Generelt

Forskeres genbrug af (dele af) deres egne tidligere forskningspublikationer eller af det materiale, som disse publikationer er baseret på, giver anledning til en række juridiske og forskningsetiske overvejelser. Der kan i denne forbindelse identificeres forskellige typetilfælde:

  • Publicering af det samme manuskript flere gange (egentlig dobbeltpublicering)
  • Publicering af flere videnskabelige produkter, der bygger på (delvist) samme materiale eller formidler (delvist) de samme resultater (overlappende publikationer)
  • Genanvendelse af egen tekst, struktur, idéer, fortolkninger m.v. (selvplagiering)

Mens der på nogle videnskabelige områder har dannet sig ret faste principper for disse fænomener, giver de på andre videnskabelige områder anledning til tvivl.

Den danske kodeks for integritet i forskningen (2014) behandler visse aspekter af disse spørgsmål, jf. nærmere nedenfor. Desuden har Udvalget for Ansvarlig Forskningspraksis ved Aarhus Universitet har i 2016 publiceret et notat herom, se Notat om dobbeltpublicering og selvplagiering.

Egentlig dobbeltpublicering

Egentlig dobbeltpublicering foreligger, hvis det samme manuskript, fx til en videnskabelig artikel, publiceres mere end én gang. Der tales herved om primær publikation og sekundære publikationer. Der kan nævnes mange eksempler på legitim dobbeltpublicering, herunder

  • Offentliggørelse af en artikel på flere sprog
  • Optryk af en tidligere publiceret videnskabelig artikel i en antologi, som samler en række væsentlige videnskabelige bidrag på det gældende område
  • Publicering af et bidrag til et festskrift, som ofte kun har få læsere, i et videnskabeligt tidsskrift
  • Parallelpublicering i et open access repositorium

Egentlig dobbeltpublicering uden tydelig angivelse af, at det pågældende manuskript er publiceret tidligere, anses i almindelighed for at være et brud på god videnskabelig praksis. Mange tidsskrifter stiller krav om, at indsendte manuskripter ikke er publiceret (eller offentliggjort) tidligere. Hvis de accepterer sekundære publikationer, er der ofte fastsat særlige regler for disse. På nogle videnskabelige områder er der udviklet mere generelle retningslinjer for sekundære publikationer, se fx ICMJE’s retningslinjer for sekundære publikationer.

Egentlig dobbeltpublicering kræver ofte tilladelse fra det forlag/tidsskrift, der først har offentliggjort den pågældende artikel m.v. Hvis der er flere forfattere (ophavsmænd) til det pågældende manuskript, kræver egentlig dobbeltpublicering desuden alle forfatteres samtykke. Det skyldes reglerne om ophavsret, som omtales nærmere nedenfor.

Overlappende publikationer

På mange videnskabelige områder er det ikke usædvanligt, at der er et vist overlap mellem en forskers forskningspublikationer. Det kan fx være, at flere publikationer bygger på det samme materiale (forskningsdata) eller formidler (delvist) de samme resultater. På nogle områder tales der ligefrem om, at forskere kan have en strategisk interesse i at offentliggøre deres forskning i least publishable units, såkaldt salami-publicering.

Generelle normer

På baggrund af de grundlæggende forskningsetiske normer om ærlighed og gennemsigtighed (se artiklen om god videnskabelig praksis) er der i den danske kodeks for integritet i forskningen (2014) opstillet følgende generelle retningslinjer for overlappende publikationer (fremhævelser tilføjet):

i. Forskningsresultater bør publiceres på en ærlig, gennemsigtig og præcis måde.

ii. Publicering af de samme resultater i mere end én publikation må kun forekomme under særlige, tydeligt forklarede og fuldt oplyste omstændigheder.

iii. Hvis primært materiale, data, fortolkninger eller resultater genanvendes, bør der gøres tydeligt rede for dette.

v. Ved anvendelse af eget arbejde … i en publikation skal der angives tilstrækkelige og præcise referencer hertil.

Ad ii: Genanvendelse af resultater

Ifølge retningslinjerne skal det altid fremgå tydeligt, hvis der sker genanvendelse af resultater. Det er imidlertid ikke på alle videnskabelige områder klart, hvad der skal forstås ved “resultater”.

Ad iii: Genanvendelse af primært materiale og data

Begreberne “primært materiale” og “data” er defineret således i kodeksen (side 9):

Primært materiale er ethvert materiale (f.eks. biologisk materiale, noter, interviews, tekster og litteratur, digitale rådata, registreringer, osv.), der udgør grundlaget for forskningen.

Data er detaljerede optegnelser over det primære materiale, som udgør grundlaget for den analyse, der fører til resultaterne.

Disse definitioner kan give anledning til tvivl på nogle videnskabelige områder.

Retningslinjernes pkt. iii afspejler ikke den etablerede praksis på alle videnskabelige områder.

Eksempel: En retsvidenskabelig forsker arbejder med en række retskilder (bl.a. med lovtekster og domme), som må anses for at være “primært materiale” i retningslinjernes forstand. En retsvidenskabelig forsker vil ofte lave optegnelser over fx de domme, der findes om en bestemt problemstilling, som derefter indgår i forskerens retsvidenskabelige analyser. Det er utvivlsomt ikke et krav i retsvidenskabelig forskning, at man ved “genbrug” af de samme retskilder (evt. baseret på tidligere optegnelser herover) “gør tydeligt rede for dette” som anført i retningslinjernes punkt iii.  

Ad v: Anvendelse af eget arbejde

Retningslinjernes pkt. v giver anledning til væsentlig tvivl. Denne retningslinje kan således give indtryk af, at man skal være neurotisk med at henvise til egne tidligere arbejder (uanset om dette er publiceret som en forskningspublikation eller fx som undervisningsmateriale), selv hvis man alene gengiver en enkelt sætning eller et tekstafsnit, der beskriver almindeligheder. Dette svarer helt sikkert ikke til den etablerede praksis på mange videnskabelige områder.

Praksisudvalget ved Københavns Universitet har i en afgørelse af 29. marts 2016 berørt dette spørgsmål i sagen om Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling. I denne afgørelse anfører Praksisudvalget bl.a. følgende:

“Praksisudvalget finder, at reglerne om god videnskabelig praksis generelt skal fortolkes i lyset af reglernes formål, der i denne sammenhæng navnlig er at sikre mod vildledning om egen indsats og resultater. Dette betyder, at selv ved gengivelse af relativt omfattende dele af egen tidligere publiceret tekst vil der normalt ikke ske vildledning om egen indsats og resultater, og den objektive betingelse (se nærmere s. 6) for, at der foreligger brud på god videnskabelig praksis, vil derfor ikke være opfyldt. Betingelsen vil formentlig kun være opfyldt, hvis gengivelsen af egen tidligere tekst uden kildehenvisning og citationstegn har en vis systematisk karakter, eksempelvis hvis gengivelsen er egnet til at give det indtryk, at den pågældende har en betydeligt større original videnskabelig produktion, end tilfældet i realiteten er. Hvis den uoplyste genbrug af egen tekst indgår i en eksamen/afhandling, der er en del af/skal føre til en akademisk grad, kan der efter omstændighederne foreligge vildledning om omfanget af originalt arbejde. Som nævnt ovenfor bør dette give anledning til selvstændige overvejelser om dobbeltmerit, som det imidlertid ligger uden for udvalgets kompetence at tage stilling til.”

I afgørelsen anførte Praksisudvalget bl.a. følgende  om brug af et tidligere speciale i en ph.d.-afhandling:

“…udvalget bemærker, at det ikke er ualmindelig praksis, at et speciale i større eller mindre grad nyttiggøres i en ph.d.-afhandling. I sådanne tilfælde finder Praksisudvalget, at dette bør anføres. Kravene hertil afhænger af, i hvilken udstrækning specialet nyttiggøres. Når det drejer sig om tekst, der vedrører alment kendte forhold, som det er tilfældet i nærværende sag, vil det normalt være overlødigt og unaturligt at henvise til specialet, hver gang der er et vist tekstsammenfald. I sådanne situationer vil det efter omstændighederne række med en henvisning i en samlet fodnote, i forordet eller på anden måde.”

I afgørelsen anførte Praksisudvalget desuden, at “det kan være naturligt” – og i de konkrete tilfælde var i orden – at der var sket et mindre genbrug i ph.d.-afhandlingen af tekstpassager fra egne tekster til formidling af ph.d.-projektet, og at udkast til ph.d.-afhandlingen undervejs i ph.d.-projektet var anvendt som grundlag for forskningsformidling. Endelig fandt Praksisudvalget, at det ikke kunne kritiseres, at tekster fra ikke-publiceret undervisningsmateriale, som ikke havde været en del af et bedømt akademisk arbejde, kunne betragtes som selv-plagiat.

Emnet er også omtalt i slutningen af det ovennævnte Notat om dobbeltpublicering og selvplagiering fra Aarhus Universitets praksisudvalg.

Anvendelse af eget arbejde kan også give anledning til juridiske overvejelser, hvilket omtales nærmere nedenfor.

Fortolkning af kodeksen – og behovet for fastlæggelse af “best practice”

Det er her (som andetsteds) vigtigt at erindre, at kodeksens anbefalinger altid skal forstås i overensstemmelse med “den etablerede praksis inden for det relevante fagområde”, jf. kodeksens side 5:

”Kodekset omfavner alle forskningsområder med anerkendelse af, at standarderne for ansvarlig forskningspraksis skal implementeres på forskellige måder inden for de respektive forskningsområder. Dette betyder, at nogle anbefalinger kan være mere relevante for et bestemt forskningsområde og samtidig være mindre anvendelige på andre områder. Anbefalingerne i kodekset skal altid forstås i overensstemmelse med den etablerede praksis inden for de enkelte forskningsområder.”

Retningslinjerne kan i denne forbindelse give anledning til i hvert fald to væsentlige udfordringer: For det første er “den etablerede praksis” på et fagområde ikke nødvendigvis entydig. For det andet kan det tænkes, at “den etablerede praksis” bygger på en historisk tradition, som ikke afspejler de etiske krav, som i dag bør stilles til forskningspublikationer.

Begge disse udfordringer risikerer at kunne føre til kritik af forskere for brud på god videnskabelig praksis, også selv om de selv mener, at de blot følger forskningstraditionen på det pågældende område. Det kan derfor anbefales, at der på de enkelte fagområder sker en drøftelse og fastlæggelse af “best practice“, som derefter (især) kan tjene som vejledning af yngre forskere.

Særlige normer for de “våde” videnskaber

Spørgsmålet om overlappende publikationer har navnlig givet anledning til udfordringer i de “våde videnskaber”, hvor der derfor er fastsat talrige retningslinjer for dette. I UVVU’s vejledninger i god videnskabelig praksis (2009), som af UVVU nu betragtes som et historisk dokument, er anført følgende herom (mine fremhævelser):

 Skjult dobbeltpublikation, dvs. identiske eller næsten identiske publikationer eventuelt i oversættelse, må som omtalt i Vancouver-reglerne ikke finde sted, men sekundærpublikation, for eksempel på to sprog (engelsk og et småsprog som eksempelvis dansk) eller til forskellige fora inden for samme sprogområde, kan finde sted, når det gøres i åbenhed over for redaktionerne og efter de fastsatte regler herom. Anvendelse af de samme data eller delmængder deraf i forskellige sammenhænge og i forskellige fremstillinger er ikke nødvendigvis dobbeltpublikation, forudsat at der oplyses om den datamæssige sammenhæng mellem et nyt arbejde og et foregående arbejde over for både redaktioner og læsere. I denne forbindelse bør det fremhæves, at en eventuel ny publikation (en såkaldt salami -publikation) bør indeholde væsentlig ny information mere end 50 % anbefales. Herved kan der skelnes mellem citering af egne tidligere resultater og en ny og original måde at behandle rådata på. Der foreligger imidlertid endnu ikke international konsensus om regler inden for dette område. Det skal præciseres, at National Library of Medicine kun medtager sekundærpublikationer til primære arbejder, der allerede er registrerede i MEDLINE, såfremt det tydeligt fremgår i titlen, at det drejer sig om en sekundærpublikation.”

For sundhedsvidenskab kan der desuden navnlig henvises til

Ophavsretlige begrænsninger for genanvendelse af eget arbejde (selvplagiering)

Forskningspublikationer er normalt beskyttet af ophavsret som ”litterære værker”, og denne ophavsret tilkommer den eller de forskere, der har frembragt værket, jf. ophavsretslovens § 1 og § 6.

Ophavsretten indebærer blandt andet, at det kræver forskernes samtykke at råde over værket ved at fremstille eksemparer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden (fx ved at udgive eller offentliggøre det). Ophavsretten beskytter ikke bare værket som helhed, men også enhver del af værket, som er præget af ophavsmandens personlige skabende indsats. Det kan fx være en krænkelse af forskernes ophavsret, hvis andre uden deres samtykke gengiver konkrete uddrag af en bog (forudsat der ikke er tale om et lovligt citat) eller skriver en bog med samme originale struktur/opbygning. Derimod beskytter ophavsretten fx ikke abstrakte idéer, teorier, emner, metoder, pointer m.v. Det betyder bl.a., at det ikke udgør en krænkelse af forskernes ophavsret at skrive en bog om samme emne, der er baseret på samme grundlæggende idé og evt. baseret på brug af samme metoder osv. I disse tilfælde kan det imidlertid være forskningsetisk forkert at gøre dette, hvis det sker uden behørig kreditering af forskernes bog.

Læs mere om dette i Morten Rosenmeiers bog ”Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister”: Kravene til beskyttelse af litterære værker er omtalt på side 30 ff. Beskyttelsens indhold er omtalt i kapitel 5, og reglerne om citat er omtalt på side 115 ff. Endelig er det behandlet i kapitel 8, hvornår noget udgør en krænkelse, og hvordan ophavsretten og forskningsetikken supplerer hinanden på dette område.

Fælles ophavsret til det tidligere arbejde

Når flere forskere har frembragt en forskningspublikation, der beskyttes ophavsretligt som et litterært værk, i fællesskab, har de fælles ophavsret til værket. Det betyder, at det som udgangspunkt kræver samtykke fra alle ophavsmænd (forskere), hvis nogen ønsker at råde over værket på en måde, som kræver ophavsmandens samtykke, jf. bemærkningerne ovenfor. Dette gælder også, hvor fx én forsker ønsker at genbruge ophavsretligt beskyttede dele af den fælles forskningspublikation. Hvis dette gøres uden samtykke, krænker forskeren således de andre ophavsmænds ophavsret til den pågældende forskningspublikation.

Læs mere om disse såkaldte ”fællesværker” i Morten Rosenmeiers ovennævnte bog på side 62 ff.

Når ophavsretten til det tidligere arbejde er overdraget til et forlag m.v.

De fleste forskningspublikationer udgives på bog- eller tidsskriftsforlag, og i denne forbindelse overdrager forskerne ophavsretten til den pågældende publikation til forlaget helt eller delvist. Det afhænger altid af en konkret vurdering af den enkelte aftale om publicering, hvordan forskeren er stillet i denne henseende, men i mange tilfælde indebærer forskerens publicering af værket blandt andet følgende:

  1. At forskeren ikke uden forlagets samtykke må udgive eller offentliggøre den pågældende forskningspublikation (værket) på anden vis, herunder på et andet forlag eller i et open access repositorium.
  2. At forskeren ikke uden forlagets samtykke må genbruge dele af forskningspublikationen (værket), som i sig selv er udtryk for forskerens personlige skabende indsats (jf. bemærkningerne ovenfor), i andre sammenhænge, herunder i andre forskningspublikationer, undervisning og formidling. Dette er en konsekvens af, at forskeren har overdraget sin ophavsret til forlaget.
  3. At forskeren har en loyalitetspligt over for det forlag, der har udgivet bogen/artiklen. For bogudgivelser indebærer dette ofte, at forskeren ikke uden forlagets samtykke må udgive andre bøger, der direkte konkurrerer med det værk, som forlaget har udgivet, og som underminerer forlagets muligheder for at afsætte det.

En forsker, der har fået udgivet en forskningspublikation på Forlag X, vil således i en række tilfælde handle retsstridigt i forhold til Forlag X, hvis forskeren uden samtykke fra Forlag X genudgiver den samme publikation på et andet forlag, fx som bog eller som artikel i et tidsskrift. Hvis Forlag X giver sig samtykke til genudgivelsen, handler forskeren derimod ikke retsstridigt i forhold til Forlag X.

I nogle tilfælde udgives eller offentliggøres forskningspublikationer uden nogen nærmere aftale om vilkårene herfor. Det kan fx være tilfælde, hvor der ikke indgås nogen egentlig aftale om publicering med et tidsskrift. I sådanne tilfælde må det bl.a. vurderes, hvad der mellem parterne har været forudsat omkring publiceringen. I nogle tilfælde har tidsskriftet fastsat vilkår for publicering på en hjemmeside, som forskeren måske ikke har været opmærksom på ved indsendelse af artiklen – i mange tilfælde vil disse vilkår imidlertid kunne tillægges betydning alligevel. Det afhænger dog altid af en konkret vurdering.

Når det gælder ph.d.-afhandlinger, der indgives til bedømmelse ved en dansk forskningsinstitution, er institutionen ifølge ph.d.-bekendtgørelsen forpligtet til at gøre afhandlingen offentligt tilgængelig i forbindelse med ph.d.-forsvaret. Det er UBVA’s vurdering, at dette ikke indebærer nogen overdragelse af ophavsret til institutionen ud over hvad der er nødvendigt for at opfylde forpligtelsen efter ph.d.-bekendtgørelsen.

Sammenfatning

Ophavsretten kan i nogle tilfælde betyde, at forskere kun kan genbruge dele af deres tidligere forskningspublikationer med samtykke fra det forlag, der har udgivet den pågældende forskningspublikation, og/eller med samtykke fra de andre forskere, som har været med til at frembringe den pågældende publikation.

Disciplinærregler for studerende ifølge universitetsloven

Ifølge universitetslovens § 14, stk. 9, kan rektor fastsætte regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende, hvilket i universitetslovens forstand også omfatter studerende på bachelor-, kandidat- eller ph.d.-uddanelser – men ikke andre forskere.

Københavns Universitet har rektor fx fastsat de såkaldte ”ordensregler”. Reglerne er tydeligvis skrevet med særligt henblik på studerende på bachelor- og kandidatuddannelser, men det må antages, at de også gælder for ph.d.-studerende. I ordensreglernes § 1 er det bl.a. anført, at studerende ikke må krænke immaterielle rettigheder, hvilket bl.a. omfatter andres ophavsret, jf. herved ovenfor. I ordensreglernes § 2 er det bl.a. anført, at studerende under deres indskrivning skal efterleve de almindelige principper om god videnskabelig praksis og videnskabelig redelighed. Ifølge § 2, stk. 5, anses bl.a. følgende for at udgøre et brud på god videnskabelig praksis og videnskabelig redelighed (og dermed eksamenssnyd):

”Plagiat, herunder genbrug af egen tekst (autocitat) uden kildehenvisning og citationstegn”

Reglerne uddyber ikke, hvornår der foreligger ”genbrug af egen tekst (autocitat)”, og om ethvert sådant genbrug udgør et “plagiat”. Det bemærkes herved, at ordet ”autocitat” ikke er noget almindeligt anvendt udtryk. Det findes således ikke ved opslag hos Dansk Sprognævn på www.sproget.dk, og ved en søgning i Google på ”autocitat” (med citationstegn) bliver det oplyst, at antallet af søgeresultater er ca. 53, når søgningen afgrænses til sider på dansk. Ved en gennemgang af disse søgeresultater begrænses antallet af viste søgeresultater til 18, fordi Google udelader søgeresultater, der ligner de viste 18 søgeresultater. Og ved en gennemgang af de 18 viste søgeresultater kan det konstateres, at de alle drejer sig om forståelse af den pågældende bestemmelse i KU’s ordensregler.

Den gengivne ordensregel er skrevet med henblik på “eksamen” og har formentlig navnlig til formål at sikre, at studerende ved skriftlige eksamener ikke indsætter “forudpræpareret tekst” i deres besvarelser uden tydelig angivelse af, at de pågældende tekstafsnit er skrevet forud for den skriftlige prøve. Dette var tidligere en ret udbredt praksis ved visse eksamener på KU’s Juridiske Fakultet.

De hensyn, der ligger bag en sådan regel om “eksamenssnyd” på bachelor- og kandidatuddannelser, er forskellige fra de hensyn, der må indgå i vurderingen af ph.d.-studerendes genbrug af tekst m.v. Alligevel er det blevet hævdet, at det også for ph.d.-studerende må gælde, at enhver form for genbrug af tekst – fx fra et speciale, en tidligere forskningspublikation eller materiale udarbejdet til undervisning eller formidling – indebærer en overtrædelse af KU’s ordensreglers § 2, stk. 5, jf. nærmere http://universitetsavisen.dk/videnskab/der-er-mindst-15-gentagelser-af-esben-lundes-speciale-i-hans-afhandling-siger-professor.

KU’s ordensregler har imidlertid næppe haft til formål at fastsætte normer for ph.d.-studerende på dette punkt, der ikke gælder for andre forskere. Det bør således – både for ph.d.-studernede og andre forskere – være normerne for god videnskabelig praksis og videnskabelig redelighed på den pågældendes eget fagområde, der er retningsgivende. For ph.d.-studerende bør man derfor ikke ud fra KU’s ordensregler slutte, at enhver genbrug af fx tekst fra den ph.d.-studerendes eget speciale eller undervisningsmateriale uden kildehenvisning og citationstegn indebærer et brud på god videnskabelig praksis. De forskningsetiske normer på dette område er omtalt ovenfor.