Formidling og ytringsfrihed

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage og meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser…”

§ 2. Offentligt ansatte må ikke mødes med negative ansættelsesretlige reaktioner på grund af ytringer, som fremsættes på egne vegne. Offentligt ansatte må endvidere ikke hindres eller forsøges hindret i at fremsætte sådanne ytringer.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis

1) ytringen indeholder fortrolige oplysninger, som det er strafbart at videregive eller udnytte efter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt for den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller det i øvrigt følger af anden lovgivning, at en oplysning ikke kan videregives,

2) ytringen er freds- eller ærekrænkende,

3) ytringen er fremsat i urimelig grov form eller der er tale om åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for den offentligt ansattes eget arbejdsområde eller

4) hensynet til myndighedens eller institutionen m.v.s. interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde tilsiger det.

Rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed kan opsummeres på følgende måde: 
• Man skal gøre det klart, at man udtaler sig på egne vegne og ikke på myndighedens vegne. 
• Man må ikke bryde sin tavshedspligt. 
• Man må ikke udtale sig på en freds- eller ærekrænkende måde, f.eks. ved at fremsætte injurier.    
• Man må ikke udtrykke sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for ens eget arbejdsområde.  

Holder man sig inden for disse rammer, må man som udgangspunkt sige, hvad man vil. Det 
gælder, selv om man udtaler sig kritisk over for sin arbejdsplads. Det gælder også, selv om 
man ikke først har rejst kritikken internt eller i øvrigt orienteret sin ledelse.  
Sidder man tæt på myndighedens ledelse, skal man dog også være opmærksom på nogle 
andre forhold. Det er beskrevet nedenfor under overskriften ”myndighedens interne 
beslutningsproces og funktionsevne”.

7 principper for god forskningskommunikation

(1) Korrekthed. Når forskning kommunikeres, skal indholdet være korrekt og give målgruppen en retvisende forståelse af de relevante faktuelle forhold både i resultaterne og forskningen bag.

(2) Relevans. Forskningskommunikation bør inddrage alle forhold, der må antages at være relevante for modtagerens forståelse af forskningens resultater. Relevant information om fx resultaternes betydning, proportioner og generelle kontekst er med til at tegne det fulde billede af forskningen, og hvilken betydning den har, og bør inkluderes i størst mulig udstrækning. Der bør så vidt muligt henvises til bagvedliggende forskningspublikationer, samt, hvor det er relevant, til anden forskning.

(3) Usikkerhed. Forskningskommunikation bør tydeliggøre, hvilke metoder og antagelser forskningsresultater og vurderinger er baseret på og de usikkerheder, der knytter sig hertil. Videnskabelige resultater er altid behæftet med varierende grader af usikkerhed, som er knyttet til de anvendte metoder, forskningsdesign, data eller teoretiske baggrundsantagelser m.m. Det bør gøres klart, hvad disse usikkerheder indebærer for et forskningsresultat eller andet, der kommunikeres.

(4) Videnskabelig status. Forskningskommunikation bør forklare den pågældende forsknings status i det relevante videnskabelige miljø. Har resultaterne bred opbakning i det videnskabelige miljø, eller afviger de fra den generelle konsensus på området? Er der tale om foreløbige resultater, eller er de publicerede i videnskabelige kanaler, og hvilken status har disse kanaler?

(5) Ophav. Forskningskommunikation bør gøre det klart, hvem der er ophav til den viden, der kommunikeres. Ofte kommunikerer forskere viden, som stammer fra andre dele af forskningsfællesskabet – det vil sige viden, de ikke selv har produceret. Det er en vigtig del af forskningskommunikation at videregive denne viden til samfundet, men ophav bør fremgå af kommunikationen, som den også gør det i forskningen.

(6) Perspektiv. Forskere har både ret og pligt til at engagere sig i samfundsdebatten med perspektiver af etisk, politisk eller videnskabelig art. Der bør det være tydeligt, om et perspektiv falder inden for forskerens eget ekspertiseområde, er baseret på forskerens generelle viden om et bredere felt, eller om den f.eks. er baseret på en viden eller holdning forskeren har, men som er ikke er relateret til vedkommendes forskningsområde.

(7) Interessekonflikter. Forskningskommunikation bør beskrive alle forhold, der kan skabe interessekonflikter omkring forskningen eller den enkelte forsker. Det kan være, men er ikke begrænset til, forhold omkring finansieringen af forskningen, patentansøgninger, royalty, virksomhedssamarbejder, inhabilitet m.m.

Bemærkninger til principperne

Udfordringer og begrænsninger for principperne Forskningskommunikation sker ofte i korte avisartikler, skarpt klippede interviews, hurtige indslag i radio og tv, på sociale medier, på blogs og hjemmesider og i et mediebillede, hvor tempoet er højt. Hertil kommer, at forskningskommunikation er rettet mod ikke-specialister, hvilket betyder, at præcise tekniske udtryk og fagterminologi dårligt kan anvendes. Endvidere har afsenderen, forstået som både forskeren, kommunikationsmedarbejderen og universitetet, kun sjældent mulighed for at styre, hvorledes budskaber og resultater viderebringes af andre aktører.

Disse udfordringer peger på vanskeligheden af som forsker og universitet at sikre god forskningskommunikation hele vejen fra forsker til borgere eller beslutningstagere. Men de understreger samtidig væsentligheden af, at universiteter og forskere gør deres til, at de syv principper holdes i hævd, når forskning kommunikeres. Principperne er både pejlemærker for universiteternes eget arbejde, og udgangspunkt for dialog med presse, politikere og offentlighed, når forskningen skal bringes ud i verden.

Ytrings- og forskningsfrihed
De syv principper for forskningskommunikation er ikke en begrænsning i forskeres forskningsfrihed eller ytringsfrihed. Forskere har udstrakt grad af forskningsfrihed (ret til selv at beslutte, hvilke spørgsmål de vil søge at besvare, og hvilke videnskabelige metoder de vil bruge til at besvare dem) og ytringsfrihed (ret til at publicere eller ytre sig). Men forskningsfrihed og ytringsfrihed er ikke frihed fra et generelt krav om at søge at leve op til principperne for god forskningskommunikation. Principperne begrænser ikke forskeres kommunikation, men understøtter kvaliteten.

Principperne i praksis
Forskningsinstitutioner bør understøtte god forskningskommunikation ved ledelsesopbakning, ved at anderkende forskningskommunikation som en del af forskernes arbejde, og ved at tilbyde træning og vejledning i god forskningskommunikation. Hvor det er relevant bør universiteterne på grundlag af de syv principper udarbejde mere detaljerede retningsliner og hjælperedskaber tilpasset forskellige formater og behov, der kan bruges i det konkrete, daglige arbejde med forskningskommunikation på universiteterne.