Plagiat – den korte version

Alle forskere står på deres forgængers skuldre i en eller anden udstrækning. Det er derfor helt normalt og nødvendigt, at man som forsker bruger noget, andre har skrevet, i sine egne værker. Det er her meget vigtigt, at man er præcis i sine henvisninger. Ellers risikerer man at blive beskyldt for plagiat og videnskabelig uredelighed.

Forskningsverdenen rystes tit af plagiatsager. Det er sager, hvor en forfatter udgiver noget, som viser sig at indeholde noget, vedkommende har taget fra andre uden at henvise godt nok til dem.

Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede. I sidste instans kan man som forsker blive degraderet eller miste sit arbejde. Det er derfor ekstremt vigtigt, at man som forsker er bevidst om, hvad et plagiat er, og hvor grænsen for går for, hvad man kan tillade sig i forhold til materiale skabt af andre. Dette omtales nærmere i denne artikel.

Hvad er et plagiat?

Selve ordet plagiat kan føres tilbage til et digt af den romerske epigramdigter Martial (ca. 40-104 e.Kr.). Martial sammenlignede her sine epigrammer med frigivne slaver og efterligning af dem med »plagium«. Det var den forbrydelse at bortføre mennesker og sælge dem til slaveri. Læs mere om plagiatbegrebet i Morten Rosenmeier, Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister, kapitel 2. big_0016_Layer 16Efter moderne forståelse vil plagiat sige, at man tager noget, andre har lavet, og udgiver det, som om man selv havde lavet det. Det er f.eks. et plagiat, hvis en forsker udgiver en bog, og efterfølgende viser det sig så, at nogle af siderne er skrevet af fra en anden bog uden klar kildeangivelse. Som et andet eksempel kan nævnes, at man udgiver en videnskabelig artikel, som fremstår, som om den er baseret på ens egen forskning, men som i virkeligheden stjæler andres forskningsresultater.

Hvorfor må man ikke plagiere?

Der er flere grunde til, at man skal lade være med at plagiere. De vigtigste tre er:

For det første strider plagiater mod nogle grundlæggende almenmenneskelige forestillinger om, at man ikke må ”høste, hvor andre har sået”, ”snylte på andres arbejdsindsats”, ”springe over hvor gærdet er lavest” eller ”smykke sig med lånte fjer”. Når det handler om plagiater begået af forskere, kommer der den ekstra forestilling til, at forskere har en etisk forpligtelse til, at deres forskning skal være etisk og redelig. Hvis man som forsker bliver taget i et plagiat, risikerer man derfor at udsætte sig selv for sine kollegers fordømmelse. De hvisker i krogene. Man melder sig ud af det gode selskab.

For det andet strider plagiater mod juridiske regler om, at forskere skal forholde sig i overensstemmelse med videnskabsetiske normer om god forskningsskik mv. Hvis man som forsker plagierer, vil det meget ofte være noget, der strider mod såkaldt god videnskabelig praksis. Det kan udløse kritik fra de praksisudvalg, der er nedsat under en række universiteter. I grovere tilfælde kan plagiater også være udtryk for såkaldt videnskabelig uredelighed og udløse kritik fra et af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (”UVVU”) under Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Som eksempler kan nævnes

Endelig for det tredje kan plagiat i nogle tilfælde stride mod ophavsretsloven. Det er kort sagt tilfældet, hvis

  • det, man har overtaget fra et værk, i sig selv afspejler originalitet, dvs. kreative, æstetiske valg. Originaliteten kan enten ligge i de konkrete formuleringer eller i en kreativ måde t sætte stoffet sammen på.
  • Det, man har overtaget fra et værk, er konkret. Derimod er det ikke en ophavsretskrænkelse at overtage rent abstrakte indslag fra et værk, f.eks. dets metode, dets stil eller dets teorier mv.

Læs mere om forskellen på den ophavsretlige og den videnskabsetiske plagiatvurdering i Morten Rosenmeier, Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister, kapitel 8.
big_0001_Layer 32

Sanktionen for ophavsretskrænkelse er typisk, at man skal betale den, der er krænket, vederlag og evt. også godtgørelse og erstatning. Desuden kan ophavsretskrænkelser være strafbare. Endelig kan den, der er plagieret, skride ind med forbud og påbud mv., og få plagiator – eller hans forlag – dømt til at trække den krænkende publikation tilbage. Læs mere om sanktionerne over for ophavsretskrænkelser i Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister kapitel 12.

Hvornår er der konkret tale om plagiat?

Spørgsmålet om, hvornår der er begået et plagiat, kan nogle gange være tvivlsomt. Der er ganske vist klare tilfælde, f.eks. hvis en forfatter udgiver en bog, der i høj grad består af afskrift fra en anden bog. Men der kan også være sager, der befinder sig i en gråzone. De tilfælde er de farlige. Mange plagiatsager skyldes nemlig, at plagiator ikke rigtig forstod, hvor grænsen går, og trådte ved siden af. Nedenfor gennemgås nogle forskellige tilfælde.

Overtagelse af tekst

Mange plagiatsager drejer sig om den situation, at nogen har overtaget tekst, andre har skrevet, uden kildeangivelse. Den slags vil normalt være et plagiat, både videnskabsetisk og ophavsretligt. Det vil f.eks. normalt være et plagiat, hvis man i en artikel skriver en halv side af fra en anden artikel uden kildeangivelse, eller hvis man udgiver en bog, der indeholder afsnit, der i realiteten er en slags oversættelse af noget, der står i en udenlandsk bog.

Men der er gråzoner. Blandt andet kan det skabe tvivl, hvad man skal mene om tilfælde, hvor nogen har nøjedes med at overtage enkelte sætninger eller andre helt korte passager. Det gælder især, hvis det, man overtager, er banalt og intetsigende og ikke udtryk for nogen sproglig selvstændighed. Men det er svært at sige, hvor grænsen går.

Eksempler

I læsere har i øjeblikket en artikel om plagiat fra forskerportalen.dk foran jer. Hvis I lægger hele artiklen ud på jeres egen hjemmeside, og lader som om I selv har skrevet den, er det et plagiat, andre kan kritisere jer for. Det må også være et plagiat, hvis nogle af jer skulle få den ide at lægge et enkelt afsnit af artiklen ud nettet og lade som om I selv har lavet den. F.eks. ved at skrive:

Eksempel 1: Plagiat Forskningsverdenen rystes tit af sager om plagiat. Det er typisk sager, hvor en forfatter udgiver noget, som siden viser sig at indeholde noget, vedkommende har taget fra andre uden at henvise tilstrækkeligt til dem. Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede. I sidste instans kan man som forsker blive degraderet eller miste sit arbejde. Det er derfor ekstremt vigtigt, at man som forsker er bevidst om, hvad et plagiat er, og hvor grænsen for går, hvad man kan tillade sig i forhold til materiale skabt af andre.”

Men hvad nu, hvis I nøjes med at overtage noget af afsnittet, og f.eks. skriver:

Eksempel 2: Plagiat ”Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede. I sidste instans kan man som forsker blive degraderet eller miste sit arbejde. Det er derfor ekstremt vigtigt, at man som forsker er bevidst om, hvad et plagiat er, og hvor grænsen for går, hvad man kan tillade sig i forhold til materiale skabt af andre.”

Eller hvad, hvis I kun overtager en enkelt sætning, f.eks. sætningen:

Eksempel 3: Plagiat ”Plagiatsager kan have store, ulykkelige konsekvenser for de implicerede.”

Rent ophavsretligt vil der være tale om en krænkelse, så længe man kan sige, at den tekst, der overtages, i sig selv afspejler en eller anden, evt. minimal, sproglig originalitet. Det vil nok betyde, at der ikke begås nogen ophavsretskrænkelse i eksempel 3. Derimod er det meget muligt, at der sker en ophavsretskrænkelse i eksempel 2. Og der er nok ingen tvivl om, at der sker ophavsretskrænkelse i eksempel 1.

Rent videnskabsetisk er spørgsmålet sværere. De fleste vil sikkert være enige om, at der begås et videnskabsetisk kritisabelt plagiat i eksempel 1, og at der ikke gør i eksempel 3. Eksempel 2, derimod, befinder sig i gråzonen. Selv hvor man nøjes med at overtage ganske små, intetsigende sætninger fra andre, kan det nok spille en rolle, hvor mange gange man gør det. Hvis en forfatter til en bog f.eks. overtager enkelte, intetsigende sætninger fra andres værker 25 forskellige steder i bogen, vil mange sikkert mene, at bogen i sin helhed har en kritisabelt plagierende karakter.

Hvis man vil være på den sikre side, bør man ikke overtage tekst fra andre uden kildehenvisninger. Det er rådet herfra.

Se hertil UVVU´s afgørelse af 2. december 2014 s. 15:

“Udvalget er af den opfattelse, at der ikke eksisterer en skarp grænse mellem plagiering og ikke-plagiering, men finder, at følgende formulering af S. Dutch, professor ved Natural and Applied Sciences, University of Wisconsin, er en konstruktiv rettesnor: “Obviously copying 1000 words verbatim without attribution is plagiarism…. Is 100 words plagiarism? Almost certainly. 10? Maybe”. [Fodnote udeladt].

Se også Praksisudvalget ved Københavns Universitets afgørelse af 29. marts 2016, s. 5 f.:

“På baggrund af reglerne om videnskabelig uredelighed og god videnskabelig praksis finder Praksisudvalget, at tekst ra andres forskningsværker, der gengives uden kildeangivelse, skal vurderes ved især følgende. For det første omfanget af teksten: Jo længere en genbrugt tekst er, desto mere alvorligt er forholdt. For det andet originaliteten af indholdet, vurderet i forhold til forskningsfeltet: Jo mere originalt indholdet er, desto mere alvorligt er uoplyst genbrug. Endelig bør det indgå i vurderingen, om der er tale om en uagtsom eller en groft uagtsom/forsætlig handling.

Som konsekvens af dette er gengivelse af helt korte tekstpassager, der omfatter almindelige udtryk og almindelig kendt indhold, som ikke er afgørende for forskningen, ikke i strid med reglerne om god videnskabelig praksis. Gengivelse af korte tekstpassager, som omfatter andres originale forskningsbidrag, og hvor gengivelsen kan henføres til den pågældende som uagtsom, vil være i strid med reglerne om god videnskabelig praksis. Gengivelse af længere tekstpassager kan også være i strid med reglerne om god videnskabelig praksis, uagtet at indholdet i teksten er almen kendt i forhold til forskningsfeltet.

Hvis genbrug af en tekst enten er meget omfattende, eller vedrører videnskabeligt set afgørende indhold, og hvis forholdet er groft uagtsomt eller udført med forsæt, vil forholdet falde i kategorien for videnskabelig uredelighed.

Uacceptabel videnskabelig praksis forudsætter opfyldelsen af to betingelser. For det første en objektiv betingelse om, at der skal være gengivet en tekstpassage af en vis længde eller med et tilstrækkeligt originalt indhold, og for det andet en subjektiv betingelse vedrørende graden af agtpågivenhed. I forhold til ovennævnte kategorisering adskiller brug på god videnskabelig praksis sig fra videnskabelig uredelighed ved graden af opfyldelse af de to betingelser.

I forhold til vurderingen af brud på god videnskabelig praksis, som er relevant i nærværende sag, vil den objektive betingelse vedrørende tekstpassagens omfang bero dels på en vurdering af tekstens omfang, dels på indholdets karakter. Hvis tekstpassagen beskriver almene forhold, kan der accepteres et større omfang af uoplyst gengivelse, end hvis tekstpassagen udgør en central del af forskningspublikationens ræsonnement og dermed er kendetegnende for publikationens forskningmæssige originalitet.

I den kvalitative bedømmelse indgår endvidere hensynet til eventuel parafrasering. Omfattende parafrasering kan efter omstændighederne i sig selv udgøre et brud på god videnskabelig praksis, men har forfatteren eksempelvis arbejdet videre med problemstillingen og tilføjet publikationen ny forskningsmæssig værdi, fjerner dette parafrasen fra originalteksten og kan derfor accepteres i videre udstrækning.

Den subjektive betingelse for, at der foreligger brud på god videnskabelig praksis, vedrører graden af agtpågivenhed, og denne betingelse vil være opfyldt, hvis den pågældende ikke har udvist den agtpågivenhed, som må forventes af en fagperson med en tilsvarende baggrund inden for området. Dette adskiller sig fra videnskabelig uredelighed, hvor det kræves, at den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. …”

Overtagelse af teorier, metoder mv.

Plagiatsager kan også dreje sig om den situation, at man har overtaget andres teorier, principper, metoder og lignende. Inden for ophavsretten er det et grundprincip, at der ikke er ophavsret til rent abstrakte ideer, men kun til mere konkret stof. Derfor vil overtagelse af teorier og meninger etc. normalt ikke være en ophavsretskrænkelse. Men rent videnskabsetisk vil sagen tit stille sig helt anderledes. Videnskabsetisk vil tyveri af andres teorier og metoder m.m. tit blive oplevet som højst kritisabelt.

Eksempel: Einsteins relativitetsteori, som vi husker fra fysiktimerne, er sikkert ikke beskyttet af ophavsret, fordi man som sagt ikke giver ophavsret til abstrakte teorier. Derimod vil det videnskabsetisk være højst uheldigt, hvis man som forsker fremstiller relativitetsteorien, som om det var noget, man selv har fundet på.

Derfor: Lad være med at overtage andres teorier o.l. uden kildeangivelse.

Overtagelse af andres litteraturhenvisninger

Ophavsretten beskytter kun stof, der er udtryk for originalitet. Det er de litteraturhenvisninger, der findes i en bog, ofte ikke. Hvis der f.eks. i en bog om ophavsret står følgende:

”Se nærmere Koktvedgaard, Immaterialret s. 53 f, Koktvedgaard/Levin, Immaterialrätt s. 75, Schønning, Ophavsretsloven med kommentarer s. 198, Hygum Jacobsen/Schelin, Ophavsretten er din, s. 26. Anderledes tildels Fromm/Nordemann, Urheberrecht  s. 63”

Så er det nok tvivlsomt, om man kan sige, at selve disse henvisninger i sig selv er så originale, at der er ophavsret på dem.

Hvis en anden bog derfor overtager henvisningerne, og skriver dem alle sammen af, er det nok ikke en ophavsretskrænkelse. Men videnskabsetisk skal man passe mere på med at overtage andres kildehenvisninger. Hvis man i en videnskabelig bog om ophavsret systematisk overtager andre forfatteres litteraturhenvisninger i stedet for at lave sine egne, når man hurtigt til et punkt, hvor ens omgivelser vil synes, at man springer over hvor gærdet er lavest og pynter sig med lånte fjer. Og i hvert fald hvis det er noget man gør mere end én gang i løbet af f.eks. en artikel eller en bog, risikerer man at blive beskyldt for plagiat.

Det er ikke nok til at undslippe kritik, at man selv har studeret kilderne. Det kritisable i at overtage andres kildeangivelser består nemlig ikke – eller ikke kun – i manglende kildestudier. Der kan, videnskabsetisk set, ligge noget selvstændigt kritisabelt i selve dette, at man systematisk tager andres litteraturhenvisninger, også selvom man selv slår kilderne efter. Hvis man gør det for meget, går det galt.

Også på dette område kan der være vanskelige gråzoner. Det kan bl.a. have betydning, hvor mange litteraturhenvisninger man overtager, og hvor tit man gør det. Hvis man i en bog om ophavsret låner en enkelt af litteraturhenvisningerne ovenfor, og f.eks. skriver

”Se nærmere Hygum Jacobsen/Schelin, Ophavsretten er din s. 26”

kan man ikke sige, at det er et plagiat. Hvis man derimod overtager alle de henvisninger, der er nævnt ovenfor, nærmer man sig gråzonens yderkant. Og hvis man i væsentligt omfang overtager andres litteraturhenvisninger i en bog eller en artikel, beder man selv om en plagiatsag.

Men hvor grænsen præcis går er det svært at sætte fingeren på. Pas på med at overtage andres kildeangivelser uden loyalt at oplyse om det.

Overtagelse af andres citater

Som forsker kan det være svært at modstå fristelsen til at overtage andres citater.

Eksempel: En statsmand udtaler et eller andet i et privat brev. Siden citeres udtalelsen i biografi om den pågældende, skrevet af forfatteren A, som har haft adgang til statsmandens private arkiv. Derefter skriver en forfatter B også en biografi om statsmanden. I den låner forfatter B citatet fra det private brev uden selv at have set det og uden at henvise til forfatter A.

Dette er ikke en krænkelse af forfatter A´s ophavsret. Der er kun ophavsret til de dele af en tekst, der er skabt af en ophavsmand ved kreativitet, og i eksemplet her kan man ikke sige, at forfatter A har ”skabt” citatet fra statsmanden. Det er jo statsmanden, der har fundet på udtalelsen, ikke forfatter A. Derfor er B´s overtagelse af citatet fra A ikke en krænkelse af A´s ophavsret.

Men det videnskabsetiske klaver spiller anderledes. Rent videnskabsetisk skal man passe på med at overtage andres citater. I eksemplet ovenfor bør forfatter B udtrykkeligt angive, at han har citatet fra forfatter A´s bog. F.eks. kan han skrive, at udtalelsen her er ”citeret efter” forfatter A. Hvis man derimod overtager andres citater fra en kilde, uden at henvise til andre end den oprindelige kilde, kan det ende med en plagiatsag.

Også her er der svære gråzoner. Det må blandt andet have betydning, om de citater, man overtager, er alment kendte eller ej. Hvis citaterne er det, kan det trække i retning af, at lån af dem ikke er udtryk for noget plagiat. Omvendt kan det tale for plagiat, hvis de citater, man låner fra andre, ikke er alment kendte, men derimod resultat af forskning, f.eks. i arkiver.

Eksempel 1: En forsker vil i en bog gerne citere Niel Armstrongs første ord på månen, dvs. ”One small step for man, one giant leap for mankind”.  Han finder citatet i en artikel om rumfart på Wikipedia men henviser i sin bog direkte til Neil Armstrong, ikke til Wikipedia-artiklen.

Er det et plagiat? De fleste vil utvivlsomt være enige om, at det er det ikke.

Eksempel 2: En forsker er ved at skrive en artikel om Apple-stifteren Steve Jobs. I den forbindelse overtager han en række citater fra Steve Jobs fra Issacsons biografi ”Steve Jobs”. Den sidstnævnte bog er baseret på en lang række interviews med hovedpersonen, foretaget af Isaacson selv. Vil det her være i orden, at forskeren henviser direkte til Steve Jobs uden at nævne Isaacsons bog?

De fleste vil nok mene, at svaret er nej, og at forskeren bør sige rent ud, hvor han har citatet fra. Det kan nok også have betydning, hvor mange citater man overtager fra andre. Hvis f.eks. forskeren i eksempel 2 kun overtager et enkelt citat, vil nogen måske sige, at man er under bagatelgrænsen. Hvis han derimod overtager 25 citater, beder han selv om kritik.

Overtagelse af faktiske oplysninger

Alle bygger på deres forgængere, og det sker derfor, at man som forsker overtager faktiske oplysninger fra andres værker. Hvis man overtager faktiske oplysninger uden kildeangivelse kan det i nogle tilfælde give problemer.

Som udgangspunkt er der ikke ophavsret til faktiske oplysninger isoleret betragtet. Man kan nemlig ikke sige, at folk, der skriver om faktisk oplysninger, ”skaber” dem på en kreativ måde. Derfor vil det som udgangspunkt ikke være en ophavsretskrænkelse at tage et værks faktiske oplysninger, heller ikke selvom man ikke henviser til værket.

Der kan dog godt være ophavsret til en række af de faktiske oplysninger, der findes i et værk, hvis forfatteren har udvalgt og/eller sammenstillet oplysningerne på en kreativ måde. I medierne er der somme tider sager, der handler om, hvorvidt man må lave film om historiske hændelser uden tilladelse fra forfattere, der har skrevet faglitteratur om dem. I 80’erne var der f.eks. avisskriveri om, hvorvidt en planlagt indspilning af en film om Peter von Scholten – den danske generalguvernør, der på eget initiativ frigav slaverne i Dansk Vestindien i 1848 – ville kræve tilladelse fra forfatteren Thorkild Hansen, der havde skildret begivenhederne i bogen ”Slavernes Øer”. Det rigtige svar er, at Thorkild Hansen godt kunne have en sag, hvis filmen på en eller anden måde overtog hans bogs originale udvælgelse, struktur og komposition, f.eks. ved at fokusere på de samme begivenheder som bogen og udelade de samme ting som den. Derimod ville det ikke være en krænkelse at overtage enkelte faktiske oplysninger fra bogen uden at overtage  strukturen.

Udgangspunktet er, at der er ikke ophavsret til faktiske oplysninger isoleret betragtet, fordi ophavsmanden ikke har skabt dem på en kreativ måde. Men ophavsretten fortæller ikke hele historien. Det er også et spørgsmål, i hvilket omfang man rent videnskabsetisk kan tillade sig at overtage faktiske oplysninger uden kildeangivelse. Svaret er, at overtagelse af andres faktiske oplysninger godt kan være uetisk og kritisabelt i nogle tilfælde. I den sammenhæng betyder det sikkert noget, om de faktiske oplysninger er alment kendte eller ej, og hvor mange gange i løbet af et værk, man overtager dem.

Eksempel 1: Overtagelse af faktiske oplysninger I en faglitterær bog skriver man, at mennesket første gang satte sin fod på månen den 21. juli 1969. Man har oplysningen fra et leksikon, men henviser ikke til leksikonnet.

Eksempel 2: Overtagelse af faktiske oplysninger I en faglitterær bog vil man gerne fortælle lidt om baggrunden for, at rumfærgen ”Challenger” eksploderede i 1986. Man overtager derfor en række oplysninger om det fra Claus Jensens bog ”Challenger  – et teknisk uheld”, 1993, uden at henvise til den. Oplysningerne er ikke alment kendte, men kun omtalt i Claus Jensens bog og i visse amerikanske rapporter mv.

Eksempel 3: Overtagelse af faktiske oplysninger I en faglitterær bog vil man gerne fortælle lidt om baggrunden for Challenger-ulykken. Man overtager derfor en enkelt oplysning om det fra Claus Jensens bog uden at henvise til den.

Er der sket noget videnskabsetisk kritisabelt her? De fleste vil sikkert være enige om, at der ikke er sket noget forkert i eksempel 1, og vel heller ikke i eksempel 3. Forfatteren i eksempel 2, derimod, kan risikere kritik for at have optrådt uetisk. Forskellen er, at den oplysning, der overtages, i eksempel 1 er alment kendt, og at der i eksempel 3 kun er overtaget en enkelt oplysning. Spørgsmålet er så, hvor mange ikke alment kendte oplysninger der skal overtages, før man går fra det tilladelige til det kritisable. Det er det svært at give et sikkert svar på.

Hvis man vil være på den sikre side er rådet: Lad være med at overtage andres faktiske oplysninger uden kildeangivelse.

Se hertil UVVU’s afgørelse af 2. december 2014:

“Det er udvalgets opfattelse, at almen kendt viden kan beskrives uden kildeangivelse, uden at der herved foreligger plagiering. Almen kendt viden kan defineres som viden, som man regner med, at alle inden for en bestemt gruppe eller et regionalt, institutionelt eller fagligt fællesskab kender. Det kan være fakta om f.eks. geografi, historie, fysik, sprog eller litteratur. [note udeladt].

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at ordret eller tekstnær gengivelse af andre forfatteres tekst med baggrundsviden skal krediteres ophavsmanden.”

 

Selvplagiat

Som forsker fyldes man somme tider af trang til at gentage sig selv. Hvis man allerede har skrevet om noget én gang, kan det f.eks. være nærliggende at bruge samme ord, næste gang man beskæftiger sig med det.  Hvis ikke man henviser til sig selv i den slags tilfælde, er der tale om en form for såkaldt ”selvplagiat”.

Se artiklen om dobbeltpublicering, overlappende publikationer og selvplagiat.

Hvordan skal man undgå kritik?

Plagiatsager er ulykkelige for de implicerede. Det kan være karriereødelæggende for en forsker at blive viklet ind i en plagiatsag. Men som det fremgår ovenfor, er der mange gråzoner. Spørgsmålet er, hvad man skal gøre for at være på den sikre side. Det er der et meget enkelt svar på. Det er, at man bare skal henvise til kilden. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man skal henvise, skal man henvise. Hvis ikke man er i tvivl, skal man også henvise for en sikkerheds skyld. Hellere henvise en gang for meget eller en gang for lidt. Hvis man vil undgå at blive beskyldt for plagiat, skal man henvise, henvise og henvise. Det er svaret på det.

Hvor præcist skal man henvise?

Ens henvisninger skal være præcise og klare. Det vil sige, man skal klart og tydeligt angive, præcis hvad det er man har lånt, og præcis hvor man har taget det fra. Det er derimod f.eks. ikke nok, at man efter at have overtaget 10 linjers tekst fra en kilde indsætter en kildehenvisning efter første linje og lader det være op til læseren selv at regne ud, at man også har overtaget de 9 næste. Det er heller ikke godt nok, at man nævner de værker, man har taget noget fra, i litteteraturfortegnelsen. Det hjælper heller ikke noget at skrive  i forordet, at man står i gæld i de og de forfattere, og at ens eget værk aldrig var blevet til noget uden dem.

Man skal som forsker henvise klart og præcist, sådan så ingen er i tvivl om, præcis hvad man har taget, og hvor man har taget det hen. Så er man på den sikre side.

Om kravene til egentlige citater henvises til artiklen om god citatskik.

Gælder der særligt lempelige krav i forbindelse med populær formidling?

Det er en udbredt forestilling, at forfattere til populært formidlende litteratur ikke bør henvise lige så meget som forfattere, der skriver egentlig forskning. Det er muligvis også tilfældet i et eller andet omfang.

Som det er fremgået ovenfor, kan det tit være tvivlsomt, hvor grænsen går mellem tilladt brug af andres værker og utilladeligt plagiat. Og det er muligt, at det nogle gange kan spille en rolle i vurderingen, om der er tale om forsking eller formidling. Måske kan en forfatter til en rent populært formidlende bog f.eks. tillade sig at overtage citater fra andre i højere grad end en forfatter til f.eks. en videnskabeligt artikel. Men det betyder ikke, at man har lov til at plagiere i populær formidling.

Også når det handler om formidling kan det være kritisabelt at overtage andres faktiske oplysninger, citater etc. Man skal passe på her. I rigtig mange plagiatsager har plagiator uden held prøvet at undskylde sig med, at hans værk var rent formidlende. Og i rigtig mange sager har det ikke hjulpet.

Man skal i øvrigt være opmærksom på: Selvom der måske gælder lidt mere lempelige henvisningskrav i populær formidling, er det normalt ikke relevant, hvis man overtager egentlig tekst fra andre. Det, at der er tale om populær formidling, betyder måske, at man må overtage andres citater og ideer mv. uden kildeangivelse i lidt højere grad, end hvis der er tale om forskning. Men man skal holde sig fra deres formuleringer. Hvis en forfatter til en populær artikel bare skriver sætningerne af fra artikler, han eller hun har fundet på internettet, falder plagiathammeren meget hurtigt. Det vil ikke hjælpe vedkommende at gøre gældende, at der bare er tale om formidling.

Vores råd er: Lad være med at overtage andres stof uden kildeangivelse, uanset om I skriver populær formidling eller forskning.

Læs også

Her kan I læse mere om forskellen på den ophavsretlige og den videnskabsetiske plagiatvurdering:

  • Morten Rosenmeier, Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister, 3. udg. 2014, kapitel 8. Bogen kan gratis downloades som e-bog fra UBVA’s hjemmeside www.ubva.dk (se under “Publikationer”).
  • Den norske rapport ”God skikk. Om bruk av litteratur og kilder i allmenne, historiske framstillinger. Utredning fra et utvalg oppnevnt av Den norske Forleggerforening (DnF), Den norske historiske forening (HIFO) og Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening (NFF), 2006. Den forkortes »Kildebrukutredningen«. Den ligger forskellige steder på nettet, og det letteste i øjeblikket er nok at finde den ved hjælp af google.
  • Om plagiat i studenterafhandlinger på http://www.stopplagiat.nu.
  • Se foredrag, artikler og filmede interviews om plagiat på UBVA´s symposier om plagiat. De ligger som web-tv på www.ubva.dk. Blandt de emner, der behandles, kan nævnes:
    • Hvor meget plagiat er der?
    • Forskellen på den ophavsretlige og den videnskabsetiske plagiatvurdering
    • Plagiater af patenter, design og varemærker
    • Hvorfor plagierer man?
    • Hvordan føles det at blive plagieret?
    • Plagiatets historie