsnormer – at en forfatter, som tidligere har analyseret f.eks. en lovbestemmelse eller et skønlitterært værk (og publiceret sit analyseresultat), senere i en anden publikation på det samme kildegrundlag fremlægger samme fortolkning eller vurdering uden at henvise til, at han/hun tidligere på samme grundlag har fremlagt og plæderet for samme ”resultat” – måske endda i passager med helt samme ordvalg. Ingen har hidtil drømt om i almindelighed at betegne dette som videnskabsetisk dubiøst – det vil tværtimod efter omstændighederne i fagfællekredse kunne opleves som overflødigt eller ligefrem unødigt selvhævdende, hvis nogen henviser til sig selv igen-igen på områder, hvor det i højere grad er argumentationen end referencer til tidligere eksakte studier, der tæller. Egentlig ”text recycling” (selvplagiering), hvor man uden at oplyse herom direkte copy-paster fra sig selv, kan dog også her efter omstændighederne – men ikke i almindelighed – kunne karakteriseres som ”questionable” i ovennævnte forstand.

Afhandlinger, der skal føre til en akademisk grad

I afhandlinger, der skal lede til en akademisk grad, f.eks. ph.d.-afhandlinger, bør det udtrykkeligt fremgå, hvis afhandlingen viderefører forfatterens speciale. Det fremgår af KUs Praksisudvalg afgørelse i Esben Lunde Larsen-sagen, citeret ovenfor. Det er også antaget i notatet fra Aarhus Universitets praksisudvalg. Det kan f.eks. nævnes i forordet, at afhandlingen viderefører de studier, forfatteren påbegyndte i sit speciale.

Hvis en afhandling, der skal lede til en akademisk grad, bygger på forfatterens tidligere publicerede værker, kræves der muligvis mere præcise henvisninger. Det er i hvert fald opfattelsen i notatet fra Aarhus Universitets praksisudvalg. Det hedder her:

“Et særligt spørgsmål rejser sig i de tilfælde, hvor stof, som tidligere er blevet bedømt i forbindelse med opnåelsen af en kandidat- eller ph.d.-grad, i større eller mindre omfang genanvendes i en senere afhandling, som indleveres med henblik på erhvervelse af ph.d.- eller doktofafhandling. Spørgsmålet accentueres inden for de fag, hvor det mere er reglen end undtagelsen, at ph.d.-afhandlinger skrives over mere eller mindre samme emne som den studerendes speciale, eller hvor selve studieordningen (som det generelt er tilfældet med 4+4-forløbene) lægger op til dette.

Er det pågældende tidligere arbejde publiceret, bør den nye afhandling rumme præcise referencer hertil efter de retningslinjer, der […] gælder for al videnskabelig produktion. Uanset om den pågældendes tidligere bedømte arbejde er publiceret eller ej, bør imidlertid altid kunne kræves i en afhandling, som skal indbringe sin forfatter en videnskabelig grad og dermed  bl.a. skal præstere en vis nyhedsværdi, at eventuel genavendelse af tidligere bedømt materiale gøres tydeligt for læserne/bedømmerne. Dette kan, hvis det tidligere bedømte arbejde er upubliceret, normalt gøres i generelle vendinger ved f.eks. blot at nævne, at dette eller hint afsnit ”bygger på” forfatterens tidligere speciale (eller andet arbejde, som forfatteren tidligere er blevet krediteret for). Er det tidligere bedømte arbejde publiceret, må der kunne kræves tydeligere og mere præcise referencer hertil.

Samlet set må forpligtelsen til at angive tydelige og pålidelige oplysninger om eventuel inddragelse af egne tidligere arbejder således antages generelt at være skærpet i forhold til anden (”almindelig”) videnskabelig publicering, når et manuskript indleves til bedømmelse med henblik på at opnå en akademisk grad […].”

Ophavsretlige begrænsninger for genanvendelse af eget arbejde 

Forskningspublikationer er normalt beskyttet af ophavsret som ”litterære værker”, og denne ophavsret tilkommer den eller de forskere, der har frembragt værket, jf. ophavsretslovens § 1 og § 6.

Ophavsretten indebærer blandt andet, at det kræver forskernes samtykke at råde over værket ved at fremstille eksemparer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden (fx ved at udgive eller offentliggøre det). Ophavsretten beskytter ikke bare værket som helhed, men også enhver del af værket, som er præget af ophavsmandens personlige skabende indsats. Det kan fx være en krænkelse af forskernes ophavsret, hvis andre uden deres samtykke gengiver konkrete uddrag af en bog (forudsat der ikke er tale om et lovligt citat) eller skriver en bog med samme originale struktur/opbygning. Derimod beskytter ophavsretten fx ikke abstrakte idéer, teorier, emner, metoder, pointer m.v. Det betyder bl.a., at det ikke udgør en krænkelse af forskernes ophavsret at skrive en bog om samme emne, der er baseret på samme grundlæggende idé og evt. baseret på brug af samme metoder osv. I disse tilfælde kan det imidlertid være forskningsetisk forkert at gøre dette, hvis det sker uden behørig kreditering af forskernes bog.

Læs mere i UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere.

Fælles ophavsret til det tidligere arbejde

Når flere forskere har frembragt en forskningspublikation, der beskyttes ophavsretligt som et litterært værk, i fællesskab, har de fælles ophavsret til værket. Det betyder, at det som udgangspunkt kræver samtykke fra alle ophavsmænd (forskere), hvis nogen ønsker at råde over værket på en måde, som kræver ophavsmandens samtykke, jf. bemærkningerne ovenfor. Dette gælder også, hvor fx én forsker ønsker at genbruge ophavsretligt beskyttede dele af den fælles forskningspublikation. Hvis dette gøres uden samtykke, krænker forskeren således de andre ophavsmænds ophavsret til den pågældende forskningspublikation.

Når ophavsretten til det tidligere arbejde er overdraget til et forlag m.v.

De fleste forskningspublikationer udgives på bog- eller tidsskriftsforlag, og i denne forbindelse overdrager forskerne ophavsretten til den pågældende publikation til forlaget helt eller delvist. Det afhænger altid af en konkret vurdering af den enkelte aftale om publicering, hvordan forskeren er stillet i denne henseende, men i mange tilfælde indebærer forskerens publicering af værket blandt andet følgende:

1. At forskeren ikke uden forlagets samtykke må udgive eller offentliggøre den pågældende forskningspublikation (værket) på anden vis, herunder på et andet forlag eller i et open access repositorium.
2. At forskeren ikke uden forlagets samtykke må genbruge dele af forskningspublikationen (værket), som i sig selv er udtryk for forskerens personlige skabende indsats (jf. bemærkningerne ovenfor), i andre sammenhænge, herunder i andre forskningspublikationer, undervisning og formidling. Dette er en konsekvens af, at forskeren har overdraget sin ophavsret til forlaget.
3. At forskeren har en loyalitetspligt over for det forlag, der har udgivet bogen/artiklen. For bogudgivelser indebærer dette ofte, at forskeren ikke uden forlagets samtykke må udgive andre bøger, der direkte konkurrerer med det værk, som forlaget har udgivet, og som underminerer forlagets muligheder for at afsætte det.

En forsker, der har fået udgivet en forskningspublikation på Forlag X, vil således i en række tilfælde handle retsstridigt i forhold til Forlag X, hvis forskeren uden samtykke fra Forlag X genudgiver den samme publikation på et andet forlag, fx som bog eller som artikel i et tidsskrift. Hvis Forlag X giver sig samtykke til genudgivelsen, handler forskeren derimod ikke retsstridigt i forhold til Forlag X.

I nogle tilfælde udgives eller offentliggøres forskningspublikationer uden nogen nærmere aftale om vilkårene herfor. Det kan fx være tilfælde, hvor der ikke indgås nogen egentlig aftale om publicering med et tidsskrift. I sådanne tilfælde må det bl.a. vurderes, hvad der mellem parterne har været forudsat omkring publiceringen. I nogle tilfælde har tidsskriftet fastsat vilkår for publicering på en hjemmeside, som forskeren måske ikke har været opmærksom på ved indsendelse af artiklen – i mange tilfælde vil disse vilkår imidlertid kunne tillægges betydning alligevel. Det afhænger dog altid af en konkret vurdering.

Når det gælder ph.d.-afhandlinger, der indgives til bedømmelse ved en dansk forskningsinstitution, er institutionen ifølge ph.d.-bekendtgørelsen forpligtet til at gøre afhandlingen offentligt tilgængelig i forbindelse med ph.d.-forsvaret. Det er UBVA’s vurdering, at dette ikke indebærer nogen overdragelse af ophavsret til institutionen ud over hvad der er nødvendigt for at opfylde forpligtelsen efter ph.d.-bekendtgørelsen.

Sammenfatning

Ophavsretten kan i nogle tilfælde betyde, at forskere kun kan genbruge dele af deres tidligere forskningspublikationer med samtykke fra det forlag, der har udgivet den pågældende forskningspublikation, og/eller med samtykke fra de andre forskere, som har været med til at frembringe den pågældende publikation.